Yasmina Khadra: Sirenerne i Bagdad

Terror. Humanismen er pointen i Sirenerne i Bagdad, der er en af sommerens absolut vigtigste romaner

Bristede illusioner

Da Yasmina Khadras Attentatet udkom på dansk i fjor, læste jeg den på én gang som en indsigtsfuld og loyal analyse af hvad der gør et menneske til selvmordsbomber og som et humanistisk opråb om at afstå fra terror. Nu udkommer så Sirenerne i Bagdad, som går i sin forgængers fodspor, men med dybere aftryk. Igen får vi en grundig beskrivelse af de følelser, der skaber en terrorist – og igen ser vi humanismen som det altafgørende korrektiv. Det er slet og ret en vigtig bog.

Romanens fortæller er en ung mand, der vokser op i den trøstesløse Kafr Karam i den solskoldede irakiske ørken. Han begynder at læse litteratur på universitetet i Bagdad, men uddannelsen bliver afbrudt af et granatangreb. Han genoptager det udsigtsløse liv i landsbyen, hvor stemningen begynder at skifte for alvor, da den lokale café får installeret et fjernsyn, så man dagligt kan følge med i angreb og overgreb på irakere andre steder i landet. Da amerikanerne derefter skyder en uskyldig fyr ved en kontrolpost, dræber gæsterne ved en bryllupsfest og derefter angriber byen hus for hus i jagten på modstandsfolk, har Kafr Karam fået nok.

Først ser han, hvordan soldaterne anholder hans fætter og smadrer en sjælden lut, som fætteren netop har brugt til at komponere en sang, Sirenerne over Bagdad. Derefter bevidner han, hvordan hans gamle, åndssløve og handicappede far blive brutalt væltet omkuld af soldaterne, og da farens underbusker glider til side, så hans penis kommer til syne, bliver sønnen ramt af så altomfattende en ydmygelse, at han på stedet indser, at intet kan blive som det var.

Al værdighed er væk, og det kan kun hævnes på én måde: ”En fornærmelse skulle vaskes bort med blod, det eneste tilladte middel til at bevare stoltheden”. Derfor rejser den unge mand til Bagdad, hvor han slutter sig til en kriminel bande, der stammer hjemme fra Kafr Karam, og som nu har ansvaret for modstandsbevægelsens operationer i en sektor af hovedstaden. Uanset hvad der er brug for, er han parat, og han stiller sig selv til rådighed uden spørgsmål.

Han bliver præsenteret for den spektakulære terrormission, han er udvalgt til at gennemføre i London, en mission, der skal få 9/11 til at ligne et slagsmål i skolegården:

”Det våben, vi betror dig, er lige så effektivt, som det er umuligt at opspore. Ingen scanner, ingen kontrol, intet kan opspore det. Du kan bære det, hvor du vil. Du kan være helt nøgen, hvis du har lyst. Fjenden kan ikke se det (…) Det drejer sig om en revolutionær virus.”

”Jeg er en død mand, der venter på et anstændigt gravsted,” svarer han.

Hvad terrormissionen nærmere går ud på, og hvordan det ender, må jeg hellere lade være et mellemværende mellem læseren og romanen. Til gengæld vil jeg anbefale en læsemetode: Opfat ikke Sirenerne i Bagdad som endnu en tidstypisk spændingsroman om terror. Dem går der som bekendt tolv af på dusinet, men her har vi at gøre med en ener. På samme måde som John Updike i Terrorist forsøgte at finde drivkraften bag den politiske massemorder, interesserer Yasmina Khadra sig mest for den psykologiske diagnose, for det menneskelige portræt, og for de moralske spørgsmål, og romanen skal derfor læses som en analyse, ikke som en traditionel thriller.

