Amnesty, december 2008
Journalist Olav Hergel romandebuterede for to år siden med Flygtningen, som blev en stor succes. Til januar får Kathrine Windfelds filmatisering med Iben Hjejle i hovedrollen premiere i biograferne. Vi har set filmen om den danske journalist, der bliver bortført af Taleban-krigere, som truer med at henrette hende, hvis ikke de danske soldater bliver trukket ud af Afghanistan. Det udarter til et asyldrama og flugt, flugthjælp, løgn og moral.
Hvis man har læst Olav Hergels roman Flygtningen – og det har mange tusinde danskere gjort – ved man, at den skildrer et dilemma om flugt og flygtninge: Kan man komme i en situation, hvor det eneste forsvarlige er at bryde loven, hvis man vil kunne se sig selv i øjnene?
I romanen, som snart har premiere på det store lærred i Kathrine Windfelds filmatisering, bliver den danske journalist Rikke Lyngvig (Iben Hjejle) bortført af Taleban under en reportagerejse i Helmand-provinsen. Hun bliver tvunget til at oplæse en erklæring, som sendes ud til alverdens medier: Hvis ikke de danske tropper trækkes ud af Afghanistan, vil Rikke Lyngvig blive henrettet. Da der er ti dage tilbage til tidsfristens udløb, begynder nedtællingen. For hver dag der går, bliver der kappet en finger af fangen. Se væk, eller se det ske!
Det er den unge afghaner Nazir (spillet af den debutanten Faigh Zamani, der er kommet til Danmark som flygtning), der får tildelt det ”ærefulde” hverv, at slå Rikke Lyngvig ihjel. Men Nazir er blevet en tvivler. Da han under pres skar Rikkes finger af, måtte han brække sig bagefter, og han kan ikke selv se det ærefulde i at dræbe. Derfor beslutter han, at sætte sit eget liv på spil ved at hjælpe danskeren på flugt. Han befrier Rikke, og forklarer hende en flugtrute over bjergene. For realismens skyld, må det hele se ud som om, hun har overmandet Nazir, og han lader hende derfor banke en sten to gange ned i hans krøllede hovedskal.
Nazir instruerer sin fange: Rikke skal flygte til den danske base, hvor hun skal fortælle at hun er flygtet på egen hånd. Samme historie skal hun fastholde hjemme i Danmark og overfor verdenspressen. Hvis det kommer frem, at Nazir har iscenesat flugten, er han dødsdømt blandt sine egne. Rikke takker den unge mand – fangevogter, terrorist, befrier og flugthjælper – og lover at holde hånden over ham. Da hun flygter, er hun halvparten af en moralsk kontrakt.
Hjemme i Danmark bliver Rikke modtaget som en helt, og hun benytter sin nye berømmelse til at kaste sig ind i den asylpolitiske debat. I en debat i Deadline med integrationsministeren, angriber hun regeringen for ikke at ville hjælpe de tolke, der har arbejdet for danskerne og nu søger om asyl for deres egen sikkerheds skyld. Ministeren er koldt afvisende, men da kameraet er slukket, siger hun beklagende til Rikke, at hendes hænder er låst, fordi ”Støttepartiet” ikke vil hjælpe: ”I min stilling kan man kun hjælpe sin næste, hvis man har politisk dækning til det.”
Da Rikke skriver en bog om sine oplevelser i Afghanistan, bliver det en bestseller. Alle vil læse om den unge, danske journalist, der som den første nogensinde slap ud af et fangeskab hos Taleban i det uvejsomme afghanske bjerge på egen hånd… På egen hånd?
Ja, det er jo det springende punkt, og da Nazirs aktie i Rikkes flugt bliver gennemskuet af Taleban, er helvedet hedt. Det lykkes ham at flygte i forvirringen af et bombeattentat, og han sætter kursen mod det forjættende land, Europa. Han smugler sig ombord i en transportlastbil og ankommer til Danmark, hvor han søger asyl. I Sandholmlejren forelsker han sig i en ung pige fra Irak, Roya, og da politiet kommer for at hjemsende alle irakerne, hjælper han hende til at stikke af ved at slå en politimand ned og tage livet af en politihund.
