Weekendavisen den 2. oktober 2009.
Kommentar. Forfattere og forlæggere er mennesker, og det er menneskeligt at fejle.
Filmfolket har altid deres sjov med at finde goofs i nye film – fejl, inkonsekvenser osv. F.eks. kan jeg huske at en af de lavstammede hobitter i Ringenes Herre-filmene, går ud på en balkon på et slot og skuer ud over landskabet. Men slottet er bygget af og til mennesker, hvorfor hobitten jo ikke ville kunne se ud over balkonens balustrade, men det var der ligesom ingen der tænkte på i den milliarddyre produktion…
Den slags fejl er ikke altid skæmmende, men altid underholdende, og som anmelder kan man ikke nære sig for at score et par billige points: Da jeg for nylig anmeldte Jakob Ejersbos fremragende Revolutions-fortællinger, noterede jeg f.eks., at der var to anakronismer i en novelle, der er sat til at foregå i 1974: Kurt Waldheim var ikke Østrigs præsident, men FN’s generalsekretær, og ordet ””tryghedsnarkomaner” var endnu ikke introduceret i det danske sprog, for det kom først med Vita Andersens digtsamling i 1977.
Var det nødvendigt at bemærke disse ”fejl”? Nej, ikke nødvendigt som i nødvendigt, men relevant. Fjerner de milde anakronismer litterær kvalitet fra novellerne? På ingen måde! Derfor undrede det mig også, at Gyldendal i en mail lod mig forstå, at Waldheim-fejlen vil blive rettet i et nyt oplag – hvordan og hvorfor?
Men apropos fejl og Jakob Ejersbo: I min anmeldelse skrev jeg også, at der var mange afsmitninger fra engelsk i teksten, bl.a. ordet ”operationsteater”, som jo på dansk hedder et ”operationsrum”. Fejlen er helt på min side. Jeg anmeldte nemlig på grundlag af en korrektur, som jeg havde fået fra forlaget, og var ikke opmærksom på, at ordet var ændret i den færdige bog, og det beklager jeg. Jeg troede bare ikke at der blev rettet yderligere detaljer i det manuskript, som forlaget havde aftalt med forfatteren inden hans død.
Men fejl opstår i alle led. Som ung arbejdede jeg som redaktør på Gyldendals børnebogsredaktion. En gang opdagede jeg, at Hanne-Vibeke Holst lod sin Louise sætte en porretærte i ovnen, hvorefter hun serverede en løgtærte (eller så var det omvendt, men tærter var det i hvertfald, dengang i firserne). En anden gang skulle jeg sørge for udgivelsen af Klaus Rifbjergs Som man behager. Det er nok forkert at sige, at jeg var redaktør for forfatteren, for han var ikke lige typen, der krævede det store modspil for at få teksten til at makke ret, men som udgivelsens ekspeditionssekretær, afslørede jeg dog forfatteren i en herlig inkonsekvens. På side dit havde den smukke pige brune øjne, men på side dat var øjnene blå. Samvittighedsfuldt ringede jeg til Rifbjerg for at få at vide, hvilken farve øjnene skulle være, og jeg har aldrig glemt svaret: ”Ha, ha! Det må du bestemme, de kan blive dit bidrag til Danmarkslitteraturen!”
Den slags inkonsekvenser er til at tage at føle på, men hvad med fejl, som selv den dygtigste redaktør ikke har mulighed for at gennemskue, bl.a. fordi forlagene ikke kan faktatjekke enhver detalje i forfatternes manuskripter? Betyder det f.eks. noget for læseoplevelsen og spændingen, at Peter Høegs tilsyneladende leksikale viden om is og sne i romanen om Smilla, i virkeligheden blot var fantasifuld afskrift fra nogle leksika og fagbøger? Betyder det noget, at der slet og ret sker for mange ting indenfor tidskronologien i Da Vinci Mysteriet? Og hvad gør det, at Klaus Rifbjerg i romanen om Nansen og Johansen har forkert fat i diverse dyre- og vejrfænomener, bl.a. kan jeg huske at en krakilsk normand kritiserede ham for at lade en skudt sæl vende bugen i vejret og flyde på vandspejlet i stedet for at gå til bunds (eller var det omvendt?).
Om en sæl dør på den rigtige måde, er ikke noget, der påvirker læseoplevelsen for almindeligt dødelige. Men det er naturligvis en legitim og nødvendig sport at spotte fejl, og som anmelder er det også en pligt, som man skal omgås med samvittighedsfuldt og med varsomhed.
Derfor undrer det mig, at ingen anmeldere har påtalt noget virkelig sært i Michael Katz Krefelds temmelig underholdende krimi, Pans hemmelighed, hvor vi møder en psykopat, der bortfører og dræber drengebørn. Ligene bærer præg af voldtægt, men bortføreren har ikke efterladt sig spor af dna. Tværtimod efterlader han glansbilleder af Peter Pan, og som opklaringen skrider frem og manden bliver anholdt, står det klart at han er ude på at beskytte børnene mod det han eufemistisk kalder ”Kaptajn Klo”, en kreds af pædofile. Ved at tage drengene med til Ønskeøen, altså dræbe dem, ønsker gerningsmanden med den syge hjerne at frelse de små. Han bedøver dem, siger at han er Peter Pan, og nu skal de ud at flyve…
Og det er alt sammen meget godt, hvis ikke det var fordi de bortførte drenge er ni år i romanen. Ni år! Hvilken dreng på ni år kan lokkes med eventyr om Peter Pan? Ingen, mener jeg. Michael Katz Krefelds roman burde have handlet om drenge i børnehavealderen, ikke om børn, der går i 3. klasse og for længst er holdt op med at tro på julemanden og andre fantasifostre.
Fejl i bøger minder os om, at forfattere og forlæggere er mennesker, og at det er menneskeligt at fejle. Derfor må man have en forsonende holdning til de fejl, der ikke skyldes sjusk, men et kunstnerisk koncentrationssvigt. Det gode ved fejlene er jo, at det giver os fejlfindere noget at arbejde med.