Anmeldelse i Weekendavisen den 23. marts 2007.
Sandet og vandet. Tahar Ben Jelloun skriver europæisk samtidsroman om nordafrikanerne, der i jagten på lykken drukner i Gibraltarstrædet.
Bierne døde i mynteteen
På en af de første sider i John Steinbecks storværk ”Vredens druer” kravler en skildpadde langsomt gennem støvet mod vest. Det er vist nok det klassiske eksempel på det, som litteraturforskerne kalder en inital determination, en skyggebegivenhed i handlingen, som varsler, hvad der kommer til at ske i romanen – altså familiens Joads store, langsomme opbrud og lange, trælse vandring mod Californien i søgen på et bedre liv. Skildpadden bliver simpelthen symbolet på familien.
”Rejsen” – den marokkanske (delvist franske) nobelpriskandidat Tahar Ben Jellouns nye roman – åbner med nøjagtig samme fortællekneb. Vi er på en café i Tanger, hvor mændene sidder og ryger deres kifpiber, mens mynteteen bliver kold og sort. Bierne bliver tiltrukket af den søde te, og falder ned i glassene, ”mens mændene forsvinder i hashens rige og i billige drømme”. Til sidst ligger bierne druknede på bunden af teen, der nu har trukket så meget, at den er blevet bitter. Med skeen løfter mændene bierne op, mens de siger: ”Stakkels små druknede væsener, de er ofre for deres egen grådighed.”
Symbolikken er til at forstå: Mynteteen er Gibraltarstrædet og bierne er nordafrikanske mænd, der forsøger at krydse det 14 kilometer brede, bitre havstykke til Spanien, hvor de håber på et bedre liv, væk fra sandet, over vandet ind i landet – det forjættede. Mange af dem ender som opløste lig, der bliver spyttet op på kysten af bølgeslaget. Men spørgsmålet er, om det er fair at kalde de unge marokkanere for ofre for deres egen grådighed, som bierne i mynteteen. At opsøge et bedre liv, er vel en meget menneskelig og naturlig ting, også selvom det – som i tilfældet med den illegale indvandring – er forbudt og forhindret af Civilgarden, kystvagten, grænsepolitiet og den strikse EU-lovgivning.
”Rejsen” er en fortælling om en drøm, en drøm om at udskifte et udsigtsløst liv med en ny tilværelse i det forjættede land, Spanien. Ikke at de unge marokkanere er undertrykte og nødt til at flygte for deres livs og overlevelses skyld. De har bare ingen fremtidsudsigter i hjemlandet, og selv veluddannede akademikere driver formålsløst og arbejdsløst omkring, mens de fantaserer om et nyt liv på den anden side af strædet. Det kan ikke udtrykkes mere tydeligt, end den jurauddannede, Azel gør det, da han bliver verfet væk af en betjent, der overvåger havneområdet:
”Bare rolig, jeg stikker ikke af, jeg vil bare se lastbilerne køre om bord. Det er min ret at være misundelig på kasserne! Jeg vil gerne være en af de kasser, ikke være inde i, så ville jeg kvæles, men være en kasse med varer der anbringes i en hal i Europa, på frihedens og velstandens jord, ja, bare en kasse af tyndt træ, en anonym kasse hvor jeg gerne vil have at der stod med røde bogstaver ’Forsigtig’, ’Op’, ’Ned’.”
Det er et beskedent ønske, at overtage en trækasses identitet, og et udtryk for at illusionsløsheden har taget magten. Bemærk at den unge mand savner retningsangivelser for sit liv, hvad er op, hvad er ned? Men Azel er en af de lykkelige få, der får sine drømme opfyldt. Han bliver nemlig bogstavelig talt samlet op af den excentriske, lapsede og parfumeduftende Miguel da han ligger forslået i rendestenen efter et slagsmål. Miguel har hjemme i Barcelona, og han tager Azel med til Spanien, hvor han bliver indlogeret som en slags boy toy, der efter en kynisk kalkulation lægger røv til sin frelsers lyster, hvorefter han mødes med sin kvindelige kæreste i skjul, og ikke behøver at slå tiden ihjel og drømme urealistiske drømme hjemme i Marokko. Nu er han da i det mindste på frihedens og velstandens jord, og i modsætning til de hundredtusindvis af andre illegale indvandrere, der har fået deres udsigtsløse liv derhjemme skiftet ud med udsigtsløse liv i den allermest ydmyge spanske underklasse, er Azel installeret i et gyldent bur, privilegeret og feteret i sin rige elskers hus.
Miguel hader tanken om at den unge mand med den muskuløse bronzekrop også er sammen med kvinder, men han elsker ham så højt, at han ikke kan nægte ham noget – heller ikke at sige ja til en konstruktion, der skal skaffe Azels søster Kenza til mulighedernes land. Af ren og skær kærlighed til Azel, indvilger Miguel i at konvertere til islam, tage navnet Mounir, og gifte sig pro forma med Kenza. Og naturligvis er han lige så imødekommende og hjælpsom, da skilsmissen skal organiseres. Dog accepterer han ikke Kenzas tilbud om at han ifølge muslimsk tradition blot kan forstøde hende tre gange, da han er en retskaffen og moralsk mand, der først ønsker en legalisering af situationen for hendes tyrkiske kæreste, der opholder sig ulovligt i Spanien. Det går så vidt, at Mounir ser sig selv som en slags far eller farfar til de børn, som Kenza skal have med sin kæreste.
En blanding af marokkaner og tyrker – det bliver smukke børn, sukker han.
Den homoseksuelle, kunstneriske overklasses dekadence i Barcelona rummer naturligvis ligeså mange drømme, afsavn og forstillelser som livet hjemme i Marokko, men det er et livsvilkår, som hverken velstand eller religion kan lave om på – og netop religionen, fatalisternes tro og trøst, spiller ikke den store rolle for Azel. Da han bliver snuppet af politiet i en razzia blandt illegale indvandrere, skynder han sig derfor at forhandle en ordning, hvor han skal optræde som stikker blandt folk, der arbejder for at genopbygge den indflydelse, som islam mistede i Spanien, da muslimerne blev smidt på porten af katolikkerne 500 år tidligere. Kan man ikke være andet, kan man jo altid være tilpasningsdygtig som kamæleonen.
Mens livet udfolder sig for godt og ondt blandt nordafrikanerne i de spanske storbyer, skyller ligene op på de sydspanske strande. Det er ikke kun romanens virkelighed, det er den grusomme sandhed i kystbyerne, hvor man hver morgen tæller ligene – og derfor er dette en virkelighedshistorie om de, de druknede. Det gør helt ondt at tænke på, mens man læser Tahar Ben Jellouns smukke og sørgelige europæiske samtidsroman, hvor Azel nærmest går hen og bliver den fiktive modpol til Gibraltarstrædets egentlige hovedpersoner, nemlig afrikanerne der i forsøget på at nå Europa omkommer – ofre for egen grådighed? – som bierne i mynteteen.
Tahar Ben Jelloun: Rejsen. 255 sider, 249 kr.