Grundlovsdag hos De Radikale, Odense
Hvordan ser en stat ud, når den er ved at falde fra hinanden? Hvad sker der i et land, hvis indre nationale, kulturelle og sproglige identiteter kommer i så stort et modsætningsforhold, at det ikke længere kan hænge sammen? Hvordan deler man et land midt over?
Tjekkerne og slovakkerne kunne finde ud af det. Jugoslaverne kunne ikke – men ikke desto mindre er selv serberne nu på vej ind i EU, blot 15 år efter blodsudgydelserne og de etniske udrensninger. Og næste gang vi hører om en europæisk nations deling, er det efter alt at dømme endnu en gang i fordragelighed, for hvem tror for det første på at Belgien forbliver helt og udelt og for det andet på at konflikten mellem flamlændere og valloner skulle blive blodig? Nej, vel. Det må blive et udramatisk brud, men et brud må det blive. Måske ikke lige nu, men inden for en årrække.
Belgiens kommende deling – det er en spådom, men en realistisk spådom – er interessant i dag, fordi Danmarks Riges Grundlov fra juni 1849 i mangt og meget er skrevet af efter den daværende belgiske grundlov. Når vi næste år fejrer 160 året for tredelingen af magten og indførelsen af demokrati – så småt, så småt, al begyndelse er svær – vil belgierne fortsat slikke sårene efter den massive krise, som de har været underdrejet af den forgangne vinter. Og selvom Danmark ikke består af forskellige nationer og sprog, men af en homogen kultur, er det tankevækkende: demokratiske idealer og principper rummer ingen fremtidsgaranti, og det er hele tiden nødvendigt at vedligeholde et samfund.
I Danmark vedligeholder vi samfundet og demokratiet på mange måder, og på nogle måder misligholder vi det også. Ved politiske ritualmøder som dette, markerer vi at Grundlovsdag er en fest, og alle steder i landet, ser man Dannebrog vejre for vinden. Vi – folket – fejrer nemlig vores egen frihed med vores eget flag. Mens man i mange andre lande identificerer flaget med staten, hæren og måske politiet, er det allemandseje hos os, og vi bruger det i flæng til børnefødselsdage og fodboldkampe. Det har mange flygtninge svært ved at forstå, for i deres hjemlande symboliserer flaget ikke folket, men staten, magten, undertrykkelsen, det man frygter.
Men Dannebrog er som symbol genstand for en sær kulturkamp, fordi folk der er uenige med Dansk Folkeparti, føler at flaget er blevet udsat for et kup og en monopolisering i en smånationalistisk kontekst. Hvem ”ejer” flaget? Ja, hvis nu Danmark havde kvalificeret sig til EM i fodbold, der begynder på lørdag, ville vi netop nu være ved at drukne i dannebrogsdanskhed, og hvis landsholdets nedtur bringer bare én fordel med sig, er det netop pausen fra identitetssymbolikken.
At se bag om symbolerne, det er enhver symbolanalytikers pligt – og symbolanalytikere bliver der flere og flere af i dette veluddannede land, hvor alle er kommunikationsfolk og konsulenter. Problemet er bare, at symbolanalytikerne bliver flere og flere, mens de faglige eksperter bliver færre og færre. Vi skal være et vidensamfund, siger man. Men der hvor viden findes og forskes frem, nemlig på universiteterne, klager man i dag over forringede vilkår. Man skal bruge tid på fundraising og sælge ydelser til erhvervslivet, for forskningen skal slet og ret kunne faktureres, og de studerendes undervisning er på ingen måde, hvad den var engang.
Universitetsfolk taler om truende historieløshed, og når truslen fra ”historieløsheden” ikke blot dukker som et argument for et kulturpolitisk genopdragelsesinitiativ som Brian Mikkelsens nationale kanonprojekt, men bruges som et giv agt råb fra forskerne, ja så tror jeg at der er problemer i farvandet.
