Kommentar i Weekendavisen den 1. februar 2008.
Forfatterdebatter. Hvor er de borgerlige forfattere og debattører, der både kritiserer krigerisk islam og forsvarer fredelige muslimer?
Danske forfattere er nogle kyllinger, der ikke tør sige fra overfor fundamentalistisk islam. Det siger Dansk Folkeparti, Berlingske Tidende og diverse debattører, og det kan der måske nok være noget om, for umiddelbart er det svært at få øje på Den Store Danske Islamkritiske Roman (for de talrige danske krimier om muslimske terrorister gælder vel ikke rigtig, når vi taler om forfattere og kritisk samfundsbevidsthed?). Nej, kritikken retter sig vist primært mod de ti-tolv ususal suspects, der har været skamløse nok til at tale for tolerance og imod at skære alle muslimer over én kam.
Well, islamkritik skal der til som en naturlig og nødvendig delmængde af den religionskritik, som hele tiden må oppe sig i et samfund, hvor forskellige religiøse magtstrukturer hele tiden betoner – og udbeder sig respekt for – deres tro, moral og religiøse værdier. I sagens natur må ethvert retsindigt, demokratisk væsen, forfattere inklusive, bruge sit samfundsengagement og sin skrivekunst til at advare imod religiøs fundamentalisme og gøre sit til at det sekulære demokrati, ytringsfriheden og menneskerettighederne har fat i den lange ende.
Når nu Dansk Folkeparti og Berlingske Tidende har rettet skytset mod de forfattere, der ikke er aktive nok i islamkritikken, er tiden inde til at give de borgerlige en håndsrækning fra denne uventede kant: Jeg synes også at der er for meget unuanceret intellektuel islamkritik, og jeg så gerne flere stemmer på banen. Jeg synes også at der i det hele taget er for lidt religionskritik, jeg synes at alt for mange forfattere er alt for berøringsangste overfor tro og troende, og selvom jeg er stor tilhænger af et samfund, hvor enhver borger har ret til at være lige så muslimsk i levned og livsstil, som han eller hun har lyst til, så er jeg naturligvis endnu større tilhænger af et samfund, hvor religionen ikke trumfer det sekulære. Hverken til hverdag eller fest.
Dét, vi har brug for, er derfor ikke et skadefro angreb på de forfattere, der argumenterer for frisind, tolerance og multikulturel sameksistens. Nej, vi har derimod brug for at forfattere (som alle andre borgere) af en hvilken som helst observans og position i kulturkampen står sammen om det, der samler og sikrer det religionsneutrale samfund, hvor borgerne har ret til at tro og mene, hvad de vil, uden at skulle spørge troens chefer om lov først.
Men det betyder jo også, at de borligere politikere og debattører, der angriber islam som helhed og muslimerne som sådan, må ændre betoningen. De må hjertens gerne kritisere fundamentalister og antidemokrater, men de bør da samtidig gå i brechen for den ganske almindelige hverdagsmuslims ret til at være og forblive hverdagsmuslim her i Danmark, hvilket forudsætter at man – også i Dansk Folkeparti – aktiv tilvælger sekulære menneskerettigheder, humanisens værdier (nej, Søren Krarup anerkender ikke ”humanisme”, fordi den er en isme, men han har vist ikke noget imod ”humanitet”, så kald det da bare dét) og anerkender, at frisind kun er frisind, hvis folk, der er anderledes end os, får lov til at være som de vil.
Vi kan altså spejlvende udfordringen: Hvor er de borgerlige forfattere og debattører, der både kritiserer krigerisk islam og forsvarer fredelige muslimer? Hvor er de nationaltsindede skribenter, der forsvarer menneskerettighederne, når de bliver angrebet af Søren Krarup & Co.? Hvor er det borgerlige manifest for demokratisk medborgerskab, også for muslimer (altså en pendent til de udskældte erklæringer fra Stig Dalager, Hanne-Vibeke Holst, Carsten Jensen m.fl.)? Hvorfor skal det hele tiden være folk som Georg Metz, Tøger Seidenfaden, Klaus Rifbjerg og et par andre tapre tinsoldater, der skal tale for mangfoldighed og advare imod at krigen mod terror går hen og bliver et demokratisk problem. Hvorfor skal de højreorienterede altid tøve så længe, når det gælder vores allieredes forbrydelser (man skulle synes at det var en primær pligt for en samfundskritisk fritænker)? Hvornår er det lige at den borgerlige falanks forsvarer demokratiet og retssikkerheden, når udlændige her i landet fængsles og står til udvisning uden ret til at kende anklagen mod sig og uden mulighed for et reelt forsvar? Hvornår har de borgerlige debattører taget opgøret med Dansk Folkeparti og dets to støttepartier om det?
Jeg kender ikke en eneste kulturradikal, socialliberal, venstreintellektuel forfatter med fløjlsmave, der mener at aggressiv og antidemokratisk islam ikke er et problem. Men jeg kender mange, der til gengæld mener, at ganske almindelige muslimske medborgere har brug for mere tryghed og tillid fra det omgivende danske samfund. Og jeg kender mange, der nedtoner kritikken af fundamentalisterne til fordel for støtten til de fredelige muslimer af ren og skær frygt for at blive taget til indtægt for Pia Kjærsgaards rædsomme synspunkter.
Det bør naturligvis balanceres bedre, og hver dag byder på en ny anledning, for det skorter ikke på intolerante holdninger og handlinger fra fundamentalistiske muslimer ude i verden. Omvendt kan man sige med adresse til de borgerlige, at der også bør finde selvransagelse sted på deres side, og at det intellektuelle dagsværk ikke er gjort, bare fordi man har skrevet endnu en aggressiv kommentar om islamismen.