Men thrillerkvaliteter har Sirenerne i Bagdad, for det er i sig selv nervepirrende at læse om den primitive og afstumpede radikalisering, ligesom det er spændende, tankevækkende og udfordrende når litteraten Dr. Jalal forklarer, hvorfor han er vendt på en tallerken, væk fra Vesten, hvor han engang gav den som arabisk intellektuel med fast plads i paneler og debatprogrammer, og hen mod oprørerne: Der sker en diabolisering af muslimerne, siger han. ”I dag er vi Vestens tjenere; i morgen vil vores børn være dens slaver.” Og om Irak-krigen forklarer han den unge mand:

”Hvorfor angriber man Irak? Fordi det formodes at besidde masseødelæggelsesvåben. Hvordan angriber man det uden at risikere for meget? Man sikrer sig at det ikke besidder masseødelæggelsesvåben. Er det ikke toppen af kombinatorik? Resten gik helt af sig selv, passede som fod i hose. Amerikanerne manipulerede med hele kloden ved at gøre den bange. Og for at sikre sig, at deres tropper ikke løb nogen risiko, tvang de nogle FN-eksperter til at gøre det beskidte arbejde for dem, uden omkostninger. Så snart de var sikre på, at der ikke var et eneste atomkanonslag i Irak, satte de hære ind mod et folk, man snedigt nok havde fordummet ved hjælp af embargoer og psykologisk terror. Og ringen var sluttet.”

Ja, det er nøjagtig, hvad den er hos romanens fortæller. Han havde en personlig krænkelse at vaske af, og for en beduin er det lige så helligt som en bøn for en troende, siger han: ”Med doktor Jalal blev krænkelsen indpodet i den store sag.”

Bedst som man tror – frygter – at Dr. Jalal har evnen og magten til at skabe et politisk, ideologisk og moralsk fundament under den ugerning, som den unge mand skal til at begå, bringer Yasmina Khadra en samvittighedsstemme ind på scenen. I romanens prolog har den unge mand spurgt doktoren, om han tror at de intellektuelle kan vindes for oprørernes sag, og til sidst får vi svarer – nej, næppe hele svaret, men i hvert fald en del af det i skikkelsen af forfatteren Mohammed Seen, der udfordrer sin gamle ven i en diskussion, som den unge mand overhører i skjul. Dr. Jalal hævder at Vesten ikke er til at tale fornuft med, de må hjælpes til at dø, at alt må rives ned, så man kan begynde forfra på fundamentet. Mohammed Seen svarer:

”Med hvad? Med TNT, pakker med sprængstoffer, spektakulære flystyrt. En vandal bygger ikke noget, han ødelægger. Vi må vide at tage ansvaret på os, Jalal, acceptere nedrigheder og uretfærdigheder fra deres side, som vi opfattede som vores allierede, komme ud af vores vrede. Det drejer sig om menneskehedens fremtid. Hvad er vores bristede illusioner værd over for den trussel, der hviler over verden?”

Mohammed Seen er samvittighedens, fornuftens og humanismens stemme, men han er ikke vestens naive handskedukke. Han er den intellektuelle, der sætter sig ud over de følelser og fordomme, som fordærver den klare tanke på begge sider af konflikten.

I et interview på nettet har jeg set Yasmina Khadra lægge afstand til opfattelsen af, at hans bøger handler om terrorisme. Han siger: ”Attentatet handler om den israelsk-palæstinensiske konflikt. Sirenerne i Bagdad handler om krigen i Irak. Det er radikalt forskellige emner, men alle steder ser I kun terrorisme, terrorisme, terrorisme. Mine romaner handler ikke om terrorisme, men om menneskelig skrøbelighed, vrede, ydmygelse, frygt og af og til håb.”

Med al respekt for forfatterens magt over eget forfatterskab: De to romaner beskriver ganske rigtigt alt det, Yasmina Khadra taler om. Men terrorismen er både udgangspunkt og omdrejningspunkt, og humanismen er pointen. Derfor er Sirenerne i Bagdad litteratur i tiden og til tiden, og derfor anbefaler den sig selv som en af sommerens absolut vigtigste romaner.

Yasmina Khadra: Sirenerne i Bagdad. Oversat af Hans Peter Lund. 256 sider, 299 kr. Gyldendal.