Historieløsheden er truende. Ja, jeg tror at der er noget om snakken. Lad os bare tage et nærværende eksempel. Hvem er D.G. Monrad? På netop denne dag og i netop denne forsamling vil det nok være muligt at finde folk, der kan placere ham som en af Grundlovens fædre, ja faktisk var det ham, der havde nærstuderet den belgiske grundlov og skrevet udkast til vores egen. Men hvem går rundt at husker at han også var en maniodepressiv regeringschef da Danmark led blodigt nederlag til tyskerne i 1864, og at han faktisk var personligt ansvarlig for ikke at trække de danske tropper tilbage fra stillingerne på Dybbøl Banke, hvorefter 4.000 mand blev dræbt, såret eller taget til fange af fjenden?
Og hvorfor er det ikke barnelærdom – om ikke andet så for underholdningens skyld – at han efter nederlaget tog til New Zealand, hvor han levede som primitiv nybygger i fire år, indtil maorierne oprør mod de hvide brød ud og han måtte grave sit jordiske gods ned og flygte hjem igen?
Historieløsheden fås også i en anden skikkelse, der ikke har noget med paratviden at gøre. Her tænker jeg på at vi i min generation er opflakset til at tro, at vi danskere er bedre, mere tolerante, mere frisindede, mere demokratiske, mere humanistiske, mere humanitære, mere ytringsfrihedselskende og mere menneskerettighedskærlige end alle andre folkeslag til sammen.
Vi, der voksede op under den kolde krigs velfærdssamfund, blev stopfordret med ukritiske Danmarksbilleder, og selvom skolen vel også ansporede til at være kritiske samfundsborgere, lå det ikke i tidens tendens, at vi skulle betvivle vores egen moralske særstatus i verden. Vi skulle bare vide, at alle andre elskede os – næsten lige så højt som vi elskede os selv.
Og jeg medgiver gerne, at man kan mærke en vis form for fair stolthed over at Jørgen Elklit hele tiden rejser ud og hjælper nye lande, der skal gøre deres første erfaringer med nyskrevne forfatninger og frie valg, ligesom det er en dansk triumf af Institut for Menneskerettigheder (som regeringen skammeligt ansporet af Dansk Folkeparti) ønskede at nedlægge i 2001, i dag er kendt som et af verdens førende forskningsmiljøer og lige har afgivet Morten Kjærum til en toppost i EU. Vi forklarer verden, at de politiske magthavere ikke må misbruge magten, og vi viser hvordan.
Jo, vi kan noget med demokrati og demokratiske forudsætninger, og så meget desto mere kritisk er det, at regeringen reagerer på Dansk Folkepartis nåde, for mens jeg fuldt ud anerkender partiets legitimitet og dets folkelige opbakning, så underkender jeg kvalitetens af dets demokratiske instinkt på nogle af kultur- og værdidebattens mest følsomme områder.
Tag nu bare de forbistrede tørklæder. Kan det virkelig være rigtigt, at Danmark skal gå enegang med et lovforbud mod tørklædeklædte dommere? Skal Venstre også acceptere Dansk Folkepartis krav om tørklædeforbud for lærere og andre offentligt ansatte? Skal Danmark være et gennemført sekulært land som Frankrig og Tyrkiet – hvilket betyder at der heller ikke kan være plads til kristensymbolik?
I halvfemserne handlede tørklædedebatten om kassedamerne i Brugsen, og i dag handler den om dommerne ved domstolene (det kan man da kalde et karrierefremskridt). Ind i mellem har vi haft debatten om Enhedslistens Asmaa Abdol Hamid, der – hvis hun kommer i folketinget – har ok fra præsidiet til at gå tørklædeklædt på talerstolen. Og nu har vi så en ny debatfase, der sjovt nok finder sted midt under en arbejdsmarkedskonflikt, der også handler om ligestilling: sygeplejerskerne strejker for at få ligeløn, og for få måneder siden var de vrede over at blive fremstillet som sexobjekter i annoncer for biler og undertøj. Men afklædningen af sygeplejerskerne har sært nok ikke samme appel som tørklædet på hypotetiske dommere.
