Anmeldelse i Weekendavisen den 20. februar 2009.
Asyl. Overanstrengt og overopbyggelig ungdomsroman om en drengs flygtningeskæbne.
”Jeg skal kæmpe for mors ideer”
Jeg har et stort, stort problem med denne ungdomsroman. På den ene side kan jeg godt lide dens humanistiske kritik af det engelske asylsystem, på den anden side kan jeg ikke holde dens selvretfærdige og floskuløse tone ud. Lad mig vise, hvad jeg mener:
Ægteparret Fitzgerald er værtsfamilie for Alem, en asylsøgerdreng, der er halvt etiopier, halvt eritrerianer, og på flugt fra krigen mellem de to lande. På et tidspunkt siger Mrs. Fitzgerald: ”Min mand og jeg er irere. Vi er ikke født her, ved du. Jeg kom hertil da jeg var ni. Min mor og far sultede. Dette land har hjulpet os, dette land har meget at tilbyde. Men nogen gange vælger aviserne og politikerne at hakke på folk for at demonstrere deres magt og få os til at glemme de rigtige problemer. Send irerne hjem, brems de tilrejsende, stop bøsserne, skyd skylden på sygeplejerskerne og lærerne. Det sker hele tiden. Nu er parolen ’Ud med flygtningene.”
Mr. Fitzgerald følger op: ”Nemlig, min dreng. Der var en tid, hvor vi måtte være forsigtige, bare fordi vi var fra Irland. Vi blev behandlet, som om vi var medlemmer af IRA alle sammen. Og jeg lyver ikke, når jeg siger, at det ikke er længe siden, at folk, som tillod sig at tænke selv, blev kaldt skøre venstreorienterede eller kommunister, og ifølge de fleste af de såkaldte aviser, var de skyld i alle landets problemer. Nu vil de så have os til at tro, at de sorte og flygtningene er skyld i alle vores problemer. Sandheden er, at mange mennesker hvert år forlader det her land i forhold til, hvor mange vi modtager. Og ved du hvad? Hvis folk ikke kom her til fra udlandet, ville vi hverken have sundhedssektor eller offentlig transport, og de fleste at vores dejlige kiosker ville forsvinde. Og tænk engang, min ven – måske tror du mig ikke, men undersøg det bare – selv den kongelige familie, ja selv den flok, de kommer fra udlandet. Vores politikere giver mig kvalme!”
Disse gode mennesker gør en fantastisk indsats for Alem, og man kunne unde dem nogle bedre og mere nuancerede replikker, eller i hvert fald en litterær gestaltning, der ikke var helt så klicheagtig. Men sådan spiller klaveret desværre ikke i Benjamin Zephaniahs roman, hvor man ved gud kan opleve en repræsentant for Flygtningehjælpen (det må være en oversættelse af British Refugee Council) sige sådan her til Alem: ”Systemet er ikke retfærdigt. Ingen er mere uskyldig end dig, men se, hvordan de behandler dig. Der er kriminelle overalt i verden, men den store forskel på et diktatur og et demokrati er, at i et demokrati bliver de kriminelle valgt ind.”
Sådan taler en repræsentant for en NGO ikke til et asylbarn, og hvis det skulle ske i romanen, burde der være belæg for det, men det er der ikke. Sagen er, at Alem rejser til London med sin far på det drengen tror, er en lille ferie. Imidlertid forlader faren sin søn sammen med et brev, der forklarer, at hans liv er i fare i hjemlandet, fordi han har fjender på begge sider af fronten. Faren vender hjem, blot for at opdage at hans kone er blevet dræbt, og han vender derfor tilbage til England, hvor myndighederne skal til at afgøre om den enlige og forældreløse Alem kan få asyl. Da faren dukker op, ændres sagens stilling, for nu er drengen ikke værgeløs, og myndighederne mener, at far og søn kan vende tilbage til Eritrea eller Etiopien uden at risikere for meget.
Nu træder hele det lokale samfund, der har taget den flittige, vellidte og sympatiske Alem til sig, imidlertid i aktion med støttedemo, underskriftindsamling, pressekampagne osv., men inden sagen kommer for en ny dommer, sker der noget frygteligt: Alems far bliver dræbt på grund af sit politiske arbejde. Nu er drengen forældreløs, og myndighederne kan ikke sende ham retur.
Handlingen er med andre ord interessant og repræsentativ for mange asylpolitiske dilemmaer, både politisk-juridisk og menneskelig-moralsk, og som sådan er På flugt (med den noget mere inciterende engelske titel Refugee Boy) som skabt til skolernes emneuger om asyl m.m. Forfatteren Benjamin Zephaniah er et nyt navn på dansk, men i England er han kendt for musik, spoken word, lyrik, radio, romaner, antiracisme, humanitært arbejde m.m. Som person er han også ganske interessant, for hvor mange sorte veganerrastafyre med interesse for asiatisk kampsport lever dels i en lille engelsk provinslandsby, dels i en lejlighed i Beijing?
Desværre er På flugt pivhamrende irriterende i sin beskrivelse af Alem og hans far Kelo, der er mere dydig og disciplineret end Gandhi gange ti. Da appelretten afviser deres sag og lokalsamfundet er i oprør, siger faren: ”Dommeren er loven, loven skal respekteres, vi skal tage hjem, hvis vi får besked på det, og hvordan vi kommer til at leve, er ikke dommerens ansvar, det er op til os selv.” Hvilken flygtning, der risikerer livet derhjemme, siger sådan?
Og Alem er tilsvarende grandios og så gennemført moralsk, at det halve kunne være nok. Da han bliver slået ned og frastjålet sin cykel, ønsker han f.eks. ikke gerningsmændene straffet. Og da han hører, at hans mor er blevet dræbt for sit fredsarbejde, kikker han sin far i øjnene og siger: ”Jeg ved, hvad jeg bør gøre. Jeg skal kæmpe for mors ideer og bane vejen for hendes drøm”. Og som om det ikke var nok. Da han bliver bedt om at sige nogle ord ved en støttedemonstration, improviserer han dette om situationen i Etiopien og Eritrea:
”Hvis de nogensinde får snakket sammen, kan de måske fastsætte et tidspunkt for forhandlinger. Hvis de nogen sinde får forhandlet, kan de måske få formuleret en fredstraktat. Hvis de nogen sinde for formuleret en fredstraktat, skal de blive enige om den, og hvis de nogen sinde bliver enige om den, underskriver de den måske. Men den er kun en fredstraktat, en fredsaftale, et stykke papir. Det, vi i virkeligheden har brug for, er en fredskultur! Vi skal have en ny generation, der vokser op som fredsmagere.”
Hvilken dreng på 14 år taler sådan? Ja, det gør vist kun Alem Kelo, der på sin fars opfordring kun taler engelsk for at tilpasse sig, og flittigt læser bøger for at indhente sine klassekammerater (i England må asylbørn gerne gå i almindelig skole), for ifølge denne overanstrengte roman, der spilder et vigtigt stof på gulvet, anser han skolen for at være forberedelse til fremtiden, ”og han havde i hvert fald ikke tænkt sig at møde fremtiden uforberedt.”
Jeg ønsker alt godt for fiktive Alem Kelo og hans skæbnebeslægtede børn fra virkelighedens verden, men jeg kunne ønske dem alle en bedre roman, der ikke partout vil bøje budskabet i neon og være så satans moralsk overopbyggelig.
Benjamin Zephaniah: På flugt. På dansk ved Astrid Heise-Fjeldgren. 325 sider, 169 kr. Phabel.