Anmeldelse i Weekendavisen en 9. maj 2008.
Atju! Man falder død om, hvis man nyser hundrede gange i træk uden at nogen siger…
Prosit!
Da jeg for to år siden anmeldte Dan Rhodes’ Den lille hvide bil, spurgte jeg om forfatteren mon ikke ville bruge sit soleklare talent til andet og mere, end blot at fortælle fjollede historier, og nu hvor jeg har læst Guld, kender jeg svaret, og svaret er: nej, det vil han vist ikke. Eller hvad?
I tre romaner (debuten hed Timoleon Vieta, kom hjem) har han nu præsenteret os for henholdsvis en gammel, sur bøsse, der savner sin hund, en drikfældig ung pige, der tror at hun er skyld i Prinsesse Di’s død og derfor saver sin hvide bil i stumper og stykker for at slette alle spor – og nu kommer så en ølglad, lesbisk walisisk pige med japansk udseende.
Miyuki tilbringer hvert år en vinterferie i en walisisk flække uden kæresten Grindl, ligesom Grindl disponerer over to ugers aleneferie om sommeren, hvor hun drager rundt i verden. Når de er bortrejst, må de ikke kommunikere med hinanden. Derfor er Miyuki overladt til sig selv, bøgerne og det faste klientel af barflies på den lokale pub nede på havnen. Her er hun kendt som den japanske pige, for hendes udseende bærer vidnesbyrd om morens affære med en japaner. Men Miyuki selv har aldrig mødt sin far, og indeni er hun lige så walisisk som enhver anden waliser.
På en gåtur langs vandet ser hun en klippe, der glimter gyldent i sollyset, men kun så længe vinklen er den helt rigtige. Hun får derfor den idé at købe en masse guldspray, så klippen kan få en permanent gylden overflade, og pludselig er der ikke langt fra tanke til handling. Da hun senere bliver spurgt, hvorfor hun gjorde det, får hun fremstemmet, at forgyldningen er et kunstværk. Men hvad skal det betyde, vil folk så vide. Betyde? Øh, det er en kommentar! En kommentar til hvad? Øh, en kommentar til minedrift…
Miyuki tilbringer dagene med at gå, sove, læse, drikke og spise skodmad. Og så nyser hun. Hvert eneste nys bliver omhyggelig talt, for hendes kæreste har overbevist hende om, at man risikerer at falde død om, hvis man har nyst hundrede gange uden at nogen siger prosit – og hvem skal sige prosit, når man er alene? Da nysene når op i halvfemserne, bliver Miyuki bekymret, og sætter kursen hjemad. Hun ringer til sin kæreste, Grindl, der ikke tager telefonen, men hører at der bliver lagt en besked. I det samme bliver der sat en kop te på bordet foran Grindl, der samtidig lægger fjorten tætskrevne sider i en kuvert, hvorpå hun blot skriver Miyukis navn…
Pointen? Klippen har kun fået et lag sprayfarve, men bliver ikke guld af den grund. Miyuki er japaner udenpå, men ikke indeni. Og Guld ligner en morsom bog (forlaget kalder den ligefrem ”hysterisk morsom”), men er det altså ikke. Så spørgsmålet er stadig, om Dan Rhodes blot vil skrive fjollede feel-good-romaner om ”skæve eksistenser”, eller om han har mere på hjerte? Jeg lader tvivlen komme ham til gode, fordi han denne gang har en pointe og en påmindelse: Intet er nødvendigvis, hvad det ser ud til at være, heller ikke kærligheden. Guld kunne have været en skarp, rørende og skønt sentimental novelle, men som roman bliver den mest et modvilligt eksempel på, at det ikke er alt, der glimter, der er guld. Dan Rhodes næste bog skal være rigtig god, ellers gider jeg ham ikke mere.
Dan Rhodes: Guld. På dansk ved Ninna Brenøe. Roman. 184 sider, 249 kr. Tiderne Skifter.