Til efteråret kommer regeringens lovforslag (som der er flertal for), der forhindrer at kvindelige dommere bærer tørklæde. Dermed afskærer Danmark nogle muslimske kvinder fra at gøre karriere i justitssystem, men muslimske mænd har stadig muligheden, da de ikke bærer et særligt stykke tøj, som man kan forbyde. Argumentet om, at man ikke skal skilte med religiøse symboler ved domstolene hænger ofte sammen med det synspunkt, at tørklædet er udtryk for en patriarkalsk undertrykkelse i de muslimske miljøer. Det vil altså sige, logisk set, at de ”undertrykte” kvinder ikke kan blive dommere, men at deres ”undertrykkere” godt kan (gåseøjnene betyder ikke at jeg benægter at der finder undertrykkelse sted, for det gør der, men at jeg tvivler på, at jurastuderende muslimske kvinder kender problemet på egen krop). De søstre og døtre, der gennem uddannelse og karriere er i fuld gang med at emancipere sig, kan ikke blive dommere. Men de brødre og fædre, der repræsenterer undertrykkelsen, kan godt.
Også jeg ønsker ikke-religiøse dommere. Men hvad nytter det at forbyde tørklædekvinder, når det samtidig er umuligt at se, hvad muslimske mænd mener? Og hvem siger at vi ikke kan få en dansk dommer, der er lige lovlig glad for kristenfundamentalisme? Hvor klogt er det – i integrationens og ligestillingens navn at forbyde muslimske kvinder at blive dommere? Og hvad vil Inger Støjberg mene, når Dansk Folkeparti en dag strammer skruen og siger, at de vil have generelt religiøst berufsverbot ved domstolene for at forhindre muslimske dommere i det hele taget?
Så er der spørgsmålet om Hizb ut-Tahrir, der som bekendt er fjender af demokratiet – og som sådan et samfundselement, jeg ikke ønsker at være foruden. Misforstå mig ikke: Jeg er ikke enig med organisationen, men jeg synes at den opfører sig fuldkommen besindigt (bortset fra de par udtalelser, talsmanden er blevet dømt for). Deres religiøse sludder er legitimt sludder, deres reaktionære værdier er legitime værdier – og et demokrati kendetegnes ved de frihedsgrader det tillader dets politiske minoriteter. At opløse Hizb ut-Tahrir ved dom, som den Grundlov vi i dag fejrer rent faktisk giver hjemmel til, kan kun komme på tale hvis
Rigsadvokaten kan bevise at foreningen virker ved vold.
Men gør de det? Virker de ved vold? Jeg kan huske at De Radikale i Nasers tid var meget varme tilhængere af et forbud mod organisationen, men så vidt jeg ved, er den holdning ikke længere officiel politik, i hvert fald har jeg set landsformand Søren Bald argumentere imod justitsministerens og Dansk Folkepartis ønsker om at opløse Hizb ut-Tahrir, og det glæder mig. Ikke på Hizb ut-Tahrirs vegne, naturligvis, men på det danske demokratis.
Og så er der dilemmaet om de administrative udvisninger af terrormistænkte. Selvfølgelig vil vi ikke have sikkerhedstrusler gående rundt i vores gader, men vil vi udvise mennesker uden rettergang, uden anklageskrift, uden forsvarer og uden offentligt kendskab til, hvad der foregår? Ophavsmændene til de administrative udvisninger havde gjort regning uden vært, fordi Danmark ikke udviser til lande, hvor den udviste risikerer tortur eller dødsstraf, hvorefter han vil få tålt ophold og gå rundt i vores egne gader igen, eftersom han jo ikke har været anklaget for noget og derfor heller ikke er dømt til fængselsstraf. Hvordan kommer man ud af den penible situation – jo, det gør man ved at slække på idealerne og udvise mennesker til deres hjemlande, selvom de risikerer tortur.
