Venlighedens strategi – Af Klaus Rothstein

Interview i Weekendavisen den 7. november 2008.

Hans Jørgen Bonnichsen. ”Jeg har både set ondskaben og mennesket i ondskaben. Hvis det gør mig naiv, er jeg gerne naivist.”

Da den unge Hans Jørgen Bonnichsen debuterede som gadebetjent, fik han af erfarne kolleger besked på at holde sig langt væk fra banansælgerne på Strøget. Ikke desto mindre tog han forfølgelsen op da han på sin første fodtur gennem byen så en mand stikke af med sin vogn. Han indhentede ham i en sidegade, og bananhandleren overgav sig:

”Du er den første betjent, der er kommet forbi mine spioner og den første, der har indhentet mig. Jeg er afsløret og jeg tilstår. Nu skal du få mit navn og adresse…”

Hans Jørgen Bonnichsen noterede og vendte stolt tilbage til stationens skrivestue, hvor rapporten skulle udarbejdes. Og her gik det op for ham, at banansælgeren havde snydt ham så vandet drev. Navn og adresse var falsk.

”Jeg var lige kommet ind med 4-toget og havde fået hænderne vendt fra ploven var resultatet af hans analyse, og han brugte venlighedens strategi. Det var anskuelsesundervisning med negativt fortegn, men jeg tog metoden til mig og har siden brugt den i mit politiarbejde. Analyse og empati,” siger Hans Jørgen Bonnichsen, der i næste uge udgiver debatbogen Frygt og fornuft i terrorens tidsalder, hvor han diskuterer mål og metoder i antiterrorarbejdet.

Historien om banansælgeren indgår som en anekdote på det kursus, han har afholdt de seneste tre dage i Udlændingeservice, hvor han underviser medarbejderne i interviewteknik. Pointen er, at der går en lige linje fra mødet med bananmanden over mødet med forbrydere gennem 41 års arbejde i politiet til mødet med den danske Guantanamo-fange.

”Min erfaring siger mig, at man ikke opnår noget ved at lyse folk i ansigtet med en lampe eller spille good cop, bad cop. Resultaterne kommer med dialog og empati, både når man skal opklare en forbrydelse og når man skal afhøre asylsøgere om deres motiv. Jeg bruger, som banansælgeren, venlighedens strategi,” siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Man kan empati og dialog nytte noget, når fjenderne er potentielle terrorister og deres sympatisører? Det hævder Hans Jørgen Bonnichsen hårdnakket i sin bog, der bl.a. anbefaler at antiterrorstrategien ikke mindst bør handle om at vinde sjæle, hjerter og hjerner. Oprustningen af gode relationer til almindelige folk i den arabiske verden, kombineret med politiets opklaringsarbejde, er langt mere effektivt end War on Terror, mener han, men er dog meget bevidst om, at nogen er uden for pædagogisk rækkevidde, og så bør redskabet nødvendigvis være en knyttet næve, frem for en fremstrakt hånd.

Siden sin pensionering fra jobbet som operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste har Hans Jørgen Bonnichsen taget ordet i den offentlige debat og som analytiker i TV-Avisen. Nogen mener at han gør demokratiet og retssamfundet en tjeneste, andre mener at han bør stikke piben ind og lade de gamle kolleger i PET få arbejdsro til at bekæmpe terrorister i stedet for hele tiden at tale om de bløde metoder og sjæle, hjerter og hjerner. Og så er der dem, der tænker, at alt hvad han siger og gør, nok er koordineret med PET. Er det det?

”Nej. Jeg er sikker på at hvert ord jeg siger og skriver bliver vurderet og målt på en guldvægt af PET. Krænker han sin tavshedspligt? Eksponerer han metoder? Nej, det gør jeg ikke. Og jeg er sikker på, at når Jakob Scharf, chefen for PET, læser min bog, så vil han sige, at den i hvert fald ikke er afstemt med ham. Han vil ikke finde det sjovt, at jeg skriver, at PET bør offentliggøre hvor mange målpersoner de beskytter i Danmark. Men hvorfor skal min viden, erfaring og indsigt gå til spilde? Jeg mener at det er nødvendigt at hemmeligholde oplysninger af hensyn til agenter og kilder, fremmede magter og ikke mindst de personer, som man overvåger. De har end ikke en sigtets rettigheder, og det vil derfor være fatalt for dem og deres familier, hvis de blev mistænkt i offentligheden. Men derudover kan næsten alt fortælles om efterretningsarbejde. Jeg overholder den tavshedspligt jeg har resten af livet.”

Men kan du forstå, hvis folk mener, at du fungerer som en slags lynafleder for PET? At du passer medierne for dem, så at sige…

”Ja. Jeg udfylder jo nogle huller i det gabende informationsbehov. I den forstand er jeg nok en hjælpende hånd, men det er ikke aftalt, og hvis man analyserer mine udtalelser, vil man hurtigt se, at der ikke er nogen begrundet mistanke for at jeg koordinerer med PET. Da jeg engang havde en frokostaftale med to kommunikationsmedarbejdere i PET, ringede de og aflyste klokken halv elleve aftenen før. Det er ikke velset at lave aftaler med mig. Jeg har ingen forbindelse med PET længere, bortset fra et enkelt telefonopkald efter anholdelserne af de tre mistænkte i Århus-sagen (sagen om de to tunesere og dansk-marokkaneren, der blev anholdt for mordplaner mod tegneren Kurt Westergaard, red.), hvor jeg for første gang havde udtalt mig kritisk om PET, fordi jeg synes at de burde have rejst tiltale og ført en sag ved domstolen i stedet for at gå efter en administrativ udvisning, der nu har ført til tålt ophold for den ene tuneser. Dengang blev jeg ringet op af en leder fra PET, der spurgte om jeg ikke var klar over sådan og sådan og sådan. Så spurgte jeg om det var en mundkurv, men det sagde han nej til. Dét er min kontakt med PET, og jeg kan forestille mig at der er folk, der skummer af raseri over min deltagelse i samfundsdebatten, og føler at jeg spænder ben.”

