Kommentar den 15. januar 2008.
Rose-Juste-Ellemann. Hvad tegner karikaturtegnere? De tegner karikaturer!
Jyllands-Posten, der har kæmpet så bravt for retten til at ytre sig, kommer nu efter Uffe Ellemann-Jensen med krav om rettelser og genmæle (oprindelig formuleret som et slet skjult krav til DR om at bortfjerne et programsat foredrag!), fordi han har sagt og skrevet at avisen dengang i 2005 bestilte ikke bare tegninger, men karikaturer af profeten Muhammed. Det er denne ulykkelige sags foreløbige groteske klimaks, og man må spørge sig selv, om Rose og Juste er helt fra snøvsen.
Sagens første uigendrivelige faktum er, at avisen ikke efterspurgte karikaturtegninger i henvendelsen til tegnerne. Men sagens andet uigendrivelige faktum er, at man sendte opfordringen om at tegne Muhammed til en række avistegnere, der jo har satire og karikatur som deres metier. Undskyld, men hvad havde man forventet at få? Jeg mener: Når man sætter sin hen på torvet og lader sig portrættere på ti minutter af en fidusmaler, så får man fiduskunst. Når man bestiller tegninger hos karikatur- og satiretegnere, så får man karikaturer og satire. Det bør en yderst begavet kulturredaktør som Flemming Rose være ganske klar over. Mildt sagt.
Jeg forstår godt, at det er livet om at gøre for Jyllands-Posten, at gendrive Ellemann-Jensens påstand, for avisen har både et moralsk og et juridisk hensyn at tage, og jeg forstår godt at de er kede af, at være genstand for alle mulige meningsdanneres motivforskning. Men lad os derfor holde fast i noget centralt, som ofte glemmes: Det hele begyndte med Kåre Bluitgens ungdomsroman om Muhammed. Forfatteren havde problemer med at finde en illustrator – tragisk nok. Derfor lod forlaget den tegner, der endelig påtog sig opgaven, være anonym – tragisk nok (jeg bilder mig ind, at jeg var den første kommentator, der kritiserede den disposition, her på pladsen den 23. september 2005 under rubrikken Selvcensur). Og herefter kom Jyllands-Posten på banen.
Men! Kåre Bluitgens problem var ikke at finde en professionel bladtegner. Hans problem var at finde en illustrator, der kunne tegne i den rette historiske stil. Man kan altså sige, at bladtegnerne tør hvor børnebogsillustratorerne tier, og dét er da en pointe i sig selv, en pointe der også udmærket viser, at Flemming Rose ikke skrev til billedbogskunstnere, men til bladtegnere – som jo altså er vant til at hælde satire og karikaturer ud af ærmet hver eneste dag.
I ugens løb sagde chefredaktør Juste, at avisens første henvendelse til DR kunne misforstås, men at det aldrig havde været Jyllands-Postens mening at kræve Uffes foredrag taget af programmet, men at de bare ville have et genmæle. Jeg ved ikke om han selv kan høre det, men han lyder fuldstændig som de muslimer, der under krisen sagde, at de ikke ville have et indgreb overfor Jyllands-Posten, men at de da bare gerne ville have en undskyldning. Begge dele lyder falsk.
At lyve mere eller mindre bevidst om andre mennesker bør i medieverdenen være forbeholdt de skandaløse ugeblade. Og at anklage andre for at lyve bevidst, bør seriøse medier også holde sig for gode til, når nu de har så svag en sag som Roses og Justes. Hvad Uffe siger på DR P1 – det kan også ses i tv på DK4 og læses i bogform hos Gyldendal – er en ganske almindelige, logisk vurdering af hvilke tegninger avisen ønskede, nemlig avistegninger = satire og karikatur. Og Uffe Ellemann-Jensen er jo langt fra den første til at konkludere dette, jeg gjorde det selv sammen med min bror i vores fælles bog Bomben i turbanen, der udkom mens krisen stadig udviklede sig.
Morgenavisen Jyllands-Posten har gennem hele kriseforløbet insisteret på ytringsfriheden på en kompromisløs måde, som jeg har stor respekt for, og spørgsmålet er om nogen andre danske redaktører nogensinde får mulighed for at udvise samme publicistiske standhaftighed. I den seneste uges ballade er redaktionen dog kommet på vildspor, som naturligvis er udslag af juridisk overlevelsestaktik. Sagen er nemlig, at der verserer (eller skal versere) en sag ved landsretten, rejst af en gruppe muslimer her i landet. Byretten har som første instans konkluderet, at der »ikke er grundlag for at antage, at tegningerne er eller har været tænkt som fornærmelige, eller at formålet med tegningerne har været at fremsætte meningstilkendegivelser, der kan nedsætte muslimer i medborgeres agtelse«.
Med byretten i ryggen føler avisen sig naturligvis på tryg grund, når den siger fra overfor Uffe Ellemann-Jensen. Men at kræve genmæle, er overdrevet, ikke mindst fordi de selv kan plastre deres egen avis til med modpåstande, og jo i øvrigt har gavmild adgang til alle andre medier også med det samme budskab. Jyllands-Posten burde respektere, at uenigheder afgøres bedst via ytringsret og fri debat, og derfor bør de lade argumenterne råde i stedet for at kræve og klage.