Kommentar i Bogmarkedet, 2. juni 2008.
Statens Kunstfond har netop uddelt treårige arbejdsstipendier, og modtagerne er i høj grad nye, unge, smalle og eksperimenterende forfattere. Det kan man da kalde fremsynet og moderne, og selvom jeg ikke er velbevandret i de aktuelle forfatterskaber, har jeg fin fidus til de litterære udvalgsmedlemmer, Nils Gunder Hansen, Christina Hesselholdt og Morten Søndergaard, som sandsynligvis har valgt rigtigt i litteraturens tjeneste. Kun fremtiden kan vise det, for det er de bøger, som forfatterne skriver i de kommende tre år, der afslører om vi andre får noget for pengene. Man husker vist noget rummel og ballade om Lars H.U.G. og Peter Høeg, der aldrig fik sendt så meget som en tone eller en stavelse af sted til publikum, mens de fik statspenge…
Mens vi venter på de nye bøger, kan vi konstatere at uddelingerne fra Statens Kunstfond skabte nogen palaver. Ikke fordi de kunstnerne i høj grad er eksperimenterende, men fordi selve offentliggørelsen og præsentationen af de forskellige udvalgs modtagere, fandt sted ved en reception, som Statens Kunstfond brugte en kvart million kroner på.
Livsvarige modtagere var inviteret – med ledsager! – til laks og perlehøne, et professionelt PR- og eventbureau var sat på det praktiske, og en solbrændt studievært fra TV2 Nyhederne var hyret som aftenens konferencier. Det blev flere forfattere fortørnede over, bl.a. Jens Smærup Sørensen (men det var måske fordi statsministeren ikke kom?), der dermed er sørgeligt enig med Dansk Folkeparti.
Ak ja, vi lever i en tid, hvor små penge fremkalder store reaktioner. Men i tilfældet Statens Kunstfond er der altså ikke tale om offentlige midler, der bliver brugt til private formål (mad, drikke, film, hotel, taxa) af en folkevalgt. Der er heller ikke tale om, at man nedlægger et par legater for at kunne fyre en fest af. Nej, der er tale om at man af fondens driftsmidler finansierer en reception, hvor de kunstnere, der nyder godt af statsstøtten, kan få lejlighed til at møde sig selv og hinanden og mingle rundt i et par timer. Ja, faktisk er sådan en reception en vigtig social begivenhed, der markerer en betydningsfuld økonomisk og kunstnerisk anerkendelse.
Uden en reception, ville kunststøtten kun komme til udtryk i form af en månedlig bankoverførsel, der kan skabe arbejdsro og f.eks. betale Lars Skinnebachs tandlægeregning. Men med et par timer blandt kolleger, venner og velgørere i kunstfondens lokaler (det var jo ikke engang på et fancy sted ude i byen), markerer man en vigtig milepæl i en række kunstneres liv og viser at Statens Kunstfond er en institution med antennerne ude og sans for det nye.
At give en studievært, der ikke har det fjerneste med kunsten og kulturens verden at gøre, tyve stærke for at præsentere programmet, er dog en klar fejlvurdering, og gad vide om ikke hjælpen fra Have PR kunne have været undværet? Når det er sagt, er kritikken mod Statens Kunstfonds reception småtskåren og uretfærdig. Fonden fester ikke overflødigt, og kunststøtten har ringe kår, hvis de nye stipendier ikke kan markeres med en stående reception.