Kommentar i Weekendavisen den 2. februar 2007.
Magt og medier. Regeringen frikender regeringen. Danmarks Radio frikender Danmarks Radio. Hvad vil Dansk Folkeparti nu gøre i DR’s bestyrelse?
Halleluja, Danmark har fået en ytringsfrihedsdebat! For få år siden var den hellige ytringsfrihed henvist til skåltaler på demokratiets mærkedage, men nu er den – gudskelov – blevet en integreret del af den almindelige samfunds- og kulturdebat. Der er bare to store problemer. Det ene er, at spinstrategerne har kronede dage, når de skal skabe røgslør og så mistillid til deres ministres kritikere eller politiske modparter. Det andet problem er, at regeringen, flere politikere og anklagemyndigheden spiller en yderst uheldig rolle i forsøgene på at begrænse det frie ord. Alt i alt efterlader det os med en levende debat, men med et potentielt demokratisk problem.
Den nuværende regering kom til i skyggen af terrorismeangrebene på USA i 2001, og den besluttede stå last og brast med amerikanerne i krigen mod terror. Det betyder at vi ikke alene er blevet en krigsførende nation, men også at vi har en lovgivning, der åbner for mere og mere overvågning og kontrol af borgerne. Det medfører naturligvis et enormt pres på informations- og ytringsfriheden, hvilket ikke mindst kom til udtryk i anklagemyndighedens idiotiske forsøg på at få en chefredaktør og to reportere fra Berlingske Tidende smidt i fængsel, fordi de havde viderebragt PET-agenten Frank Grevils kritik af regeringen for at bringe Danmark i krig på et løgnagtigt grundlag. Heldigvis stod domstolen på pressefrihedens side, og det blev slået fast at medierne gerne må afsløre statsministerens sandhedsforfalskninger her i landet.
Samme dag som Berlingske Tidende blev frikendt, den 4.12. 2006, viste DR Christoffer Guldbrandsens omdiskuterede film om de danske fangeudleveringer i Afghanistan, en film der både splitter dansk politik og dansk presse. Mens Politiken og Information naturligvis mener at der er brug for en nøje undersøgelse, står de borgerlige aviser på regeringens side, ja her i bladet var Anne Knudsens leder i fredags én lang miskreditering af Danmarks Radio, og de må have frydet sig i regeringskontorerne ved læsningen. Men først og fremmest har Nyhedsavisen ført an i kritikken mod Christoffer Guldbrandsen, hans dokumentation, og hans kilder – eller mangel på samme. Og bedst som man tror, at DR nu er blevet ramt af en skæbnesvanger mavepuster, lægger de nyt materiale på nettet, hvor den tidligere forhørsleder Ed Herman siger at han er citeret korrekt og at journalistens kritiserede følgespeak er fair.
Med andre ord: Ingen af os ude i offentligheden kan for alvor vide, hvad der er op og ned, sandt og falsk, hverken om Danmarks krig i Afghanistan, eller om DR’s dokumentar. Alligevel sendte Morten Messerschmidt og Mogens Camre fra Dansk Folkeparti allerede kort efter nytår et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvor de opfordrede til at regeringen tydeligt måtte imødegå Danmarks Radios politiserende virksomhed. Det var ikke bare et rutinemæssigt pres på de røde, men et målrettet angreb på den kritiske journalistik, og i et interview med Politiken pegede Morten Messerschmidt i særdeleshed på Christoffer Guldbrandsens film om krigen i Afghanistan, som ifølge politikeren var både politiserende og falsk – og budskabet lød uden omsvøb: DR’ ledelse bør fyre de enkeltpersoner, der politiserer (det samme mener han i øvrigt at man skal gøre ved folkeskolelærerne efter uanmeldte kontrolbesøg).
Som bekendt efterkom statsministeren i sidste uge opfordringen fra Dansk Folkeparti. Han gjorde som han blev bedt om, gik i rette med DR, angreb dem for utroværdighed, og opfordrede ledelsen til at iværksætte en intern undersøgelse af Afghanistan-filmen og de efterfølgende nyhedsindslag. Med denne manøvre lykkedes det med ét for statsministeren at flytte fokus væk fra kritikken mod regeringen og øge mistilliden til filmens beskyldninger. Det er helt efter Spindoktorens ABC: bortled opmærksomheden!
Resultatet er, at offentligheden er efterladt i et uigennemskueligt morads: Gjorde danske soldater noget forkert eller ej, da de udleverede fanger til amerikansk varetaget – og evt. tortur? Havde soldaterne disse Dannebrogsflag på eller ej – og hvad betyder det i så fald? Har folketintet vidst, hvad det burde vide, eller er vigtige oplysninger blevet holdt tilbage? Respekteres retsstaten, demokratiet og menneskerettighederne – eller har krigen mod terror suspenderet alt, herunder mediernes mulighed for at kritisere regeringen uden at blive sat under politisk pres?
