Kommentar i Bogmarkedet den 8. februar 2008.
De uretfærdigt uskældte bibliotekarer gør en fantastisk indsats for litteraturformidlingen. Godt nok er jeg ikke altid enig i indkøbspolitikken (langt fra, faktisk), men jeg har fidus til den unge og dynamiske Pernille Drost, der som formand for Bibliotekarforbundet leder en dygtig faggruppe, der skal hjælpe med at vedligeholde og udvikle folkeoplysning, (ud)dannelse og demokrati.
Så De hende i Den Store Biblioteksdebat med Leif Davidsen i Deadline engang i januar? Hun stoppede ham på teknisk knock out i første omgang, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun gør meget mere for samfundet og litteraturen med sine bibliotekspolitiske visioner, end han gør med sine statiske krimier. Og jeg har fuld tillid til fremtiden, fordi jeg ved hvor dårlige det kan betale sig at forudsige den, også når det handler om bøger.
I 1989 var jeg ung børnebogsredaktør på Gyldendal, og legendariske Ejgil Søholm kom en dag ind på mit kontor (sikkert for at aflevere endnu en brillant oversættelse) og mumlede med hovedet fuld af skæg og cigar, at han gerne ville have at jeg skrev en artikel om fremtidens børnebibliotek til Bibliotekscentralens 50 års jubilæumsskrift. Det gjorde jeg så, og forleden genlæste jeg mine ungdommelige og meget selvhøjtidelige ord.
Ak, hellige enfold! Hvor naiv kan man være? Ja, det er ikke bare mig selv, jeg himler over, men over hele bogbranchens tunnelsyn. Vi talte dengang om edb og databehandling og videofilm, som vi tilsyneladende så som bogens farlige fjender, og jeg – som ellers var så ung og burde have været moderne – skrev bekymret om en fremtid, hvor der ikke var plads til bogens langsomhed. Internettet havde ingen endnu forudset!
Gad vide hvor vi er om andre tyve år? Sandsynligvis læser vi på sammenfoldelige, bærbare fladskærme, hvor verdenslitteraturen og nettet fylder det samme i lommen som en gratisavis gør i dag, og forhåbentlig har bibliotekerne udviklet sig til moderne mediecentre, der aktivt hjælper folkeoplysning og viden på vej.
Hvis bogen dør (hvad den ikke gør), er det da kun fordi dens branchefolk i dag ikke evner at modernisere markedsføring og god litteraturformidling. Hvad det angår, er bibliotekarerne allierede, ikke fjender. Bøger er krumtappen i bibliotekernes tilbud til borgerne, men bibliotekerne er også krumtappen i folkeoplysningen, og derfor kan andre medier – herunder ”datamaskiner” og ”tekstbehandlingsanlæg” – ikke vælges fra af hensyn til bedagede digtsamlinger af Ove Abildgaard eller nok så fine romaner af Aage Dons.
Nej, vi har brug for at få oprustet bibliotekernes litteraturformidling. Vi har brug for opsøgende og udfarende fremstød for de bøger, som læserne ikke vidste at de ville have glæde af. Mødet mellem læser og bog opstår nemlig ikke altid af sig selv, og derfor vil det være til alles bedste, hvis debatten drejer i en mere konstruktiv retning, der formulerer nye bud på hvordan man kan forkorte afstanden mellem bog og læser på folkebibliotekerne. Jeg foreslår derfor at forlæggerne, forfatterne og bibliotekarerne i fællesskab udskriver en prisopgave om fremtidens litteraturformidling.