Kommentar i Weekendavisen den 19. marts 2008.
Berufsverbot. Hvad handler Dansk Folkepartis demokratiopfattelse egentlig om?
For en god håndfuld år siden skrev jeg en kommentar, der handlede om nazister i børnehaven. Dengang var der en offentlig debat om et medlem fra Johnny Hansens obskure bande nede i Greve, som til hverdag arbejdede som pædagogmedhjælper i en daginstitution. Var det nu i orden? Jeg skrev, at jeg personligt ville være meget utryg ved at lade mine børn passe af en nazist. Kunne jeg – som ofte har forsvaret flygtninge og indvandrere og tillige er født ind i en jødisk familie – føle mig tryg hvis en af de gæve nazister havde job på min søns stue? Nej, konkluderede jeg. Fyr manden.
Min kommentar affødte et svar fra selveste Søren Krarup, der anklagede mig for berufsverbot. Den tyggede jeg lidt på, og jeg må indrømme at jeg faktisk måtte give ham ret. Det er jo fuldkommen sandt, at min personlige bekymring i dette tankeeksperiment fik mig til at gå ind for politisk jobforbud, hvilket er i modstrid med sund demokratisk dømmekraft. Følelserne gik forud for forstanden, og det kommer der som bekendt sjældent noget godt ud af.
Jeg kom til at tænke på debatten om nazister i børnehaven da jeg i weekenden hørte Søren Krarups partifælle fra Dansk Folkeparti, Carl Christian Ebbesen, foreslå, at alle medarbejdere i Københavns Kommune, samt alle foreninger og institutioner, der modtager økonomisk støtte, skal skrive under på en slags demokratisk håndfæstning. Målet er naturligvis at undgå – ikke nazister, men farlige muslimer som dem fra Hizb-ut-Tahrir. Carl Christian Ebbesen blev bakket op af partiledelsen (han er selv organisatorisk næstformand), men jeg har ikke bemærket nogen kommentar fra Søren Krarup. Måske har han skiftet holdning til berufsverbot?
I de seneste uger har Villy Søvndal kæmpet en sej kamp for at vise, at man godt kan være imod antidemokratiske muslimer uden at være imod muslimer som sådan. Det er et synspunkt, jeg gerne tilslutter mig igen, fordi antidemokratiske muslimer ikke er anderledes end antidemokratiske kristne, men jeg synes at klapjagten på de antidemokratiske skal føres med demokratiske midler – hvor efterlader det ellers os selv? Derfor er jeg uenig med de partier som gerne ser Hizb-ut-Tahrir opløst ved dom. Og derfor er jeg uenig med de partier (dét parti?) der gerne vil berufsverbote de muslimer, som ikke skriver under på en demokratisk håndfæstning.
Hvis ikke-demokrater skal bandlyses på grund af deres holdninger, hvordan kan vi andre så blive ved med at hylde demokratiske idealer? Det er jo som med ytringsfriheden – den har kun ægte værdi, hvis man accepterer at dele den med sine egne meningsmodstandere, inklusive dem der ytrer sig imod demokrati og fri ytringsret. Vi ved jo godt, at der ikke er demokratisk frihed i en nazistisk drømmestat, men alligevel lader vi nazisterne have lokalradio, blad og hjemmeside. Vi ved også godt Hizb-ut-Tahrir drømmer religiøse og udemokratiske kalifatdrømme, men alligevel lader vi dem – i hvert fald indtil videre – demonstrere og holde taler.
Kravet om en demokratisk håndfæstning kom som en kejtet afslutning på en uge, hvor vi fik Danmarks nye Demokratikanon. Kanonudvalget stod bl.a. bag det lige så kejtede forslag om, at danske skoler skal have ordene demos og kratos mejslet over døren – som en slags reservereligiøse symboler, tænker jeg – og selvom jeg er helt med på Hal Kochs klassiske idé om demokrati ikke er et spørgsmål om flertallets ret, men en livsform baseret på samtale, vil jeg advare mod, at demokratiet bliver ritualiseret. Demokrati er ikke en tro, men en styreform, og som borgere i et demokratisk land, forventes vi at vælge demokratiet til, selvom vi også har friheden til at vælge det fra i holdning – men ikke til at trodse dets love i handling. Munden fri, men hånden bundet, som den frihedselskende antidemokrat Grundtvig sagde.
For 40 år siden udgav Søren Krarup debatbogen Demokratisme, hvor han harcelerede over, at værdibegreber som tolerance og menneskelighed er blevet forbundet med demokratiet, og at demokratiet selv er blevet et værdibegreb, der skal praktiseres i skolen og på arbejdspladsen. Hvis man tager denne kritik sammen med Søren Krarups modstand mod berufsverbot for nazister, kan man konkludere, at Carl Christian Ebbesens krav om, at kommunens ansatte skal skrive under på, at de agter og ærer det danske demokrati, ikke er udtryk for demokrati, men for en hidtil uset dogmatisk demokratisme, som i sin konsekvens er totalitær. Og hvis nogen skulle være i tvivl om, hvordan det totalitære har det i Dansk Folkeparti, vil jeg bare minde om at Morten Messerschmidt for nogle år siden brillerede med et forslag om uanmeldte kontrolbesøg i folkeskolerne, så vi kunne få afsløret og fyret de lærere, der indoktrinerer eleverne.
Carl Christian Ebbesen og Morten Messerschmidt udgør partiets unge elite, men deres syn på, hvad demokrati er og ikke er, kan af og til være temmelig skræmmende. Hvad er pointen i demokratiets selvbeskyttelse, hvis det udføres med ikke-demokratiske midler, som vi også ser i dele af anti-terror lovene? Jeg har tit kritiseret Dansk Folkeparti (en enkelt gang også med urette) og jeg vil komme til at gøre det igen. Derfor ville jeg sætte stor pris på, hvis der var nogen, der en gang for alle kunne forklare mig partiets egentlige syn på, hvad demokrati er. At partiets medlemmer bor i en holdningsmæssig krybekælder, ved vi udmærket (demokrati har ikke noget med uenighed at gøre, har Pia Kjærsgaard engang sagt), men er partiets tolerance så lavloftet, at det vil praktisere berufsverbot overfor folk, der sympatiserer med Hizb-ut-Tahrir?