Det er fuldkommen vitale spørgsmål, der er til debat, og vi har ikke en chance for at gennemskue det gigantiske spinspil, der er i gang. Måske er der slet ikke noget at komme efter, men hvordan kan vi vide det? Hvordan kan Morten Messerschmidt vide det (ja, det kan han lige præcis heller ikke, men han må gerne politisere fordi han er politiker, og af politikere forventes ikke samme dokumentation, som forventes af journalister, det er netop derfor statsministeren kan slippe af sted med sin løgn om masseødelæggelsesvåben i Irak). Hvordan kan vi vide om der er noget at komme efter eller ej, når regeringens egen livvagt, Helge Adam Møller, det ene øjeblik siger at de der flag aldrig sad på uniformen, og det næste øjeblik siger, at øh, nu ser sagen anderledes ud, og at regeringen vist har et problem? Hvordan kan vi vide, hvad der er sandt?
Spørgsmålene breder sig langt ud over den konkrete sags grænser. Vi er også nødt til at spørge, hvordan vi kan fæste lid til en redegørelse, hvor den anklagede frikender sig selv og samtidig spærrer for en uafhængig undersøgelse? Hvorfor skal vi lade os nøje med regeringens egne ord for at regeringen ikke har gjort noget galt og den totale affejning af oppositionens ønske om at få sagen undersøgt til bunds? Er det ikke på tide, at vi i Danmark få en mulighed for undersøgelser af regeringens dispositioner, selvom der ikke er folketingsflertal for det? Er det ikke på tide og i demokratiets interesse, at vi moderniserer og udvikler oppositionens og folketingets chance for at få indblik i og øve kontrol med regeringsførelsen?
Det demokratiske borgerinstinkt tilsiger, at der lige præcis er grund til at undersøge dét, som landets mest magtfulde mand siger at der ikke er nogen som helst grund til at undersøge. Vi vil have ren besked, vi vil ikke lyves for, vi vil ikke snydes af manipulerende politikere, vi vil have sagens kendsgerninger frem i dagens klare lys, og vi vil have at der tages politiske konsekvenser, hvis der har været urent trav i beslutningerne. Vi vil oplyses på et reelt grundlag, så vi kan vide, om magten løber om hjørner med os, for Danmark er hverken en bananrepublik, et religiøst oligarki eller et nyfødt og uerfarent demokrati. Vi er i verdenseliten blandt folkestyrer, vi ønsker transparens i beslutningerne og vi vil have reelle politikere.
Lige for tiden har vi en statsminister der er under anklage fra den public service station, som han selv finansierer. I stedet for at tilbagevise anklagerne om fangeudleveringerne i Afghanistan, vælger han, helt usædvanligt og ganske grænseoverskridende for hvad en stats- og presseminister bør gøre, personlig ytringsfrihed eller ej, at åbne en troværdighedskrig mod Danmarks Radio. I skrivende stund har direktionen valgt at henvise statsministeren til Pressenævnet, imens organisationens egen ”ombudsmand” Jacob Mollerup, har udsendt en kommentar der frikender Christoffer Guldbrandsens film for statsministerens kritik.
DR bruger med andre ord Anders Fogh Rasmussens egen metode med selvfrikendelse, og i spillet mellem magten og medierne, er det vel kun hvad man kunne forvente. Men sagen er alt for stor til at vi bør nøjes med det. Vi bør naturligvis have hele spørgsmålet om fangeudleveringerne undersøgt nøjere (spørg ikke mig hvordan), og dermed også substansen i Christoffer Guldbrandsens kritik. Så mens vi venter på, om regeringen vil gå til Pressenævnet – det tvivler jeg på at de vil – er det store spørgsmål, hvad DR’s bestyrelse vil gøre?
Hvor står Dansk Folkepartis repræsentanter? Vil de vægte mediernes frihed og bakke direktionen op, eller vil de følge statsministerens opfordring til en intern DR-undersøgelse, og i så fald: hvad skal undersøges af hvem?
Vi venter i demokratisk spænding på, hvad de politisk indstillede bestyrelsesmedlemmer – der som bekendt ikke nødvendigvis har en kæft forstand på at drive en mediekoncern – nu vil gøre. Det er faktisk lidt af en skæbnetime for forholdet mellem regeringen og Danmarks Radio, og dermed for konceptet fri presse og public service.