David Rieff: Swimming In A Sea Of Death. A Son’s Memoir

Anmeldelse i Weekendavisen den 1. august 2008.

Cancerland. Den store amerikanske intellektuelle forfatter Susan Sontag døde i 2004. Nu har David Rieff skrevet en bevægende erindringsbog om sin mors kræftsygdom.

I et hav af død

Hun blev kun 71 år, men Susan Sontag nåede at leve adskillige liv. Hun begyndte på universitetet som 15 årig, blev gift som 17 årig, blev mor som 19 årig, blev skilt, sekulariserede sig væk fra den jødedom, hun var født ind i, og opbyggede en karriere som romanforfatter, essayist, kritiker, akademiker, teoretiker, instruktør, feminist, politisk aktivist, kort sagt en allestedsnærværende, uomgængelig new yorker intellektuel multikunstner, oven i købet en kontroversiel en af slagsen.

Susan Sontags søn, David Rieff, er også en intellektuel skyskraber. Han har sin mors akademiske indsigt og intellektuelle engagement, men ikke den kunstneriske overbygning. Han optræder ofte i de amerikanske medier (og lejlighedsvis i danske aviser) med analyser af international politik, og han hat en fortid som forlagsredaktør på det ansete Farrar, Strauss and Giroux, hvor han udgav sin egen mor og folk som Joseph Brodsky, Elias Canetti, Carlos Fuentes, Philip Roth, Mario Vargas Llosa m.fl. Senere gik han akademikervejen med ekspertise i internationale humanitære kriser, menneskerettigheder, væbnet intervention og USA’s krigspolitik.

Men i sin nyeste bog går David Rieffs helt andre og dybt personlige veje. Swimming In A Sea Of Death handler om hans mors cancerdiagnose, sygdomshistorie, dødskamp og død af leukæmi den 28. december 2004. Tidligere i livet har Susan Sontag overlevet to cancersygdomme i brystet og livmoderen, så da David Rieff på vej hjem fra en reportagerejse til Palæstina bliver ringet op af sin mor, der fortæller, at blodprøverne fra hendes halvårstjek muligvis rummer dårlige nyheder, slår de det begge hen. Der har været så mange krisetegn før, som ikke blev til noget. Ingen grund til alarm. Dagen efter tager de to sammen til lægen, hvor den indiskutable og brutale nyhed bliver overbragt: Susan Sontag har aggressiv leukæmi, bl.a. fremkommet pga. de to foregående kemokure, der har bekæmpet de tidligere kræftudbrud.

På vej hjem i bilen bryder hun tavsheden: ”Wow”, siger hun. ”Wow”. I de kommende måneder lever Susan Sontags, hendes livsledsagere og mange venner i det som David Rieff kalder Cancerland eller Leukæmiland. Patienten selv kan slet ikke forlige sig med dødsdommen, der er så meget hun har planlagt at læse, skrive, se, høre, instruere. Det er simpelthen for tidligt at dø. Derfor kaster hun sin med sin karakteristiske intellektuelle nysgerrighed og akademiske disciplin over studiet af sygdommen og dens mulige kure. Hun kontakter læger i ind- og udland for at høre om alternative helbredelsesmetoder, og da der muligvis er håb om at en rygmarvstransplantation kan være en livsforlængende behandling, klynger hun sig til de spinkle chancer.

David Rieff studerer stoffet på nettet, læser nyheder om kirurgi og kemoterapi, og mailer til lægerne for at gøre opmærksom på links og artikler om nye, lovende helbredelsesmetoder. Men svarene er nedslående: Du har misforstået noget, du fejlfortolker indholdet, det gælder ikke i din mors tilfælde, du skal ikke tro på alt hvad du læser, medierne hopper på al mulig hype, der ikke har bund i virkeligheden… De er nødt til at se det i øjnene: Susan Sontag er døende.

Sent i livet levede Susan Sontag sin biseksualitet ud, selvom hendes seneste års de facto samliv med den verdenskendte kunstfotograf Annie Leibovitz, forblev en ting, man ikke talte højt om i USA – og i David Rieffs bevægende erindringsbog om morens død, er der kun beske
hentydninger til hendes kæreste, mens sekretæren og husholdersken får alle roserne. David Rieff har ikke problemer med sin mors seksualitet, slet ikke, men han kan ikke tilgive at fotografen har offentliggjort fotos fra moren dødsleje, ”ydmygende tivolibilleder af en celebrity død”.
Genstand for strid, også efter sin død, det er typisk Susan Sontag. Tre år før hun fik sit livs tredje cancerangreb, havde hun chokeret amerikanerne ved at gøre op med den generelle opfattelse af terrorister fra 9/11 som kujoner. Hvis det var noget det ikke var, så var det kujoner, sagde hun. Hun pegede på at det tværtimod krævede mod at flyve sig selv i døden, men den slags udtalelser blev afvist som venstreorienteret antipatriotisme, og uden yderligere sammenligning kan man sammenfatte Susan Sontags egen karriere som kujoneriets antitese. Et eksempel:

I halvfemserne kaldte hun krigen i Bosnien for vores århundreds svar på Den Spanske Borgerkrig. Ikke at vor tids udgaver af Ernest Hemingway, Arthur Koestler, John Dos Passos og Gustaf Munch-Petersen rejste til fronten – men Susan Sontag tog dertil for at slås med den intellektuelles midler. I et teater, der udelukkende var oplyst af stearin, instruerede hun Samuel Becketts Mens vi venter på Godot, mens serberne lå i bakkerne og hældte granater over byen, hvor man efter hendes død opkaldet en gade efter hende.

David Rieff har ladet sin mor begrave på Montmartre i Paris, hvor hun boede som ung. Her ligger hun side om side med mange andre litterære koryfæer, og hendes grav er blevet til et valfartssted for kunstens dødsturister, hvilket tvinger forfatteren til at droppe den rationelle attitude og give en smule efter for den sentimentalitet, som han nødigt vedkender sig Swimming In A Sea Of Death er imidlertid ikke kun en bog for folk, der interesserer sig for Susan Sontags liv og karriere. Det er først og fremmest en indsigtsfuld bog om at svømme i et hav af død: den fortvivlende kamp mod kræften, om patienters følelser, pårørendes forvirring og lægers moral.

Swimming In A Sea Of Death er ikke kun et indsigtsfuldt sygdomsportræt af en overlever, der til sidst måtte dø. Det er også tænksomme blade af en overlevendes papirer og et selvportræt af den pårørende og hans sorg over at bevidne de fysiske lidelser, som patienten må gå igennem. Og hun lider, Susan Sontag. Forud for rygmarvstransplantationen må lægerne praktisk talt nedkæmpe hendes immunsystem, og kemoterapien er den rene gift, der hærger kroppen og skaber den grusomme forvirring og desorientering i rum, sprog osv. som kræftpatienter kender som ”kemohjerne”. Det er skildret med stor indsigt og realitetssans.

Gennem hele bogen mærker man David Rieffs tvivl: Kunne jeg have gjort mere? Kunne jeg have støttet bedre? Det er, siger han, den overlevendes spørgsmål, som det er umuligt at besvare. Så meget desto mere vellykket er hans bestræbelse på at beskrive sine egne dilemmaer og komme overens med det lidt reserverede og akavet distancerede forhold, der herskede mellem ham selv og hans monumentale mor, som han hermed har begravet med en smuk og værdig dødsmaske af det, som de to har til fælles ifølge David Rieff selv: Ord.

David Rieff: Swimming In A Sea Of Death. A Son’s Memoir. 180 sider, xx kr. Simon & Schuster.