Carsten Boe: Stillevejen – Af Klaus Rothstein

Anmeldelse i Weekendavisen den 7. november 2008.

Debutroman. Carsten Boe skriver skarpt om de ordløse fællesskabers skrøbelighed.

Livet i skyggerne

Christian er 12-13 år og bor med sine forældre i et hus med bryggers på en stillevej. Moren arbejder på nedsat tid og passer huset, faren arbejder over og har ansvar for at en masse tal bliver lagt korrekt sammen. Christian selv vil allerhelst sidde på sit værelse og tegne i hemmelighed, han er meget dygtig til at tegne. Til gengæld er han dårlig til fodbold og venneløs. Mor stiller frokost klar og prøver forgæves at få en samtale i gang med sin mand, der læser avis og drikker øl.

Tavsheden er rungende og knugende. Engang talte og grinede man, men den tid er forbi. Engang havde moren lavet keramik, men nu er alt stentøjet sat i kasser på loftet. Når faren siger noget til Christian, handler det om at drengen skal stramme sig an i skolen. Når moren siger noget, er det af lutter febrilsk, handlingslammet kærlighed og omsorg.

Stuerne står tomme. Her kommer kun mormor, når Christian har fødselsdag, men det går altid galt mellem hende og far. En sjælden gang kommer fars gamle ven fra kollegietiden, advokaten, forbi. Han har altid en ny, ung kæreste med og fortæller en masse om sine planer, projekter og penge. Mor synes at advokaten er interessant, far bliver indadvendt og sur.

Dramaet, vendepunktet, krisen og åbningen i Christians liv kommer, da moren pludselig tager ham med til en ny lejlighed, hvor kun de to skal bo. Lejligheden ligger i et kompleks, som advokaten har penge i, og han har skaffet dem et nyt sted at bo. Men de besøger også advokaten i hans store villa, og en dag nøjes advokaten ikke med at køre dem hjem, han går med op, og en aften skal han slet ikke hjem, men sove sammen med mor i hendes seng. Imens undrer Christian sig over, om far stadig arbejder over hver weekend, men han ved det ikke, for ingen fortæller ham noget som helst.

Lad det være handlingsreferat nok for nu. Carsten Boes debutroman om den ensomme, forknytte og forsagte Christian repeterer en drengetype, som vi kender så godt fra litteratur og film, men derfor bliver det ikke nemmere at holde det hensigtsløse omsorgssvigt ud. Der bliver stillet mad frem, tøjet er altid rent og pænt, håret bliver klippet og her mangler aldrig slikskåle og sodavand, og advarslerne mod at gå ned til mosen, slipper aldrig op – men hvad med nærkontakten, hvad med samtalen, hvad med samværet?

Tavsheden er den store trussel, der sniger sig ind på den lille familie og undergraver fællesskabet. Livets gang på stillevejen er – stille. Christian har sine hemmelige tegninger i den aflåste skuffe. Tegninger af hænder med skygger, for han har sans for skygger, for at se og gengive skygger, for livet i skyggerne. Far har sin hemmelighed ude i skuret, de små skarpe flasker. Mor har sine hemmeligheder i chatolskuffen. I advokatens hus, er der et aflåst værelse. Alle har hemmeligheder, alle låser de andre ude. Mormor er den eneste med sjæl og varme – og så Christina, som Christian forelsker sig i, fordi hun er den første, der møder ham uden ligegyldighed og vold.

Da Christian og mor flytter, køber de nye møbler, bl.a. bogreoler, men de har ingen bøger. Mor siger at hun vil begynde at læse, melde sig ind i en bogklub, gå til forfatterforedrag, og hun har købt en lille hvid bog, som skal være den første i hendes nye samling. Bogen har fået gode anmeldelser, siger mor, og den er skrevet i én lang sætning: Lunatia, et smukt hvidt hus, som jeg kan høre havets brusen i, når jeg tager det op til et af mine ører…

Dén bog genkender jeg straks fra virkelighedens verden som Julia Butschkows velskrevne og punktumløse eksperimentalroman Lunatia, som jeg anmeldte positivt her i avisen i 2004 (måske har Christians mor læst min anmeldelse… nej, det er ganske urealistisk!), men Carsten Boe fortæller os ikke, om moren rent faktisk får læst romanen. Jeg tvivler stærkt på, at det er læsning, der passer til hendes livssituation, men det er så en helt anden snak.

I lang tid mente jeg at romanen måtte foregå midt i halvfemserne (Christian husker at faren har omfavnet ham én gang, ved en fejl, nemlig da Danmark vandt europamesterskabet i fodbold, og det var jo i 1992), men eftersom Christian er 13-14 år, stemmer det jo ikke med at moren køber en roman, der er udkommet i 2004. Ligesom at det ikke giver nogen mening, at faren til sidst – i en dybt rørende scene – sætter sig på hug for at se sin søn ind i øjnene. Hvis man sætter sig på hug foran en 13-årig, ser man ham ind i navlen.

Dette er tekniske småindvendinger mod en skarp debutroman, der fra drengens vinkel beskriver en familie i stille opløsning. Stillevejen er en realistisk satire over de ordløse fællesskabers skrøbelighed, og i et stort og stærkt debutantår, som Gyldendal dominerer, kunne Carsten Boe og Bogkompagniet være en interessant outsider i kampen om årets Debutantpris på BogForum.

Carsten Boe: Stillevejen. 218 sider, 249 kr. Roman. Bogkompagniet.