Skriv gratis! – Af Klaus Rothstein

Kommentar i Weekendavisen den 27. juni 2008.

Kommentar. Hvorfor forventer Københavns Kommune at ”kulturpersonligheder” ikke skal have penge for deres arbejde?

En lille, selvstændig glarmester modtager en email fra Københavns Kommune. Kommunen har brug for at få sat nogle ruder i, og glarmesteren er en af flere glarmestre, der er ganske særligt udvalgt til at løse opgaven – underforstået: han får ikke en øre for det. Hvad svarer glarmesteren? Spørgsmålet er omsonst, for naturligvis vil landets største kommune aldrig drømme om at bede en håndværker om at arbejde gratis. Men kommunen har ingen problemer med at bede en kritiker/forfatter/journalist om at arbejde uden honorar.

For et par uger siden fik jeg en mail fra Københavns Kommune, der er i fuld gang med at planlægge en stor kampagne for læsning og litteratur i ugen op til BogForum i november. Byen skal summe af oplæsninger, workshops, forfattermøder m.m., og jeg var, skrev kommunens medarbejder, en af de særligt udvalgte kulturpersonligheder, som blev indbudt til at skrive en kort tekst til kampagnens programavis om glæden ved at læse og skrive.

Hm. Hvor smigrende sådan at blive kaldt ”kulturpersonlighed”. Hvor smigrende at være særlig udvalgt. Men ikke et ord om, hvad jeg skulle få for ulejligheden. Derfor skrev jeg tilbage, og spurgte hvad honoraret mon var. Svaret var: Der er ikke noget honorar.

Hm. Igen. Og dybt suk. Jeg havde netop brugt en weekend på at arbejde fuldkommen gratis som interviewer for den nye non profit litteraturfestival CPH LITT.08 i Huset. Jeg gør altså glad og gerne en indsats for litteraturen uden at kræve gysser til gengæld, især når der er tale om sådan et ikke-kommercielt græsrodsinitiativ, som ikke har kunnet opnå offentlig støtte. Men vil jeg også arbejde gratis for Københavns Kommune?

Ærlig talt: Nej. Jeg ville ellers rigtig gerne have skrevet den tekst og glæden ved at læse og skrive, og jeg elsker at være med til at formidle den gode litteratur. Men jeg lever altså også af de ord, jeg producerer, og derfor synes jeg kun at det er ret og rimeligt, at kommunen betaler for min ydelse. Hvis jeg vil arbejde gratis, kan jeg jo gøre det for en humanitær organisation eller et non profit foretagende, der skal løbes i gang (som CPH LITT.08). Men for kommunen? Nej.

Problemet er ikke kun kommunalt, for forsøget på at score gratis tekst, huserer også i det private. For et par uger siden fik jeg f.eks. en andet meget smigrende mail fra et stort og godt forlag, der havde udvalgt mig som en af 101 kulturpersonligheder (der var den igen, den velplacerede henvendelse til min forfængelighed!), der skulle bidrage til en antologi. Min tekst skulle bare være ganske kort, til gengæld skulle den handle om livets mening – no more, no less. Og som honorar kunne jeg få tre frieksemplarer af den færdige bog. Gad vide om de kan veksles til mælk og rugbrød henne hos mine lokale Spar-købmand?

Skrivemennesker forventes at arbejde gratis eller næsten gratis, men jeg har fået nok. Jeg siger stadig ja til opfordringer og udfordringer, der morer mig, selvom der ikke følger en fed check med, men jeg forventer altså en eller form for modydelse, der tager mig alvorligt, og her snakker vi ikke om de klassiske ”tre flasker god vin”, endsige tre frieksemplarer, endsige nul komma nul kroner. Man bliver bedt om at udføre et stykke arbejde som om det er en gunstbevilling, og man forventes åbenbart at iklæde sig sin altruismedragt og skrive for sin egen forfængeligheds og eksponerings skyld. Og jeg indrømmer gerne: I begge tilfælde overvejede jeg kort, om jeg skulle levere varen, bare for at få endnu en scene at træde frem på, for sagen er jo, at vi i denne branche elsker at se os selv på tryk, vi elsker at være efterspurgte og vi frygter tavsheden.

Misforstå mig ikke. Jeg under forlagsantologien om livets mening alt godt, og jeg håber at Københavns Kommune får stablet en skøn festival på benene. Men jeg synes at de må til lommerne. Landet største kommune bør ikke forvente at dens leverandører arbejder gratis, og da slet ikke når kommunen selv ikke har kunnet finde penge til at støtte CPH. LITT08. Det er til syvende og sidst et spørgsmål om lokal kulturpolitik, og det svageste led i fødekæden – den enkelte skribent – må beskytte sig selv mod misbrug.

Naturligvis har jeg råd til at arbejde uden honorar af og til, heldigvis, og jeg vil fortsat gøre det når situationen kræver det, men jeg vil jo helst have penge for at gøre mit job. Til efteråret skal jeg f.eks. lave tre sceneinterviews ved Trekantområdets Litteraturfestival i Middelfart, og her tilbyder man absolut honnette pengehonorarer. Derefter kommer BogForum, hvor der også er penge på bordet (eller måske gavekort fra forlagene), og det er helt som det skal være.

Hvis Københavns Kommune mener det seriøst med en kampagne for læsning og litteratur, bør den som et minimum tage sig råd til at betale for ”kulturpersonlighedernes” leverancer og gøre op med forventningen om at vi skriver gratis.