Anmeldelse i Euroman, marts 2007.
Hvis man kan lide proportionsløst meget vold i proportionsløst lidt handling, så skal man se denne actionkomedie. Skuespillerne er berømte (men er Ben Affleck virkelig tilfreds med at blive pløkket efter ti minutter på lærredet?) og blodet sprøjter lystigt. Vi har FBI, mafiaen, en sexet contract killer, tre voldspsykopatiske nazister og en forhenværende tryllekunstner, som et utal af lejemordere er ude på at nakke. Jeg kunne desværre ikke abstrahere fra, at Ray Liotta og Ryan Reynolds i rollerne som de to FBI-agenter til forveksling ligner TV2s direktør Per Michael Jensen og Rune Tolsgaard fra Drengene fra Angora.