Kynikere vil sige at de ligger som de har redt, og det er en tillidssag i forhold til PET, som jeg sådan set godt kan forstå. Men det er også en slags dybt problematisk anerkendelse af og forståelse for, at tortur finder sted. Hvordan skal man også kunne tage aktiv afstand fra tortur, når man til hverdag ser gennem fingrene med hvad der sker i USA, der som bekendt ikke afholder sig fra at bruge torturlignende metoder i deres krig mod terror?
For dette har Danmark jo modtaget yderst kritiske bemærkninger fra Amnesty International og FN’s Komité mod Tortur og fra Europarådet, hvis rapportør for nylig skrev, at Danmark ikke stiller ubehagelige spørgsmål om ulovlige fangeflyvninger, hemmelige fængsler og den slags. Det er simpelthen ikke en retsstat værdig.
Terrormistænkte skal afsløres, anklages og dømmes, og gerne dømmes benhårdt, men ikke udsættes for vilkårlige deportationer, der blot undergraver borgernes retssikkerhed i samfundet. Her er det svære spørgsmål igen: Hvor meget frihed vil vi afgive for at få sikkerhed – eller forestillingen om sikkerhed – til gengæld?
I dag fejrer vi det danske demokrati og den danske grundlov, der fylder 159 år. Vi markerer dagen i skyggen af terrorbomben mod den danske ambassade i Pakistan tidligere på ugen, et attentat som – tror jeg – først og fremmest er en direkte udløber af Jyllands-Postens Muhammedkarikaturer, snarere end en reaktion på Danmarks krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan. En tanke, som her til morgen bliver bekræftet i Politiken, der citerer kilder for at Al-Qaida har påtaget sig skylden med hævn som motiv. En hævn for dansk ytringsfrihed har altså i denne omgang kostet tre mennesker livet, bl.a. en pakistansk rengøringsdame og en pakistansk altmuligmand, der arbejdede på ambassaden.
Terror efter tegninger er et afgrundsdybt alvorligt anslag mod demokratiets forudsætning, nemlig pressens frihed. Ikke at jeg er enig med Flemming Roses berømte tekst om at man i et demokrati må finde sig i hån, spot og latterliggørelse, for det er jo notorisk noget sludder rent juridisk, men uden en fri, kritisk og uhindret presse, findes der intet ægte demokrati, og om man kan lide karikaturerne af Muhammed eller ej, så er man stadig og igen nødt til at støtte avisens ret. Omvendt er man – om man kan lide muslimer eller ej – nødt til at sige fra overfor trusler og tæv til danske muslimer, som på åben gade og i deres mailbokse har måttet undgælde for bomben på ambassaden.
Jeg var i London få dage efter det store attentat deri 2005, og i en avis så jeg en tankevækkende tegning af en engelsk muslim, der sad i et tog i undergrunden, helt isoleret på et sæde for sig, men alle de hvide englændere krøb sammen i et hjørne og kastede mistroiske og frygtsomme blikke hen mod manden, der i deres øjne var en potentiel terrorist. Tegningen var ledsaget af en uhyre simpel tekst, som enhver londoner kender fra skilte på stationerne: Mind the gap. Pas på afstanden mellem tog og perron, når du stiger af… Eller: Pas på afgrunden, den menneskelige, moralske, samfundsmæssige, kulturelle, religiøse. Og netop dér er vi selv i dag. Også vi skal – i den grad – passe på at afstanden mellem danskerne og de danske muslimer ikke bliver undergravet af mistillid og frygt.
Alle de emner, som præger debatten i denne tid, peger i samme retning, nemlig mod et overordnet spørgsmål om demokratiets tilstand: Er demokratiet så truet af terror, at det går ud over demokratiets egne standarder? Hvor meget usynlig ordenshåndhævelse kan vi leve med? Hvor meget overvågning vil vi finde os i? Hvor meget frihed vil vi afgive i bytte for forestillingen om øget sikkerhed?
