Kommentar i Weekendavisen den 28. august 2009.
Åbent brev. Hvad gør formanden for retsudvalget, som er tilhænger af kollektiv straf, når politibetjente bruger Blekingegadebande-metoden til at dække over en skyldig?
Kære Peter Skaarup
Jeg skriver dette åbne brev til dig, fordi du er retspolitisk ordfører for Dansk Folkeparti og formand for folketingets retsudvalg. Anledningen er sidste uges nyhed om at Rigsadvokaten lukker sagen om de seks betjente, der dækker over hinanden så ingen kan dømmes for at have taget halsgreb på en sagesløs borger.
Du kender utvivlsomt sagen, men jeg ridser den lige op her: I december 2007 rykkede politiet ud til Herlev, hvor en psykisk syg mand var trængt ind i en hos en 20-årig glarmesterlærling, hvor han fægtede omkring sig med et sværd. Politiet valgte at tage begge mænd med, vistnok fordi de forvekslede den 20-årige med den psykisk syge sværdsvinger, og under anholdelsen tog en betjent kvælertag på den komplet uskyldige mand. Halsgrebet gav han blodudtrækninger i øjnene, hvilket ifølge en lægeundersøgelse betyder, at han var i livsfare under anholdelsen.
I sidste uge afsluttede Rigsadvokaten så klagesagen mod Københavns Vestegns Politi med denne konklusion: Det kan ikke bevises, hvem af betjentene, der tog halsgreb. Den forurettede kan ikke beskrive gerningsmanden, der var ikke andre vidner, og politimændene er tavse som østers. Derfor sker der ikke mere i sagen. Det er, skriver Rigsadvokat Jørgen Steen Sørensen, meget kritisabelt og beklageligt.
Rigsadvokaten vil ikke afvise, at betjentene måske ikke har set, hvilken kollega der tog kvælertaget. Derfor har de ikke svigtet deres oplysningspligt, og derfor kan der ikke rejses disciplinærsag mod dem. Betjentene – hvoraf en er notorisk skyldig i at bringe en borger i livsfare – går altså fri. Men Rigsadvokaten mere end antyder, at betjentene er fulde af fup: ”Set i lyset af de oplysninger, der foreligger om det samlede hændelsesforløb, kan det dog ikke undgå at forekomme påfaldende, at ingen af de tilstedeværende polititjenestemænd ifølge deres forklaringer har set nogen form for halsgreb.”
Med andre ord: Rigsadvokaten tror ikke på betjentene, men da de dækker over hinanden, kan han ikke komme videre med sin efterforskning, og man kan høre det dybe suk, når Jørgen Steen Sørensen siger: ”Det er afgørende for tilliden til politiet, at der aldrig opstår tvivl om, at betjente, som ikke selv risikerer retsforfølgning, fortæller, hvad de ved – også når det er deres kolleger, det drejer sig om.”
På samme måde har politidirektør Henning Thisen sagt, at han hellere ville have at vide, hvad der skete og hvem der gjorde hvad. Han vil nu indskærpe overfor alle medarbejdere, at det er vigtigt for politiets omdømme, at alle bidrager til at belyse en sag fuldt ud.
Ja, det er naturligvis afgørende for tilliden til politiet, og den tillid led et alvorligt knæk i sidste uge. Hvad skal vi som almindelige borgere mene, når en gruppe politimænd anholder en uskyldig borger, tager livsfarligt kvælertag, og derefter dækker over hinanden, så den skyldige går fri? Måske tror de selv, at deres gensidige cover et udtryk for kollektiv loyalitet, men i virkeligheden er det kujoneri. Politiet skal beskytte borgerne imod kriminalitet, ikke beskytte skyldige kolleger mod straf.
Det er naturligvis ekstremt krænkende for retssikkerheden og vores tro på og tillid til politiet, at de seks betjente undertrykker sagens opklaring. Den 20-åriges advokat Bjørn Elmquist har sagt det udmærket: “Som borger i Danmark har jeg det meget dårligt med, at sagen mod betjentene ikke bliver rejst, fordi det fører til en utryghed ved ordensmagten, som jo ellers bør være omgærdet med den største tillid.”
Når jeg skriver dette åbne brev til dig, er det naturligvis fordi jeg gerne vil vide, hvad du som formand for retsudvalget mener om sagen. Personligt er jeg ikke tilhænger af kollektiv straf, for hvordan skal man kunne forsvare at dømme uskyldige mennesker til straf? Det er den tragiske sags grusomme paradoks. Men jeg ved at du har en anden holdning. Du har jo tidligere – i anledning af den fornyede debat om Blekingegadebandens drab på en ung politimand i 1986 – talt varmt for kollektiv straf. F.eks. sagde du sådan her til Jyllands-Posten i marts 2008:
”Der skal indføres en lovgivning, der har samme indhold som i USA. Det er dybt krænkende for retsbevidstheden, at en morder kan gå fri, fordi man står i den situation, at ingen vil fortælle noget. I dette tilfælde bør man ramme alle medlemmer af banden, for de ved jo godt, hvem der står bag, og vil de ikke sige noget, må de alle tage et ansvar.”
Dette retspolitiske synspunkt – som fik opbakning fra både De Konservative og Socialdemokraterne – gælder vel stadig? Og det gælder vel for alle, uanset og man er en bande eller en gruppe politmænd på arbejde. Jeg ved godt, at Blekingegade-banden havde kriminelle intentioner da de medbragte våben til det skæbmesvangre røveri, og at det adskiller dem ffra politiet. Men jeg ved også at politiet repræsenterer lov, orden og retssikkerhed og derfor ikke bare kan skalte og valte med deres voldsmonopol. Så derfor: Hvorfor hørte vi ikke et eneste ord fra dig i sidste uge om kollektiv straf mod de seks politimænd? Var det fordi det ikke længere var en politimand, der var offer, som i Blekingegadebande-sagen, men derimod gerningsmand?
Jeg ved godt at du i sidste uge havde travlt med at støtte De Konservatives antidemokratiske, intolerante og småtotalitære angreb på burkaer og bederum, og måske har ingen spurgt dig før nu: Men hvad mener du om, at danske politimænd bruger Blekingegadebande-metoder til at unddrage sig straf? Svar udbedes.