Anmeldelse i Weekendavisen den 2. oktober 2009.
Nationen. Filminstruktør Anders Rønnow Klarlund debuterer med en overraskende, anderledes og ambitiøs roman.
Anders Rønnow Klarlund: De hengivne. 240 sider, 250 kr. Roman. Politikens Forlag.
På omslaget af De hengivne løber en ulv gennem den blåsorte nat. Dens blik er rettet direkte mod dig, og når du lægger bogen fra dig på natbordet og slukker sengelampen, stirrer de lysende, sultne øjne stadig efter dig. Bag ulven kan du ane et trafikskilt på en motorvej: Last exit in Denmark, står der. Ja, det er sidste udvej i filminstruktøren Anders Rønnow Klarlund overraskende, anderledes og ambitiøse debutroman. Vi følger den krævende og neurotiske filminstruktør Sebastian. I syv tv-film skal han skildre Danmark netop nu – serien hedder Nationen. En af manuskriptforfatterne er den unge Marie, som samtidig er Sebastians elskerinde.
Marie har besluttet at skrive en film på baggrund af en virkelig sag om en ung pakistansk pige og hendes danske kæreste, som begge er blevet skudt – han er død, hun overlevede – af pigens bror, der skulle genoprette familiens tabte ære. Bedst som Sebastian skal præsentere projektet for pressen, får de besked om at morderen er flygtet fra fængselet, og den pakistanske pige beder så mindeligt om, at Sebastian og Marie dropper hendes historie, for nu er hendes liv i overhængende fare igen. Hvordan kan de to nu redde deres filmprojekt?
Samtidig med at deres prestigeprojekt er bragt i fare, er deres private liv også i opbrud. Marie holder til i en ydmyg cirkusvogn blandt værksteder og massageklinikker på en navnløs vej i havnekvarteret. Her kommer Sebastian og dyrker sex med hende inden han tager hjem til den store lejlighed, hvor han bor med sin kone, den kendte operasanger Rebekka, og deres to børn.
Men hvad er det for en skygge, der hviler over kunstnerægteparrets liv? Hvorfor er sønnen vansiret i ansigtet? Hvad var det der skete dengang familien boede i Ungarn? Og hvilken rolle spiller ulven med det sultne blik? Marie sætter sig for at finde svarene. Det samme gør hendes søster, der er journalist på et emsigt formiddagsblad. Så indtræffer en række voldsomme begivenheder – jeg røber ikke hvilke – som rykker grundigt rundt på relationerne mellem romanens karakterer. Fortællingen har nået sit point of no return.
Anders Rønnow Klarlunds samfundssatiriske film Hvordan vi slipper af med de andre (2007) skildrer et samfund, hvor regeringen har besluttet at eliminere de borgere, der bidrager med mindre, end de modtager. I De hengivne bliver det samme tema spillet igennem igen: Hvad stiller nationen op med de mennesker, der ikke kan betale sig?
Da Marie rejser til Ungarn for at afdække hemmeligheder og tabuer i Sebastians og Rebekkas liv, læser hun om, hvordan Østrig-Ungarn i 1821 forbød uønskede mennesker: udlændinge med skuekasser og orgler, omflakkende komedianter, gøgler, dukkeførere, linedansere, badutspringere, taskenspillere, kukkasseindehavere, lirekassemænd, fremvisere af naturrariteter som kæmper, dværge, misfostre m.m., italienere og andre udlændinge med bjørne, aber, hunde og murmeldyr…
Ethvert samfund og enhver samtid har sine uønskede marginaleksistenser, en slags menneskeligt vraggods, som de politiske storme skyller op på stranden. I De hengivne handler det om det dansk-pakistanske kultursammenstød, men Anders Rønnow Klarlund lader ikke mindst Rebekka optræde på et teater, hvor ”demokratiseringsfiaskoen” i Irak bliver illustreret med et stykke om amerikanernes forsøg på at eksportere demokrati til Afrika i atten hundrede et eller andet.
De frigivne slaver blev sendt tilbage til kontinentet, hvor Liberia blev oprettet til formålet. Den første frigivne slave har en kopi af den amerikanske forfatning med sig, og han planter Stars and Stripes på stranden: ”Den hvide amerikanske rådgiver der er rejst med fra Washington, klapper afroamerikaneren på ryggen og siger: ’Du er kommet hjem min ven’. I virkeligheden foragter denne hvide gesandt de sorte, og han er kun sendt med for at sikre at amerikanske interesser tjenes bedst, interesser der ønsker alle afroamerikanere hen hvor peberet gror, når de nu ikke kan bruges som slaver mere.”
Her er vi ved kernen af Anders Rønnow Klarlund hovedtema, som den satiriske film har til fælles med romanen: Hvordan slipper vi af med ”de andre”, dem vi ikke kan bruge? Men det er ikke det eneste store spørgsmål, romanen rejser. Nogle af de andre lyder: Hvordan kan det være, at mennesker arbejder bedst sammen om at putte glasperler i plasticposer, når de ikke får penge for det? Hvordan skaber vi en nation midt i meningsløsheden? Hvad sker der med os, når vi går ind i en skov og kommer ud som forandret? Hvad kan vi lære af ulven, der er det eneste dyr, der slår mere ihjel, end det æder? Hvordan sætter vi os selv fri fra det konforme? Og kan Sebastian skildre Nationen Danmark gennem en række skæbnefortællinger, der viser manglen på fællesskab så vi indser, at det eneste vi deler, er et usagt ønske om at være frie?
De hengivne rejser spørgsmålene med mord, tabuer, fortrængninger, løgn, ansvar og svigt, handlingsmættet, pågående og med en effektiv scenisk afsmitning fra filmens fortælleformer, der jo er forfatterens kunstneriske udgangspunkt. Med sit kritiske samfundsengagement og skarpe blik for det psykologisk absurde og eksistentielle, melder de De hengivne sig stærkt ind i kapløbet om årets Debutantpris på bogmessen i Forum til november.