Den tålte tuneser – Af Klaus Rothstein

Kommentar i Weekendavisen den 31. oktober 2008.

Udvisning. PET har ikke ønsket at få afsagt dom over manden, der ville dræbe Kurt Westergaard. Hvorfor?

Der manglende en altafgørende mellemregning i mediernes dækning af sidste uges debat om tålt ophold til den tuneser, der angiveligt havde planer om at slå Muhammed-tegner Kurt Westergaard ihjel – nemlig den ikke ubetydelige omstændighed, at manden ikke er dømt, fordi Politiets Efterretningstjeneste ikke har ønsket at føre en sag mod ham.

Det er bevist for retten, at den ene tuneser havde til hensigt at kvæle Kurt Westergaard, så han er naturligvis en farlig mand, som vi ikke ønsker gående frit rundt omkring på gaderne i Danmark. Men hvorfor har PET ikke ønsket at få afsagt en dom over ham? Hvorfor valgte PET at offentliggøre anholdelserne – de kunnet have ladet være – når de kunne have foretaget en administrativ hjemsendelse i al hemmelighed?

Om et par uger udkommer en ny debatbog af PET’s fhv. operative chef, Hans Jørgen Bonnichsen, der som bekendt blander sig i debatten med en praktikers erfaringer. I bogen Frygt og fornuft i terrorens tid fastholder han staters ret til at beskytte sig selv (også med hemmelige og mørkelagte operationer og afgørelser), men han stiller sig samtidig på retssamfundets side.

Hans Jørgen Bonnichsen ridser sagen op: I februar 2008, to år efter offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne, anholder PET’s aktionsstyrke en dansk-marokkaner og to tunesere ved en natlig aktion i Århus. De tre er mistænkt for at ville slå Kurt Westergaard ihjel. Men mystisk nok bliver de tre ikke varetægtsfængslet, og efter afhøringen går dansk-marokkaneren af sted som en fri mand. Tuneserne forbliver i fængsel med henblik på udvisning fra Danmark.

Sagen vækker international opmærksomhed, og både hjemme og i udlandet begyndte man hurtigt at spørge sig selv, hvordan den ene af de tre mistænkte kunne gå fri efter få timer. De var dog sammen om komplottet, som Hans Jørgen Bonnichsen skriver, og drabsforsøg hører til de alvorligste kriminelle handlinger, som bør føre til sigtelse, tiltale og dom.

Men i denne sag siger PET, at der ikke skal rejses sigtelse for drabsforsøg på grund af ”tungtvejende efterretningsmæssige grunde”. Ifølge PET’s fhv. operative chef, betyder det på almindeligt dansk, at der skal tages hensyn til beskyttelsen af PET’s egne agenter eller samarbejdet med fremmede efterretningstjenester. Der blev ikke givet yderligere forklaring, hvilket får Hans Jørgen Bonnichsen til at notere, at det der ikke kan forklares, det kan ikke forsvares. Dog understreger han også, at PET’s succes med at forhindre et attentat på Kurt Westergaard, blev forvandlet til en fiasko, fordi ansvaret for den administrative udvisning nu lå hos daværende justitsminister Lene Espersen og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech.

Nu opstod en forundret debat, om hvorfor tuneserne ikke skulle sigtes og dømmes – og samtidig blev de fornyede genoptryk af Kurt Westergaards tegning til en forudsigelig forøget sikkerhedsrisiko og bål i gaderne, som PET burde havde forudset – mener altså Hans Jørgen Bonnichsen. Men ikke nok med det, han fremhæver også, at beslutningen om at afstå fra sigtelse, tiltale og dom til fordel for administrativ udvisning, er så stor og tung, at den nødvendigvis må have været vendt i regeringens top. Beslutninger om sikkerhedspolitiske kriser afgøres i et udvalg, hvor justitsministeren er med (sammen med andre vigtige ministre og efterretningstjenesternes chefer), og møderne her bliver naturligvis ikke refereret til medier og offentlighed.

Daværende justitsminister Lene Espersen har altså været med til at træffe beslutningen om ikke at føre sag, men gennemføre en administrativ udvisning – og hun må have været klar over, at det ikke bare uden videre kunne lade sig gøre. Når hun i dag – som K-formand og ikke længere justitsminister – tordner mod tålt ophold til tuneseren, har hun i høj grad sig selv at takke for, at situationen er endt som den er. Nu taler hun om fodlænke til en mand, som burde sidde i fængsel, men ikke gør det, fordi Lene Espersen selv valgte en anden vej.

Men hvorfor skulle tuneseren ikke tiltales med henblik på en dom på om mod 10-12 års fængsel? Hvorfor gik dansk-marokkaneren fri? Og hvad er det for hensyn til agenter og fremmede tjenester, der vejer så tungt, at PET valgte den højst problematiske vej med administrativ udvisning? Eller rettere sagt: Hvorfor offentliggjorde de skalpen, når nu de kunne have først sagen om administrativ udvisning i al hemmelighed? Og hvilket udbytte ville vi overhovedet høste af, at manden udsendes til Tunesien, hvor han måske kan genoptage sine konspirationer mod Danmark og danske interesser? Har PET lavet en aftale i porten med myndighederne i det ikke just troværdige land? Hvem ved – politimester Jakob Scharf, chefen for PET, har i hvert fald tidligere talt om, at vi i terrorbeskyttelsens navn er nødt til at samarbejde med stater uden retssikkerhed.

Vi er alle PET stor tak skyldig for at have forhindret et angreb på Kurt Westergaard, det kan ikke siges for tit. Vi må også have en vis tolerance overfor efterretningstjenestens naturlige behov for at arbejde udenfor offentlighedens søgelys. Men når PET har bragt sig selv, politikerne og offentligheden i en situation, hvor vi må tåle en tuneser, som vi helst så bag tremmer og derefter udsendt til hjemlandet, står vi tilbage med et par spørgsmål:

Hvilke tungtvejende efterretningsmæssige grunde gjorde det umuligt at rejse sigtelse? Var det hensynet til en agent? Det hensyn kunne man jo godt sætte sig ud over i Vollsmose-sagen, hvor man sikrede beskyttelse gennem et vidnebeskyttelsesprogram. Og hvorfor i alverden valgte PET at offentliggøre anholdelserne, når de ikke ønskede at føre en sag? Jeg spørger ikke af bekymring for den tålte tuneser, men af bekymring for retssamfundet, der kommer under pres i den politiske debat, der opstår, når politikerne ser konsekvensen af deres egen antiterrorlov.