Anmeldelse i Weekendavisen den 7. maj 2009.
Eksil. Hvad er det modsatte af det dobbelte? Det halve? Det hele?
Huset, hvor krigen har boet
Alen Mešković var kun en stor dreng da krigen kom til hans del af Jugoslavien. Sammen med sin familie (og 18.000 andre bosniere) flygtede han til Danmark, hvor han blev student, tog en universitetseksamen i kulturformidling og begyndte at skrive. Nu udkommer hans debutdigtsamling, der tager afsæt i den første rejse tilbage til barndomshjemmet, som i samlingens første digt kaldes Det mærkelige hus:
”Huset, hvor krigen har boet, er et mærkeligt hus. I tre år har tre mennesker åbnet en dør og oplevet at alle vægge forvandles til glas, når man træder ind over tærsklen. Tænder man et lys, blændes alle vinduerne, og taget bliver hængende i luften som en omvendt, åben bog. Dette sker ved enhver ankomst. At være udenfor betyder at eje huset. At være indenfor: at huset ejer én. Særligt om sommeren er udsigten over floden og den modsatte bred et syn værd, og om natten kan man høre en stemme fra kvisten, en stemme der hvisker eventyr på vildtfremmede sprog, hvorigennem ordet hjem vandrer uforandret, forandrende.”
Åbningsdigtet om huset, hvor krigen har boet, har denne typiske stemning af hjemløs melankoloi, som af gode grunde altid har præget eksillitteraturen. Senere i digtet læser vi om hvordan lyset smugler lysglimt fra et sprogskib ind i huset gennem de hullede gardiner fra en flod, der driver mod nord, hvor vandrende stemmer hvisker: Et hus er ikke et hjem, før det forlades.
Splittelsen mellem det gamle hjem og det nye, det gamle sprog og det nye, vil altid være en del af immigrantlivet, ligesom de smertelige fortællinger og fordrivelsen. Når Alen Mešković digter om at ”taget bliver hængende i luften som en omvendt, åben bog”, hvis man tænder et lys, handler det om et grusomt kneb, der blev brugt i folkefordrivelserne af serberne. De hængte et tændt stearinlys op under loftet, tændte for gassen, og forlod huset. Så var der intet at vende hjem til for flygtningene.
I et digt overvejer Alen Mešković, hvad der vil ske, hvis digtet var et gammelt brev som ”du” fandt i et atlas mens du ledte efter noget helt andet. ”Selvom vejen fra Mig til Dig ikke er den samme som vejen fra Dig til Mig, snor de sig begge i det samme atlas: At være en del af noget der er delt, men som ikke kan deles med nogen, mindst af alt med papiret der bare dufter af Papiret, er din og min lod. Læs ikke mere. Ordet er dit. Luk atlasset, rejs videre og bliv ved med at sige at du ikke rejser, men står urokkeligt – som en herre i eget hus, som et Kære i et brev.”
Så fint og indtagende skriver Alen Mešković i sine første digte – man kunne også kalde dem poetiske prosatekster – der dog ikke ”kun” er flygtningepoesi, om jeg så må sige, men fine og meget sprogbevidste undersøgelser og tænksomme udfordringer, f.eks. denne, som jeg godt kan blive lidt forvirret over: ”Hvad er det modsatte af det dobbelte? Det halve? Det hele?”
Udlændighed har altid været en drivkraft for forfattere, og med Første gang tilbage giver Alen Mešković et velkommet og tankevækkende bidrag til den moderne litteratur om eksil, stilsikkert skrevet på digterens stedmodersmål og med sproget selv som både emne og indsats.
Alen Mešković: Første gang tilbage. Digte. 60 sider, 175 kr. Gyldendal.