Jeg synes at tiden er inde til for alvor at overveje om der følger demokratisk ubalance med vores selvbeskyttelse, og hvad det i så fald vil indebære. Det er ikke noget jeg siger som et angreb på den del af offentligheden, der tror at mere nul-tolerance og mindre retsstat er den rette løsning, for jeg forstår rent faktisk udmærket den nervøsitet, der breder sig. Men jeg siger det fordi en demokratidebat ikke kun er praktisk, konkret og operativ. En ægte demokratidebat er også filosofisk og moralsk, fordi den afsøger grænserne for, hvordan det frie, åbne samfund skal udforme sig i fremtiden.
Derfor er det relevant at spørge: Hvordan ser det ud med den politiske debat i offentligheden? Bevæger vi os mod øget konformitet? Eller har diversiteten kronede dage i en tid, hvor alle er publicister? Hvad betyder det for samfundet, at oppositionen har svært ved at få skovlen under problematiske sager, fordi at regeringen har magt og opbakning til at afvise krav om kritiske undersøgelser af f.eks. dansk krigsdeltagelse, fangeudleveringer, fangetransporter m.m.?
Jeg har flere gange efterlyst en dansk pendant til de amerikanske kongreshøringer, ikke nødvendigvis store, tunge kommissioner, men fleksible undersøgelser og åbne, offentlige høringer med vidner, f.eks. i folketingets fagudvalg. Det interessante ved disse høringer er, at de sikrer at debatten og undersøgelsen forbliver politisk og ikke bliver parkeret i embedsværket eller i et ekspertudvalg. Et liberalt parti som Venstre burde gå ind for det, og det samme burde de borgerlige som jo hele tiden selv siger, at borgerne ikke har grund til at frygte øget overvågning og registrering, hvis bare de har rent mel i posen. Det samme kan man jo sige om regeringen: den har intet at frygte fra oppositionens undersøgelser, hvis den har rent mel i posen. Og emnerne står jo i kø: 24 års reglen, starthjælpen, krigsgrundlaget i Irak, fangeudleveringerne i Afghanistan, fangetransporterne i Grønland, Muhammedkrisen…
Efter sidste valgkamp fremkom Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager med et fællesforslag, der var som taget ud af min mund, men forudsigeligt nok blev det afvist af statsministeren, der mente at det er alt rigeligt, at alle sager kan tages i folketingets forespørgselsdebatter.
Oppositionen løb igen panden mod muren, og lad mig derfor citere en politiker, der fik nok. Sandy Brinck var en lovende socialdemokrat, der lagde politikken bag sig, og for godt og vel et år siden interviewede jeg hende til Weekendavisen. Hun sagde noget utrolig rammende om den politiske debatkultur i Danmark, jeg citerer:
”I kontraktpolitikken. På den ene side er kontraktpolitikken enormt demokratisk, nærmest ultimativ i forhold til vælgerne, men på den anden side trækker den tænderne ud af det repræsentative demokrati. Det ser ultimativt demokratisk ud, fuldstændig som kravet om flere folkeafstemninger i vigtige sager, men folkeafstemninger er ikke nødvendigvis fornuftige for det repræsentative demokrati, hvor vi jo netop har valgt nogle politikere til at sætte sig ind i, diskutere og bestemme på vores vegne. På samme måde er kontraktpolitikken ikke nødvendigvis god for demokratiet og debatten. Anders Fogh Rasmussen lancerede kontraktpolitikken som et modtræk til politikerlede og mistillid. Det var meget købmandsagtigt, og meget troværdigt. Jeg synes også at det er fair nok, at lave kontrakter med vælgerne, men det begrænser samtidig hvad der er muligt at diskutere i de næste fire år. Regeringen kan henvise ethvert spørgsmål til næste valgkamp, men de vigtigste debatter egner sig ikke til kun at blive ført i valgkampe, hvor retorikken er skruet helt op og der ikke er særlig meget sti at gå på. I valgkampene er politikerne jo ude for at buldre, ikke for at tale sig ind på hinanden. Ud fra et strategisk synspunkt er kontraktpolitikken meget velfungerende, men samtidig begrænser den den demokratiske debat. Det hele er blevet et spørgsmål om deal, no deal. Når man har sagt deal, fastlåser det debatten i en hel valgperiode.”
