Anmeldelse i Weekendavisen den 12. juni 2009.
Hvedekorn. ”Ingen hører til i mit land for vi er alle ens,” skriver debutanten Eva Tind Kristensen i sine adoptions- og identitetsdigte.
Bedst som det nye nummer af Hvedekorn ankom, sad jeg og rodede med et lige præcis 40 år gammelt nummer af tidsskriftet, hvor kunstneren Erik Andersen bidrager med fulde 25 sider med IBM-koder, hvorfor løskøbere kan få refunderet halvdelen af tidsskriftets pris, hvis de ikke råder over et dataanlæg med kapacitet til IBM 360/65, RC 4000, CDC6600, BESM-6…
Det var dengang Poul Borums var redaktør. Nu bestrides posten af noksåbekendte Lars Bukdahl, og den gode mand giver sin egen begejstring frit afløb i pressemeddelelsen, hvor han ved den søde grød fejlciterer sit eget mesterikon, F.P. Jac.
Ifølge redaktøren skriver digteren, at ”Telefonen er tyk”, hvilket i og for sig er meget, meget sjovere end ”Telefonbogen er tyk”, som imidlertid bare er meget, meget sandere og i fuld overensstemmelse med ordlyden i digtet ’Hvor er det skønt at være født med ironi i røven”, som er en af de tre F.P. Jac-tekster, som redaktionen modtog kort før digterens død i julen i fjor.
F.P. Jac digter om noget så sært som coaching og coacher, det er dem der gør telefonbogen tyk. Teksterne er ikke alene fulde af ironi i røven, de er også fulde af poesi, for bedst som jeg begyndte at frygte, at han blot fortabte sig i stort set ingenting, slår han til med det erotisk foruroligende digt ’På den anden side af hækken ligger hun og gnubber sig’. Ja, hun ligger der og ”ælter i takt med solen” og ”hver ligge udposning bliver gnubbet til sin ret”, og så tror pokker at digteren ikke kan koncentrere sig om plænen hvor den lokale coach forgæves har prøvet at skræmme muldvarpene væk med fiberledninger med høj musik. Han må lære at leve med det, konstaterer han, ”det er vel en snurrig sommerforkælelse / måske en solnervøsitet.”
Jo, F.P. Jac var født med ironi i røven, og han havde den heldigvis i behold da han døde, hvilket hans sidste digte (med mindre andre dukker op, naturligvis) vidner om, som altid godt blandede øjeblikke af stor skønhed og mærkeligt ordrod.
Traditionen tro er Hvedekorn stedet, der skænker debut til især unge digterspirer. Denne gang er Eva Tind Kristensen en af de mest interessante med en nævefuld temperamentsfulde adoptions- og identitetsdigte, der – ganske som Maja Lee Langvad i Find Holger Danske (2007) – kredser det at høre til i egnes og andres øjne:
”Jeg tegner et kort over et land hvor indbyggerne ligner mig / Det er et hemmeligt land. Det er et racerent land idet har vi alle samme form og uniform. Ingen hører til i mit land for vi er alle ens.”
Sådan står der blandt andet i teksten ’Tegning01’, og det tænk lige én gang mere over den dobbeltbundede elegance i dét sætning: ”Ingen hører til i mit land for vi er alle ens”…
En anden Hvedekorn-debutant hedder såmænd Naja Marie Aidt, der borer sig dybt ind i erindringen med den overrumplende og smukt svungne seksfløjede digtkreds ’Barnet bor i Brooklyn’. Det er et digt, som man fremover vil henvise til som et af disse års lyriske hovedværker, mættet som det er med symboler, sansninger og sprog, der handler om den svære livskunst at høre til et sted. Det er et tema, som den adopterede Eva Tind Kristensen deler med den frivilligt eksilerede Naja Marie Aidt, og det er her Hvedekorns tyngde skal findes denne gang.
Hvedekorn 1/2009. Red.: Lars Bukdahl (poesi) og Christian Vind (kunst). 64 sider, 98 kr. Borgen.