En hellig idé – Af Klaus Rothstein

Kommentar i Weekendavisen den 25. juli 2008.

Magt. Den norske forfatter Dag Solstad kritiserer ytringsfriheden, fordi han er imod tidsånden.

Norge fik sin del af Muhammedkrisen da det lille vækkelseskristne stridsorgan Magazinet i 2006 genoptrykte Jyllands-Postens tegninger – og dermed også den logiske debat, som vi selv havde herhjemme i karikaturkrisens anden fase: Var det nu nødvendigt, spurgte mange sig selv, da flere aviser solidaritetsgenoptrykte tegningerne efter afsløringen af attentatplaner mod Kurt Westergaard. Og hvis man skal tro den norske forfatter Dag Solstad, så var hverken tryk eller genoptryk nødvendigt, ja faktisk har vi alt for meget ytringsfrihed i omløb. Hvis jeg ellers har forstået hans programartikel i det seneste nummer af det politiske kulturtidsskrift Samtiden korrekt.

I Om ytringsfriheten skelner Dag Solstad mellem trykkefrihed (som han går ind for) og ytringsfrihed (som han også går ind for, men ikke som en ’hellig idé’), men hans sondring mellem de to forvirrer mere end den forklarer. Her er hovedtrækkene:

Trykkefriheden er en tilkæmpet reform, mens ytringsfriheden er magthavernes fejring af, at de blev påtvunget den succesrige reform, ja ytringsfriheden er en hysterisk idolisering af trykkefriheden. Ytringsfriheden bruges i dag som et moralsk våben som skal berettige at verdens rigeste lande kan bruge overlegen krigsmagt og økonomiske ressourcer til at invadere og underlægge sig fattige og dårligt regerede lande. Ytringsfriheden har en ødelæggende kraft når den bliver dyrket som en hellig idé, og den bliver brugt til at rasere enhver fornuftig samtale med fremmede. Det var nemmere under den kolde krig, hvor man ikke skreg op om ytringsfrihed, men sejrherrerne fra den kolde krig er nu gået amok i ytringsfrihedens navn, og der er derfor brug for at afglorificere ytringsfriheden. Mener altså Dag Solstad.

Han ved godt at han som venstreorienteret forfatter bør forsvare ytringsfriheden i sit eget land – for historisk set er det de venstreorienterede forfattere der bliver ramt, når ytringsfriheden bliver strammet – men han er ligeglad med ytringsfriheden, siger han, sådan som man er ligeglad med selvfølgeligheder, og han er mere bekymret for andre trusler, der berører ham som forfatter og samfundsmenneske (han nævner dog ingen eksempler).

Dag Solstad fremhæver at flertallet af de bøger, der er skrevet gennem de seneste århundreder, og som har blivende værdi, ikke blev til under beskyttelse af ytrings- og trykkefrihed. De fleste værker er derimod skrevet i en tid og i samfund, hvor hård censur var dagens orden, og selvom man har forsøgt at tilintetgøre ”farlige” bøger, findes og læses de endnu i dag. Bøgerne overlever, der er derfor ingen grund til at overdrive trykkefrihedens betydning, og de eneste der har glæde af øget ytringsfrihed og nye indhug i trykkefrihedens begrænsninger, er antimuslimerne (her nævner han en enstemmig Stortings-beslutning om at fjerne den norske grundlovs forbud mod afbrænding af fremmede staters flag).

Dag Solstads kritik af ytringsfriheden som en hellig idé er kun et ustruktureret og halvkogt sammensurium af kulturpolitiske, ideologiske og moralske fordringer, men han har en uafviselig pointe. For det første siger han, at hvis ikke man havde den hellige ytringsfrihed som et moralsk våben, ville man bare finde på noget andet, som kunne bruges på samme måde og med samme opbakning. Det er en legitim analyse, for hvorfor skulle netop ytringsfriheden være genstand for en ægte og uegennyttig behandling i international storpolitik? Nej, ytringsfriheden anvendes naturligvis som et argument – som værdier altid anvendes – der kan retfærdiggøre og skabe opbakning til en konkret politisk, religiøs eller militær kurs.

Men ytringsfriheden er jo dybest set et privilegium, som magthavere deler med minoriteter, hvilket også omfatter retten til at sige dem imod, der ellers monopoliserer den rette brug af ytringsfriheden – ellers giver det hele ingen mening. Derfor er den mere tiltrækkende del af Dag Solstads forvirrede ytringsfrihedskritik hans opgør med de medier, der for enhver pris dyrker konfrontationer og søger konflikter, om så det er tv-debatter hvor studieværterne iscenesætter uenigheder eller Se & Hørs brud på privatlivets fred. Hvorfor skal et sladderblad kunne påberåbe sig ytringsfriheden for at kunne krænke kendissernes interne forhold, spørger han, Se & Hør er jo ikke et offer, men en ynkelig magthaver.

I et interview med Dagbladet har Dag Solstad konkretiseret sin kritik på denne måde: ’Jeg er imod tidsånden’. Han forstår ikke at ytringsfriheden skal beskytte hadefulde indlæg på diverse blogs (som han ikke læser), og han opponerer mod fjernsynets opfordring til folk om at ringe ind til programmerne med deres ureflekterede tanker. Her er vi unægtelig langt væk fra den internationale Muhammedkrise, og hvis Dag Solstad ville nakke sladderpressen og blogosfæren som hjemsted for det hadefulde, kunne han med fordel have finjusteret skytset i stedet for at sætte et generelt spørgsmålstegn ved ytringsfrihedens vigtighed.