Interview m.m. i Amnesty Internationals magasin, 01 februar 2009.
Peter Øvig Knudsens bøger om Blekingegadebanden er nu blevet til en dramadokumentarisk film, som med instruktøren ord er en tragedie fra start til slut. Vi har talt med Anders Riis-Hansen, der i et miks af interviews, rekonstruktion og gamle originalklip, søger at finde ud af, hvad der skete dengang, Danmark mistede sin uskyld til en gruppe venstreorienterede unge: ”Vi går til demonstrationer, vi maler måske på en mur, en dag kaster vi en sten, og pludselig deltager vi i våbentræning… Hvordan sker skredet?”
Anders Riis-Hansen havde gennem mange år arbejdet med journalistik og dokumentarisme, bl.a. som medtilrettelægger af serien om Drengene fra Vollsmose, der fulgte en gruppe indvandrerdrenge på deres skole i Odense-forstaden. I 2004 begyndte han som dokumentarredaktør i Danmarks Radio, men for ikke at komme for langt væk fra arbejdet i marken, havde han bedt om en åremålsansættelse, og da han så småt kunne skimte kontraktens udløb, mødte han forfatteren og journalisten Peter Øvig Knudsen, der havde en god idé.
De to journalister kendte lidt til hinanden fra gamle dage i det, som Anders Riis-Hansen kalder ”de venstresnoede kredse”, og de begyndte at tale om mulighederne for at filmatisere historien om Blekingegadebanden, som på det tidspunkt var ved at tage form i Peter Øvig Knudsens computer.
”Jeg var helt enig i, at her lå en historie, som det var oplagt at fortælle i dokumentarisk form på film, og da jeg var færdig i DR og Peters første bind udkom, begyndte vi at arbejde på at få Filminstituttet og DR med på ideen om at filmatisere historien om den venstreradikale bande. Samtidig lånte Peter mit sommerhus, hvor han sad og lagde sidste hånd på bind to,” fortæller Anders Riis-Hansen, hvis karriere som journalist også har bragt ham to år til Costa Rica, hvor han arbejdede for Den Centralamerikanske Menneskeretskommission.
Den 20. marts 2009 får filmen premiere i biografer landet over, men mod sædvane har pressen ikke fået lov til at se den endnu – kun det lille trailerklip, der bl.a. kan ses på filmportalen kino.dk. Anmelderne får først mulighed for at se filmen to dage før premieren.
”Ja, af praktiske hensyn har vi lovet de medvirkende, at filmen først kan ses umiddelbart før den også kan ses af publikum i biograferne. Det skyldes blandt andet, at der træder folk frem i filmen, som nu for første gang fortæller om, hvad de deltog i i 70’erne og 80’erne. Det er ting, som de ikke har fortalt deres nuværende familier om,” siger instruktøren.
Selvom filmen er baseret på Peter Øvig Knudsens bøger, har Anders Riis Hansens research nemlig bragt nye detaljer frem:
”Projektet står på skuldrene af Peter arbejde, men jeg er kommet nogle lag dybere ned. I bind et kan man f.eks. læse, at kuppet mod posthuset i Lyrskovgade i 1976 blev begået af kredsen omkring Blekingegade. Det er beskrevet på basis af kilder, der har været refereret i B.T. og Ekstra Bladet, som mente at gerningsmændene havde været iført dykkerdragter og gasmasker. Men en dag talte jeg så med en kilde, der sagde, at det er sandt nok, at kuppet blev gennemført af folk i mørke dragter, som derefter skiftede til lyst tøj og blev sat af af flugtbilen på Frederiksberg tre minutter senere. Men min kilde fortæller også, at de ikke rendte rundt i dykkerdragter og med gasmasker, sådan som aviserne skrev. B.T. og Ekstra Bladet har gjort det mere spektakulært, end kuppet i forvejen var, og det var ellers spektakulært nok. Men i filmen træder en person for første gang frem, anonym ganske vist, og siger: ’Jeg gennemførte kuppet’.”