Alene, forvirret og forfulgt har Nazir kun én person at henvende sig til – Rikke. Men hvad skal hun gøre? Den unge afghaners tilstedeværelse i Danmark vender op og ned på hendes dækhistorie om flugten fra Taleban. Hun har løjet systematisk for kollegerne på avisen, for danskerne, for den internationale presse, og hun har skrevet en bestseller, der ikke fortæller sandheden. Hendes troværdighed som journalist kan ligge på et meget lille sted, hvis det kommer frem. Og hvordan skal hun kunne hjælpe Nazir? En flygtet Taleban-kriger bliver stadig opfattet som terrorist i Danmark, så myndighederne vil ikke give ham asyl. Og hvad så?
Den moralske kontrakt, der blev indgået i de afghanske bjerge, skal nu stå sin prøve. Nazir var udset til Rikkes bøddel, men han satte sit eget liv på spil og blev hendes redningsmand. Nu hviler der en moralsk pligt over hende, og hun vælger at investere sin egen troværdighed. Hun hjælper Nazir i kontakt med et netværk, der skjuler asylsøgere uden illegalt ophold, og hun hjælper ham på flugt fra en massiv politiefterforskning. Men på avisen har hendes rival lugtet lunten…
Kathrine Windfelds fortolkning bygger videre på to elementer i Olav Hergels roman, dels det moralske drama, dels den asylpolitiske thriller, og filmen lader spørgsmålet om den menneskelige dimension i debatten om flugt og flugthjælp træde frem med massiv symbolik da Øresund til sidst fremstår som det danske modsvar til de afghanske bjerge, hvor Nazir hjalp Rikke ad gedestierne i sikkerhed. Øresund var jo scenen for den helt store danske, mytologisk berømmede, flugthjælpsaktion i oktober 1943, hvor jøderne blev reddet til Sverige, og de moralske penge passer, da flugten over bjerget bliver gengældt med flugten over sundet.
Som integrationsministeren siger, kan man kun hjælpe sin næste, hvis man har politisk dækning for det. Det gælder for ministre, ja. For filminstruktører gælder derimod, at man kun kan hjælp sin næste, hvis man har kunstnerisk dækning for det. Kathrine Windfeld er – det ved vi fra hendes filmatiseringer af Hanne-Vibeke Holst – en fantastisk instruktør, og med Flugten rejser hun mange relevante spørgsmål, som forhåbentlig kommer til at indgå i en politisk debat om filmens dilemmaer. Men spørgsmålet er, om filmen ikke samtidig lider under alle de gode viljer og Rikkes evne til at betale gælden til Nazir tilbage?
FLUGTEN, premiere den 9. januar 2009. Instruktør: Kathrine Windfeld. Manuskript: Rasmus Heisterberg i samarbejde med Mette Heeno.
NOTER
BLEKINGEGADE
Først kom bøgerne. Så gik filmindspilningen i gang. Og nu teater. Hvad bliver det næste – musical? Peter Øvig Knudsens heftigt prisbelønnede bestsellere om Blekingegade-banden, er i sceneversionen på Husets Teater historien om, hvordan en hel generation mistede sin uskyld. Forestillingen BLEKINGEGADE er en politisk thriller om terrorisme, ideologier, revolutionær romantik og menneskelige svigt.
Manuskript: Claus Flygare. Iscenesættelse: Simon K. Boberg. Scenografi: Edward Lloyd Pierce. Medvirkende: Jens Jørn Spottag, Claes Bang, Signe Egholm Olsen, Joen Højerslev.
HUSETS TEATER, den 10. januar – 21. februar 2009.
DEAD MAN WALKNING
Det gælder om at være vaks ved tasterne, når Malmö Opera- och Musikteater besøger Operaen på Holmen i et gæstespil med en nyskrevet opera om dødsstraf af Jake Higgie og Terrence McNally. Der bliver nemlig kun spillet to forestillinger. ”Dead man walking” er fængselsvagternes og fangernes kendte råb, når en dødsdømt fange bliver ført fra cellen til henrettelsen. I 1995 blev råbet gjort verdensberømt i filmen med Susan Sarandon og Sean Penn, som bygger operaen på den katolske nonne Søster Helen Prejeans oplevelser fra sit arbejde med dødsdømte fanger i amerikanske fængsler. Operaen havde urpremiere i San Fransisco i 2000.
Manuskript: Terrence McNally efter en roman af Helen Prejan. Iscenesættelse: Stewart Laing.
OPERAEN, Holmen, Store scene, 21. og 22. februar 2009