Kommentar i Weekendavisen den 17. juli 2009.
Asyl. Flygtningenævnet har behov for en reform, så det ikke bare tilfredsstiller regeringen og tilhængerne af flest mulig afslag på asylansøgningerne.
Flygtningenævnet er en uafhængig og domstolslignende instans, basta bum. Med denne trylleformular parrerer og afviser regeringen kritikken af asylafslagene til de 282 irakere, men sagen er, at Flygtningenævnet ikke længere lever op til betegnelsen. For saglighedens, faglighedens og den folkelige legitimitets skyld, er tiden derfor inde til at reformere nævnets struktur og organisation, så det igen kan blive, hvad det var engang – nemlig en domstolslignende instans.
Ved sin dannelse i 1983 bestod Flygtningenævnet af et korps af medlemmer, der foretog de endelige afgørelser på afslagssager fra det, der dengang hed Direktoratet for Udlændinge, senere Udlændingestyrelsen og senest på godt orwellsk nysprog: Udlændingeservice. I hvert nævn sad syv medlemmer: En dommer som formand, et medlem udpeget af hhv. socialministeren, justitsministeren og udenrigsministeren, et medlem udpeget af Advokatrådet og to medlemmer udpeget af Dansk Flygtningehjælp.
I 2002 blev nævnssammensætningen ændret, så det i dag kun består af en dommer, et medlem udpeget af Advokatrådet og et medlem udpeget af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration (hvor hele området ligger i dag efter at det ved nævnets oprettelse var delt mellem justitsministeriet og socialministeriet og i halvfemserne overgik til integrationsministeriet).
Ændringen, som blev indført året efter regeringsskiftet i 2001, betød altså primært, at Dansk Flygtningehjælp blev fjernet fra nævnet. Denne organisation (som jeg skylder at oplyse, at jeg selv arbejdede for fra 1993 til 2001) var ellers med i ordningen for dels at bidrage med faktuel baggrundsviden om forholdene i flygtninges hjemlande, dels at sikre en bred, folkelig forankring gennem sin struktur som paraply for en række humanitære organisationer. Politisk set ønskede partierne en bred nævnssammensætning, så der var ro, opbakning og enighed om nævnet og dets integritet.
At fjerne Dansk Flygtningehjælp fra ordningen, var ren logik for regeringen og Dansk Folkeparti. Målet var at nedbringe antallet af godkendte flygtninge drastisk, og derfor var det nødvendigt at gøre vejen til afslag nemmere. Dansk Flygtningehjælp var en irriterende sten i skoen, der skulle ud. Det politiske ønske var naturligvis reelt nok – men med stramningerne ophørte det rimelige i at kalde det decimerede Flygtningenævn uden humanitær sagkundskab for en uafhængig og domstolslignende instans. Med den nuværende sammensætning af nævnene – en dommer, en advokat og en embedsmand fra ministeriet – er der godt nok stadig tale om et organ, der i lighed med en domstol træffer endelige afgørelser, men nævnet lever ikke op til den uvildighed, uafhængighed og troværdighed som ligger i begrebet ”domstolslignende”.
Hvad skal man bl.a. mene om, at en tredjedel af nævnet består af en repræsentant for det ministerium, hvis egen styrelse (altså Udlændingeservice) har givet afslag på sagen? Er det uafhængigt? Eller hvad med den oversete omstændighed, at Flygtningenævnet skal rette sig efter PET, hvis tjenesten uden videre begrundelse dikterer afslag på asyl til en person af hensyn til statens sikkerhed? Er det ”uafhængigt” og ”domstolslignende”? Nej, Flygtningenævnet er ikke særlig uafhængigt, og det ligner ikke en domstol. Det er derimod reduceret til et tribunallignende ekspeditionskontor.
Den aktuelle krise om irakerne i Brorsons Kirke, er ikke bare vital for irakerne selv og deres fremtid. Den er også vital for Flygtningenævnet, der har behov for en reform, så det ikke bare tilfredsstiller regeringen og tilhængerne af flest mulig afslag på asylansøgningerne. Nævnet har brug for at kunne arbejde reelt selvstændigt og uafhængigt og ikke være omklamret af ministerens og andre politikeres upassende påstande om at det er en domstolslignende instans.
Derfor skal offentligheden vide, hvilke kilder Flygtningenævnets medlemmer lægger til grund for deres afgørelser. Nogle,
måske de fleste, af de afviste irakiske asylsøgere har måske/måske ikke behov for beskyttelse i henhold til FN’s Flygtningekonvention. Det har vi svært ved at vurdere, fordi nævnet ikkevil fortælle os, hvilken viden de baserer deres afslag på. Vi ved bare at de danske myndigheder ikke selv har været på mission for at indsamle fakta om sikkerheden for de afviste, og at de internationale humanitære organisationer med FN’s flygtningehøjkommissariat UNHCR i spidsen tværtom advarer imod tilbagesendelse og kritiserer den dansk-irakiske hjemsendelsesaftale.
Sagen om irakerne stiller det danske asylsystem i et skarpt lys og rejser bl.a. disse spørgsmål: Hvad er det det danske Flygtningenævn i form af en dommer, en advokat og en af Birthe Rønn Hornbechs embedsfolk fra ministeriet ved om sikkerheden i Irak, som resten af verden ikke ved? Hvilke kilder som modbeviser UNHCR’s viden om sikkerheden i Irak bruger Flygtningenævnet? Kan vi have tillid til Flygtningenævnets politiske uafhængighed? Hvilken usynlig rolle spiller PET og antiterrorlovgivningen?
Jeg hører ikke til dem, der plæderer for en særlov, der skal give opholdstilladelse til de 282 irakere fra Brorsons Kirke. Særlove er hverken praktiske eller fornuftige i et retssamfund, og ingen ønsker at have præsendes for at man kan presse sig til en opholdstilladelse. På den anden side er jeg på ingen måde overbevist om, at Flygtningenævnet har truffet forsvarlige beslutninger i alle sagerne, og jeg er sikker på, at der blandt irakerne er mange, der risikerer forfølgelse i hjemlandet. Nu lægger de danske myndigheder imidlertid al vægten på, at asylsøgere skal være individuelt forfulgte, og hvis en asylsøger ikke kan dokumentere den risiko, betyder det afslag. Men der er som bekendt langt fra afslag til afrejse, og indtil videre har de danske hjemrejseaftaler været et flop. Derfor er nervespillet nu i fuld gang, og da ministeren er ude af stand til at give sig, venter hun sikkert kun på en mulighed for at kunne kalde det en fornuftig løsning, når hun mod sin vilje ender med at give nogle børnefamilier opholdstilladelse af humanitære årsager. Men det forudsætter, at mange af de enlige mænd, vælger at rejse ud til det hjemland, de frygter, men som de danske myndigheder finder sikkert nok – uden at have været der selv og i modstrid med FN.