Det er netop de personer, der var en del af Blekingegadebanden og det venstreradikale miljø, der har gjort Anders Riis-Hansen nysgerrig. De mente selv, at de var kriminelle i en højere sags tjeneste, og de så sig selv som en slags moderne Robin Hood’er, som en af dem siger i filmen.
”Hven var de? Hvad tænkte de? Hvad tænkte de? Hvad tænkte disse helt almindelige danske middelklasebørn, som ikke kom fra traumatiserende flygtningelejre og krig, og som vi ikke kan holde ud i straks arm? Det nemmeste er at dæmonisere, men det er uinteressant at vise folk som dumme svin fra start til slut. Derfor forsøger jeg at komme ind bag pandebrasken dem. De var rundet af venstrefløjens protest mod USA’s krig i Vietnam, og det kan vi jo godt identificere os med, men hvordan sker radikaliseringen? Hvornår bliver idealisme til fanatisme? Pludselig gør man noget, man tidligere mente var forkasteligt. Man mener at man gør det i en højere sags tjeneste – men hvordan sker det skred? Man går til demonstrationer, man maler måske på en mur, en dag kaster man en sten, og pludselig deltager man i våbentræning. Hvordan sker dette skred? Hvordan tager man de skridt, der når man er midt i det, umiddelbart opfattes som små, men som i tilbageblik er kæmpestore? Hvornår træder man ind, og hvordan træder man ud?”
Gad vide hvad de tænker i dag?
Filmen om Blekingegadebanden kombinerer flere filmiske, journalistiske og dokumentaristiske genrer og metoder. Der er både autentiske billeder fra Vietnam-demonstrationerne i 60’erne og rekonstruerede scener, men det er svært at skelne, hvad der er hvad.
”Filmen åbner med kuppet i Købmagergade, men rekonstruktionen adskiller sig fra fiktion, fordi jeg ikke kan tillade mig at vise en morder, når ingen enkeltperson er dømt,” siger Anders Riis-Hansen, der integrerer interviews, arkivbilleder, rekonstruktioner og fiktive lag på en måde, der bringer historien videre uden digt:
”Jeg har haft samme arkivadgang hos politiet, som Peter havde. Jeg har stået i PET’s kælder og affilmet materialet for første gang, og jeg bruger også autentiske PET-optagelser, hvis det er muligt. Ellers rekonstrueret jeg det, jeg har læst i PET’s observationsrapporter, f.eks.: ”Torkil Lauesen cykler ned ad Rantzausgade med en Netto-pose på styret”, men jeg forstyrrer ikke publikum med et blinkende R for at vise, at noget er rekonstrueret. Filmen er én lang oplevelsesrejse,” siger Anders Riis-Hansen, der har arbejdet sammen med instruktøren Kenneth Kainz om de rekonstruerede scener, der stort set alle er genskabt på de autentiske steder, dog ikke Daells Varehus, som er bygget helt om siden røveriet i 1986.
”Vi kunne heller ikke rekonstruere bandens tilholdssted i den rigtige lejlighed i Blekingegade, hvor der i dag bor en mand, der ikke ville åbne døren for os. Heldigvis fik vi lov til at låne overboens lejlighed, som vi så indrettede som bandens tilholdssted,” siger Anders Riis-Hansen, hvis film bringer os lidt nærmer en forståelse af det miljø og den tid, som Peter Øvig Knudsens bøger afdækker. Men der er stadig meget at tage fat på, mener han:
”Der er masser af ufortalte historier om den tid, bl.a. om kønskampen. Hvem fortæller kvindernes historie? Hvem får dem til at træde frem?,” spørger han.