Til sidst et par ord om Grundloven, som jo fylder 160 i 2009. Den er altså næsten præcis 100 år ældre end Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, der runder de 60 år i december, og netop menneskerettighederne bliver brugt som et primært argument af de politikere, jurister m.fl. der ønsker en grundlovsrevision.
Som man kan læse i flere aviser i dag – og hvert år på denne dato – er der udbredt skepsis, oftest hos oppositionsfolk, over grundlovens ord om at kongen angiveligt kan hyre og fyre regeringen, ligesom mange mener, at loven ikke er tidssvarende i forhold til EU, verdenserklæringen om menneskerettigheder og den europæiske menneskeretskonvention, der er inkorporeret i dansk lovgivning, men ikke i den danske grundlov, der dermed kan virke sært anakronistisk.
Grundloven skiller vandene, og fløjene er identiske med dem vi kender fra hverdagens strid og de seneste års værdikamp. På den ene side står regeringen og Dansk Folkeparti, på en anden side står oppositionen og en række eksperter, bla. Morten Kjærum, der i dag i Jyllands-Posten siger, at Grundloven stiller danskerne svagt, når det handler om beskyttelse af basale menneskerettigheder. Uden de internationale konventioner var vi ilde stedt, siger han, hvorefter Søren Espersen fra Dansk Folkeparti kalder Morten Kjærum for ”pinlig”, eftersom Grundloven ifølge Dansk Folkeparti er en af Europas allerfineste forfatninger, der giver borgerne store frihedsrettigheder og demokratisk beskyttelse.
Personligt synes jeg nu nok at et dokument, der er 160 år gammelt, sagtens kunne trænge til at blive revideret og ført ajour, men som man bl.a. kan læse i Politiken i dag, er der en slags magtens lovmæssighed i at regeringer ikke ønsker at pille ved Grundloven, fordi de frygter at åbne en Pandoras æske. Først skal man gennem mange års opslidende kommissionsarbejde, derefter en langvarig og risikabel demokratisk proces med folketingsgodkendelse, folketingsvalg, ny folketingsgodkendelse og derefter folkeafstemning – og hvem orker næsten det?
Danmarks Riges Grundlov skal ikke kunne ændres gennem almindelig lovgivning, men ikke desto mindre bliver der i dag – heldigvis – dømt efter love, som grundlovsfædrene af gode grunde ikke kunne kende til. Men det betyder jo ikke, at Grundloven bliver revideret inden for overskueligheden, og jeg vover gerne den forudsigelse, at vi får den rituelle debat om en grundlovsrevision én gang om året, nemlig på dagen i dag, men at resten er tavshed. Det eneste, der for alvor kan ændre på dét, tror jeg, er hvis Højesteret omstøder Østre Landsrets afgørelse fra april 2007 og giver Grundlovskomiteen af 2003 ret til at stævne statsministeren for at have brudt Grundloven og ført Danmark i krig i Irak.
Men vi venter, er der nok andet at diskutere, og jeg vil derfor gentage ét filosofisk spørgsmål og ét konkrete spørgsmål:
For det første, et spørgsmål affødt af at vi lever i en tid med tegninger, trusler og terror: Hvor meget frihed vil vi afgive i bytte for øget sikkerhed?
For det andet, et spørgsmål affødt af at vi lever i en tid, hvor vi hele tiden får at vide, at der ikke er noget at komme efter: Hvad skal der til for at oppositionen får adgang til at afholde ”kongreshøringer” i folketingets fagudvalg?
Men først og fremmest, det der virkelig vækker min undren og nysgerrighed: Hvorfor i alverden er det ikke folkelig viden, at Grundlovens førsteforfatter, D.G. Monrad, var en maniodepressiv statsmand, der både gav den som præst, politiker og journalist på Berlingske Tidende, ikke at forglemme hans tid som nybygger i New Zealand, hvor han måtte flygte fra maorierne, efter at han havde sendt danske soldater i døden på Dybbøl? Hvorfor nåede Henrik Stangerup ikke at skrive en roman om ham?
God grundlovsdag!