Anmeldelse i Weekendavisen den 2. februar 2007.
Prik. Peder Frederik Jensens debut handler om at fælde familietræet og gøre sig fri.
Hvor står jeg?
Hvor kommer vi fra? Hvor skal vi hen? Jo mere ung og umoden, litteraturen er, jo mere massivt tårner livets store, eksistentielle spørgsmål sig op for forfatteren – også i den debuterende og Forfatterskoleuddannede Peder Frederik Jensens Her står du, som skildrer den rodløse Adam (nej, hverken Joachim, Ulrich eller August, men Adam, det første menneske på jorden) og hans problemer med at komme overens med sig selv, forlige sig med sin halvbror og sin fortid, og finde ud af hvad kærligheden og kæresten betyder.
Historien er spinkel, og man synes godt nok at man før har mødt denne tøvende og tvivlende type, der søger efter livsindhold og en mening med det hele: Adam tumler rundt i København uden mål og retning i sit liv, flakker omkring til Rom og en Stillehavsø for at komme væk fra hverdagstrykket, vender hjem og vantrives i selskab med alle de mennesker, der burde betyde noget for ham, og selv da han får en kæreste virker det hele uentusiastisk og formålsløst.
Adam er vokset op med papfar og halvbror, men de seneste par år har der ikke været nogen forbindelse. Da halvbroren Thomas ringer og fortæller at papfaren er død, må Adam genoptage kontakten – men det sker med en kejtet attitude og uden den store gnist og gensynsglæde. ”Familier,” siger han, ”er noget man vælger til og fra”. Samtidig kommer redningskvinden Astrid ind i hans liv, og hun må have et stort og rummeligt hjerte, for dødbideren Adam har ikke meget livsglæde at byde på. Omgængelighed har aldrig været hans stærke side.
Thomas har arvet farens hus i Gilleleje, og Adam hjælper modvilligt med at rydde op. Stemningen er anstrengt og uforløst, for selvom de to halvbrødre var tæt knyttet som børn, kom det til et voldsomt brud da Adam ved en familiefest slog Thomas i gulvet. Nu har Thomas planer om at bygge om i farens gamle hus, men først skal der muges ud, minderne skal bogstavelig talt smides på bålet. Man skulle tro at Adam netop trængte til at lade flammerne slette fortiden, men han virrer flegmatisk rundt og kan ikke engang finde ud af at forlade huset og tage væk.
Romanens originale, men noget spinkle symbol, er her-står-du-prikken på kirkegårdens oversigtskort. Adam og hans halvbror skal besøge farens grav, og på plantavlen angiver en falmet, rød prik den besøgendes position. Pointen er naturligvis, at der ikke findes sådan en konkret anvisning i vores liv. Vi kan ikke konsultere noget skilt for at få at vide, hvor vi står, hvorfra vores liv udgår. ”Her står du” er i virkelighedens verden et spørgsmål, som man må stille sig selv: ”Hvor står jeg?”. Vi må alle søge efter vores prik, vores position.
Peder Frederik Jensen skriver absolut nydeligt og stilsikkert, men er det nok? Er livets formålsløshed tilstrækkeligt som tema? Ja, altså formålsløsheden kan jo være mere end nok, både i livet og i litteraturen, men i Her står du er handlingen for spinkel til at bære det psykologiske portræt af den fatalistiske Adam, og symbolerne er – som her-står-du-prikken – tegnet et nummer for tykt. Tag nu bare en nøglebegivenhed som halvbrorens nærmest rituelle afbrænding af farens bohave og oprydning i fortiden. Den omfatter også fældningen af et træ, som betød meget for faren. Nu vil Thomas have det rykket op med rode, men Adam nægter. Pludselig betyder træet noget for ham, hvilket får Thomas til at miste tålmodigheden:
”Det er sgu for patetisk. Nu har du i over to år krukket rundt og sagt, at du vil løsrives fra familien og fra vores traditioner og alt det der. I to år har du rendt rundt i dit lille private kredsløb og defineret, hvad du kunne bruge. Du har glemt os andre. Insisteret på at glemme os andre. Så jeg får sgu en lille smule kvalme, når du kommer rendende og snakker om, at det gamle æbletræ har betydning. Ved du hvad? Det har ingen betydning. Det er udtjent. Slut.”
Peder Frederik Jensen har udmærket blik for alle de uudtalte krav og forventninger, der forkramper forholdet mellem familiemedlemmer hver eneste dag. Men hvem er det, når det kommer til stykket, der tør fælde familietræet? Hvem er den egentlige oprører? Hvem har modet til at kappe rødderne, når det kommer til stykket? Hvem handler aktivt – og hvem driver bare med?
Som man så tit ser det efterhånden, får romaner deres helt egen hjemmeside. Jeg har for nylig anmeldt tre-fire danske debutanter, som på flappen henviser til bogens virtuelle hjemsted, eller som indbygger en webadresse i handlingen, og groft sagt findes der to modeller for brug af nettet, en faktisk og en fiktiv. Debutanten Ole Grønne (siriuspassagen.dk) og selveste Carsten Jensen (vi-de-druknede.dk) bruger de faktiske hjemmesider med baggrundsstof, anmeldelser m.m., mens den hemmelighedsfulde Martin K. (fuckingdenmark.dk) i romanen Fedt opfinder et website, der linker videre til et kunstprojekt, som forfatteren er med i. Hos Peder Frederik Jensen er brugen af nettet endnu mere subtil. På flappen anføres hjemmesiden www.herstaarduprikken.dk, men når man klikker derhen, ender sporet blindt hos et firma der ejer domænenavne. Enten er hjemmesiden ikke i luften endnu (jeg har jo læst bogen før udgivelsen), eller så er der en eksistentialistisk pointe: Dit ståsted er tomt – eller du har ikke ejendomsretten over det selv. Man bør følge sporet og se, hvad der sker.
Peder Frederik Jensen: Her står du. 136 sider, 179 kr. Roman. Samleren.