”Historien er fundamentalt spændende, for her er nogle mennesker der lever et dobbeltliv med en illegal del midt i det danske smørhul. Jeg prøver at formidle mine egne oplevelser. Jeg sympatiserer ikke med Blekingegadebandens gerninger, men jeg kan måske godt synes at personerne er sympatiske. Jeg fik kvalme af at se bevismaterialet, men ondt er ikke bare ondt, og godt er ikke bare godt. Det interessante er det, der befinder sig midt imellem. Derfor spørger jeg mig selv: Gad vide hvad de tænker i dag, når de ser hvor lidt der er sket i Mellemøsten? Hvad har de opnået? De har undermineret demokratiet og kanaliseret penge til en organisation, der er stort set ikke-eksisterende i dag. Historien om Blekingegade-banden er ikke en spændingskrimi. Den er meget mere end det, den er en tragedie fra start til slut,” mener Anders Riis-Hansen.
Anders Riis-Hansen: Blekingegadebanden. Premiere den 20. marts 2009.
NOTER
Ari Folman: Waltz with Bashir. Premiere den 20. februar 2009.Under borgerkrigen i Libanon begik højreorienterede kristne i 1982 en massakre på hundredvis af civile palæstinensere i flygtningelejrene Sabra og Shatila ved Beirut, mens den israelske hærledelse undlod at gribe ind. Nu kommer den israelske instruktør Ari Folman med en fuldkommen fantastisk film, der dels undersøger hvad der skete dengang i 1982, dels griber fat i soldaternes fortrængninger, mareridt og traumatiske skamfølelse. Filmen ligner ikke noget, man før har set, idet den består af dokumentariske interviews, drømmesekvenser og rekonstruktioner, der alle er omsat til en hårdt koloreret og krigsæstetisk billedanimation. Filmen, der bl.a. har vundet en Golden Globe som bedste udenlandske film, sætter en ny standard for, hvad dokumentarfilmen også kan.
Danny Boyle: Slumdog Millionaire. Premiere den 6. marts 2009.”Om lidt kommer Amnesty International rendende med deres menneskerettigheder,” ærgrer politichefen sig, da den unge fange, der får sat strøm til fødderne, hænger bevidstløs fra en bjælke i loftet. Men hverken tæsk, stød eller hovedet holdt fast under vand, får den 18-årige Jamal til at indrømme, at han snød sig til sejren og de 20 millioner rupees i hindi-udgaven af Hvem vil være millionær? Jamal snød nemlig ikke, og det var ikke pengene, men forelskelsen, der drev ham i denne ubetaleligt skønne historie om kærligheden, der overvinder alt, selv ussel fattigdom, misbrug, vold og svigt. Slumdog Millionaire har vundet fire Golden Globes og er nomineret til ti Oscars. Men mens vesten elsker den, er inderne rasende, og i slutningen af januar brød der demonstrationer ud mod filmen, der anklages for at vanære de fattige, bl.a. ved kalde dem ”slumhunde”…
Jean Stéphane Sauvaire: Johnny Mad Dog. Premiere den 27. marts 2009.De har navne som No Good Advice, Small Devil, Young Major, Quick To Kill, Jungle Rocket og Captain Dust to Dust – og Johnny Mad Dog. De forældreløse børn, hvoraf mange selv har henrettet deres forældre under tvang af de skruppelløse generaler, strejfer nu rundt som dræbeglade militsstyrker, fuldkommen tømt for følelser. Når de først har dræbt deres egen familie, lever de med frygten for selv at blive skudt, for alle der taler om deres mor og far, bliver henrettet. ”Mit våben er min mor og min far,” siger de. Militsen hærger gennem landet, skæve af pot og coke, som en ukontrolleret hær, forenet og fornedret af deres egen brutalitet og undertrykte sorg. Den autentiske historie om Johnny Mad Dog, der blev børnesoldat i Liberia som tiårig, danner forlæg for denne brutale film, hvor mange tidligere børnesoldater spiller med. Læs mere på hjemmesiden for den stiftelse, der hjælper børnene: www.jmdfoundation.org.