Men er der ikke et old boys network som betyder noget?

”Jeg mødes en gang om året med Per Larsen og et par andre, der som jeg også er lederuddannet på FBI’s National Academy i Quantico, Virginia. Men ingen fra PET i dag.”

Hans Jørgen Bonnichsen ved godt, at mange opfatter ham som en naivist, når det kommer til islamisk terror, og når han nu stikker hovedet frem igen, kender han prisen:

”Jeg vil ikke lægge skjul på, at det smerter en gammel grundlovsbeskytter som mig, når jeg i ledere, blog og kommentarer bliver beskyldt for at være landsforræder. Jeg kender debattens omkostninger, men det gør ondt alligevel,” siger han.

Alligevel gør han i sin nye bog nærmest en dyd ud af naivismekritikken, ja han har sågar opfordret Uffe Ellemann-Jensen til at skrive bogens forord – som én ”naivist” til en anden:

”Nu må folk så læse selv og bedømme, om man overhovedet kan være naiv efter 41 år i det danske politi, hvis man som jeg har oplevet ondskab i alle dens former. Og, nok så vigtigt, også set mennesket i ondskaben. Hvis de erfaringer gør mig til naivist, så er jeg gerne naiv.”

For en måned siden kunne vi her i avisen fortælle, at Naser Khader er medstifter af et internationalt antiislamistisk netværk, der bl.a. skulle stå bag en ytringsfrihedskonference i København. Hvorfor gik du i medierne og kritiserede det som en sikkerhedstrussel mod Danmark?

”Det var Ritzau der ringede mig op og bad om en sikkerhedsvurdering. Jeg sagde, at Naser Khaders initiativ er med til at fastholde Danmark i terroristernes sigtekorn i en tid, hvor trusselsvurderingen i forvejen er høj. Der er altid en glemselskurve efter at et land har været højt profileret, men dette netværk og ideen om en ytringsfrihedskonference i Danmark, fastholder truslen mod Danmark. Det er efter min mening rimeligt at inddrage i en beslutningsproces, før man tager den danske befolkning og erhvervslivet som gidsel. Når Naser Khader siger, at ”det er ved at være for sent” at bekæmpe islamismen, viser han ikke tillid til vores modstandskraft. Jeg mener at vi har værdierne, ideerne, idealerne, ressourcerne og de rette allierede til at modstå islamisme, og jeg synes at Naser Khader skylder moderate muslimer i dette land, at fortælle, hvem islamisterne er, hvor mange de er, hvor de befinder sig i stedet for at lade det svæve i luften. Vi må ikke gøre som Naser Khader siger og skrotte dialogen – det er dialogen der bygger fundamentet under antiterror. Det er demokratiernes ansvar at lytte til andre.”

Men der er jo notoriske terrortrusler!

”Ja, jeg understreger også at truslen er større end nogensinde, særligt når det gælder danske mål i udlandet. Det er netop derfor jeg siger, at vi skal vinde befolkningerne, sjæle, hjerner og hjerter. Der er ifølge de tyske myndigheder ca. 1.200 medlemmer af det militante Muslimske Broderskab i Tyskland, men der er op mod 12.000 kampberedte racister på højrefløjen. Hvorfor hører vi aldrig om dem? Min pointe er, at de fleste muslimer er moderate og demokratiske.”

Du argumenterede i Berlingske Tidende ud fra en undersøgelse – Who Speaks for Islam? What A Billion Muslims Really Think af islamforskeren John Esposito – der viser, at 93 % af alle muslimer er moderate, men i Jyllands-Posten blev du ålet af Ralf Pittelkow der skrev, at undersøgelsen er berygtet, fordi ”moderat” dækker over mennesker, der måske nok tager afstand fra terroren 9/11, men alligevel støtter sharialovgivning. Du refererede åbenbart en forkætret undersøgelse, der er finansieret af Saudi Arabien…

”Ja, Berlingske Tidende bestilte et debatindlæg og jeg havde to timer til at skrive det. Jeg henviste til en bog, som Biskop Tutu kalder et af de vigtigste bidrag til forholdet mellem muslimerne og resten af verden. Det er sandt at Pittelkow skrev at undersøgelsen er ubrugelig, men det gør han uden at fortælle, at hans refererer en neokonservativ kritiker, der også har sin egen dagsorden. Men jeg vil ikke afvise, at jeg ikke var kildekritisk nok, og sandheden ligger nok et sted midt imellem Pittelkow og mig. Så lad os skrotte den undersøgelse, hvis kilden måske er misliebig. Lad os i stedet se på noget, der i hvert fald ikke er finansieret af Saudi Arabien, nemlig det udvalgsarbejde, som Pittelkows egen kone, Karen Jespersen, satte i gang om integration. Det viser bl.a. at indvandrerne i Danmark på nogle områder lægger mere vægt på demokrati, end danskerne gør. Lad os se på nyheder som den, at stormuftien i Saudi Arabien faktisk har udstedt fatwaer mod at unge mænd deltager i hellig krig. Det forties desværre i de danske medier. Min pointe er, at potentialet for antiterrorarbejdet ligger i de moderate muslimer, og at det er forkert at sige, at ”det er ved at være for sent”. Det er det ikke.”

Hans Jørgen Bonnichsens bog Frygt og fornuft i terrorens tidsalder udkommer på forlaget People’s Press den 11. november.