Barselsvikaren

Kommentar i Weekendavisen den 27. marts 2009.

Offentlig hemmelighed. Forsvarsminister Søren Gade afviser at Nicolai Sennels ikke må fortælle om sin ansættelse.

Den 27. februar 2009 skrev jeg en kommentar her i avisen, hvor jeg kritiserede at psykolog Nicolai Sennels ikke måtte oplyse, hvor i staten han er ansat. Nicolai Sennels havde nemlig oplyst over for mig, at hans arbejdsgiver frygte at det ville skade arbejdspladsens renomme, hvis det kom frem, at han var ansat der, fordi han har det kontroversielle synspunkt, at muslimske kriminelle ikke er kriminelle af samme årsager som andre kriminelle, men at de er kriminelle på grund af islam. Nicolai Sennels har en velbeskrevet forhistorie som psykolog i Københavns Kommune, hvor han måtte fratræde efter at socialborgmester Mikkel Warming havde givet ham en påtale for udtalelserne om de unge kriminelle muslimer og islam, som Sennels fremsatte i et medarbejderforum på et seminar for integrationsmedarbejdere i kommunen.

Men meget tyder på, at det slet ikke er sandt, at Nicolai Sennels er blevet bedt om at holde tæt med hvor han er ansat. I hvert fald har forsvarsminister Søren Gade fundet det relevant at orientere folketingets forsvarsudvalg om Nicolai Sennels ansættelsesforhold med henvisning til min kommentar. I et offentligt brev til forsvarsudvalget – offentliggjort på ministeriets hjemmeside torsdag i sidste uge – skriver ministeren således følgende:

”Det følger af en kommentar i Weekendavisen den 27. februar 2009, ”Offentlig hemmelighed”, at Nicolai Sennels, som er offentlig ansat psykolog, har fået forbud mod at fortælle, hvor han er ansat. Ifølge kommentaren skyldes dette hans udtalelser om muslimske unges kriminalitet og islam som religion. Nicolai Sennels er ansat som psykolog i et barselsvikariat ved Institut for militærpsykologi på Forsvarsakademiet. Nicolai Sennels har naturligvis ikke fået forbud mod at fortælle, hvor han arbejder, hvilket han selv kan bekræfte. Som det fremgår af artiklen, har Nicolai Sennels tidligere været ansat i Københavns Kommune på en døgninstitution for unge kriminelle (surrogatfængsel). Ifølge artiklen blev han for et år siden ”holdningsmobbet” ud af sit job på grund af sine kontroversielle udtalelser ved et medarbejderseminar. Det bemærkes i artiklen, at ”dét kostede ham jobbet”. Det er selvfølgelig vigtigt at understrege, at Nicolai Sennels har udtalt sig som privatperson. Hans udtalelser har intet at gøre med ansættelsen i forsvaret, og forsvaret kan følgelig ikke tages til indtægt for Nicolais synspunkter.”

Forsvarsministerens brev til forsvarsudvalget rejser et simpelt spørgsmål: Hvorfor sagde Nicolai Sennels til mig, at han har en aftale med sin arbejdsplads om ikke at oplyse, hvor han er ansat? Ifølge forsvarsministeren er det ikke tilfældet, hvilket – som han skriver – Nicolai Sennels selv kan bekræfte. Enten taler Nicolai Sennels usandt overfor mig, eller så taler forsvarsministeren usandt overfor folketingets forsvarsudvalg. De kan ikke begge have ret.

Personligt håber jeg at forsvarsminister Søren Gade har ret i at der ikke forligger en aftale mellem Institut for militærpsykologi på Forsvarsakademiet og Nicolai Sennels, om at han ikke må fortælle, hvor han er ansat. Men hvorfor påstår sagens hovedperson, barselsvikaren, så det modsatte? Tænk at et lille vikariat kan udløse sådan en omgang hemmelighedskræmmeri.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *