Anmeldelse i Weekendavisen den 14. november 2008.
Dødslejeroman. Mette Winge har skrevet en stil- og stemningsfuld fortælling om Oehlenschlägers ukendte skandaleerindringer.
Digterkongens død
Hvis man kunne lide Anne Marie Ejrnæs Som svalen om Thomasine Gyllembourg, P.O. Enquists Fra regnormenes liv om H.C. Andersen og Heiberg-ægteparret, Henrik Stangerups Det er svært at dø i Dieppe om P.L. Møller og andre fortolkninger af den danske Guldalders litterære fyrtårne, vil man også holde af Mette Winges skildring af Digterkongens død.
Adam og Ovine begynder som historien om Oehlenschläger, der ligger på dødslejet og spekulerer på, hvordan han skal få besørget sit sidste manuskript til forlægger Høst. I al hemmelighed har den gamle digter nemlig skrevet en ny version af sine erindringer, og nu skal alle sandhederne frem. Alle de opgør, han ikke tog dengang, skal nu for dagens klare lys.
Og der er nok at skrive om: Der er stivstikkeren Carsten Hauch ude på Frederiksberg Slot, der engang var en nær ven, men som nu af lutter jalousi nedgør Oehlenschlägers poesi. Der er den utålelige og selvoptagede Andersen. Der er Baggesen, som drev en kile ind i forholdet mellem Oehlenschlägers søster og Anders Sandøe Ørsted. Og der er teatercensor Heiberg, som engang havde den frækhed at afvise et af Digterkongens dramatiske arbejder!
Alle som én har nu fået sandheden at vide i et manuskript, der kun kan tåle dagens lys efter sin forfatters død. Men hvem kan han betro skandalepapirerne til?
Overfor huset i Amaliegade ligger Almindelighedens Hospital, hvor fattiglemmerne er indlagt. Her arbejder en ung, forældreløs pige med smukt hår. Oehlenschläger stødte ind i hende på gaden engang, og nu sender han bud efter hende. Hun minder ham både om hans afdøde datter Lotte og om Valborg, som han har digtet om. I al hemmelighed besøger Ovine digterens soveværelse, hvor synet af hendes udslåede hår giver ham kortvarig lindring. Enkelte gange overtaler han hende til at stå med nøgen overkrop, men ellers holder han sig på måtten.
Den troskyldige, analfabetiske Ovine bliver Oehlenschlägers fortrolige. Hun tager manuskriptet med tilbage til hospitalet, hvor hun skjuler det. Når digteren er død og begravet, skal hun bringe det til forlagsboghandler Høst. Han forbløffes gevaldigt over Digterkongens sidste, bitre ord, og da han opsøger Oehlenschlägers to sønner, der er midt i en bitter arvestrid, går det op for dem, at erindringerne ikke bare vil sætte København på den anden ende og indtjene store summer – nej, de vil også og skandalisere den store digters eftermæle. Hvad nu?
Den store styrke ved Adam og Ovine er, at Mette Winge lader den storpolitiske situation efter den danske sejr over preusserne i 1848 være et permanent baggrundstæppe for handlingen. Vi har fået en grundlov, men hvad skal det pjat nu til for? Danskerne vil gerne have en enevældig konge, mener digteren Carsten Hauch, mens hans kone Renna drister sig til at mene det modsatte, sekunderet af M.A. Goldschmidt, der optræder i en enkelt nøglescene (hov, Mette Winge, skriv en roman om ham næste gang!) og ligefrem giver den diskret oprørske Fru Hauch ret i, at fruentimmerne også bør have ret til at stemme.
Så sent som i april i år udkom Bodil Wambergs meget fine Passionsblomsten om Mathilde Fibiger, den unge kvinde der var nødt til at debutere som forfatter pseudonymt, fordi kvinder ikke kunne skrive og udgive frit i den danske kulturs Guldalder, og hendes bog blev derfor udgivet og formidlet af J.L. Heiberg. På sidste side af Adam og Ovine får vi at vide, at netop denne autentiske skandalebog, Clara Raphael: Tolv Breve, udkommer senere samme år, altså 1850.
Her i 2008 er det lige omvendt, for sammen med Bodil Wambergs biografiske fortælling om Mathilde Fibiger, udkom brevene nemlig igen, og jeg kan ikke stærkt nok anbefale at fortsætte læsningen der, for Winge/Wamberg/Fibiger/Raphael nuancerer Guldalderen.
Som Mette Winges læsere vil vide, har forfatteren en mani med at genrebestemme sine romaner – f.eks. en guvernanteroman, en klunketidsroman, en provisorietidsroman – og Adam og Ovine kalder hun en ”ventetidsroman”. Her ventes ganske rigtigt, både på død, fødsel og på store samfundsforandringer, men først og fremmest er dette altså en kontrafaktisk ”dødslejeroman”, hvor vi sidder med på sengekanten hos Digterkongen. Vi er med i epokens københavnerhistoriske klassikere som Frederiksstaden, på Frederiksberg Slot og i Bakkehuset, og jeg nyder hvert øjeblik i denne herlige, stilfulde og stemningsfulde Guldalder-forelskede roman, hvor den delikate konflikt om Oehlenschlägers ukendte skandaleerindringer til sidst finder sin løsning.
Mette Winge: Adam og Ovine – en ventetidsroman. 280 sider, 299 kr. Gyldendal.