Kommentar i Weekendavisen den 4. juni 2009.
Buddhisme. Hvorfor giver tv-stationerne Dalai Lama fri taletid med spirituel lirumlarum?
Da Dalai Lama i sidste uge havde været på privatbesøg hos statsminister Lars Løkke Rasmussen hjemme i Græsted – nå nej, på embedsboligen Marienborg – stod TV2 News, DR og Ritzau klar med mikrofoner på gårdspladsen for at opsamle guldkorn fra det spirituelle orakel. Hvad de fik ud af det, kan man bl.a. se på nyhederne.tv2.dk, hvor der ligger hele fire minutters interview med lamaen. Sagde jeg interview? Undskyld, der var tale om en monolog, et foredrag, en erklæring – og ren tågesnak.
Dalai Lama er en vigtig mand med en vigtig sag, og jeg ønsker alt godt for Tibet og landets retfærdige krav om øget selvstyre. Men når den genfødte lama kommer til landet som en blanding af rockstar og bessefar, synes jeg kun at han er en god nyhedshistorie, hvis han leverer varen, rent politisk. Det gjorde han imidlertid ikke, for det kunne hans danske værtsfolk ikke holde til. Kina ville som bekendt ikke have det.
Derfor var mødet med statsministeren ”privat”, og derfor handlede det ikke om politik. Men var det også derfor, at Dalai Lama fik lov til at plirre med øjnene (han minder, uden sammenligning i øvrigt, ganske meget om Thorkild Simonsen, der i sin tid som indenrigsminister også fik lov til at smile og plirre sig gennem mange interviews) og tale nonsens uden at en eneste journalist stillede et spørgsmål?
I hvert fald havde tibetanernes åndelige overhoved bemærkelsesværdig god tid foran de rulle kamerarer. Lamaen fortalte, at han havde diskuteret de emner, han altid har på sin dagsorden med den danske statsminister. Det handler om – og hør nu godt efter, kære journalister – at fremme menneskelige værdier, så vi kan blive lykkelige mennesker, lykkelige familier, lykkelige samfund, så vi kan leve sammen på trods af forskellige holdninger, forskellige religioner og forskellige racer, fordi vi alle er mennesker. Nogen gange, sagde lamaen, ofrer vi de primære menneskelige værdier til fordel for sekundære menneskelige værdier, og derfor arbejder han for at øge menneskelige værdier som tilgivelse, tolerance og kærlighed.
Hvornår har nogen imman sidst fået så meget taletid? Eller nogen rabbiner? Eller nogen præst? Eller nogen som helst? Hvorfor denne ekstreme respekt for den buddhistiske bedstefar? Hvorfor så meget uafbrudt lirumlarum om at leve sammen i fredelig sameksistens og harmoni? Siden hvornår er den slags blevet nyhedsstof? Siden hvornår er det blevet journalistens job ikke at stille spørgsmål?
Ok, jeg ved udmærket godt, at ethvert spørgsmål ville afføde et diplomatisk ikke-svar. Men retfærdiggør det nu de fire minutters monolog om menneskelige værdier? Ikke at lamaen har uret i alt det han siger, tværtimod. Det er bare ikke nyhedsstof, og en nyhedskanal er ikke skabt for at kolportere religiøs petitfilosofi. Selv ikke da lamaen fremhævede Indien som et godt eksempel på sameksistens og religiøs tolerance, lagde journalisterne an til spørgsmål, heller ikke da den religiøse mand selv kom i tanker om, at der vist nok i sidste uge var en massakre i et sikhtempel, hvilket førte til religiøse optøjer i dagene efter.
Det er naturligvis svært at interviewe en mand, der befinder sig i en højere sfære, og som at taktisk-diplomatiske-politiske årsager rent faktisk er ude af stand til at sige noget interessant. Kinas godt timede sabelraslen skaber jo et fuldkommen forudsigeligt og rituelt forløb: De siger, at statsministerens møde med lamaen skader det dansk-kinesiske forhold. Vi siger, at mødet er privat. Og lamaen siger intet med substans. Eller rettere sagt, han forklæder sin reelle tavshed med filosofisk filigran, som man kan læse sig til i enhver kvasireligiøs selvhjælpsbog. Det er – med al respekt – inderligt uinteressant. Ingen langskægget muslim var sluppet af sted med det. Og ingen slipseklædt statsminister. Hvorfor er det så ok, når man går i orange gevandter?
Det er det åbenbart, fordi Danmark elsker buddhismen. Det er en religion, vi ikke behøver at frygte – og så er vi også i dén grad forblændet af dens kærlighed og tolerance samt, naturligvis, tibetanernes politiske kamp mod kineserne. Vi tror på, at buddhismen er mere fredselskende end andre religioner, selv i denne tid, hvor Sri Lanka buddhistiske regering og hær for alvor har fået nedkæmpet tamilerne gennem en politisk og religiøs symbiose af buddhisme og nationalisme, bl.a. blev den afgørende offensiv mod Tigrene velsignet i fællesskab af præsidenten, forsvarsministeren og 3.000 buddhistiske munke.
Alle elsker Dalai Lama. Ja, selv Dansk Folkepartis borgerrepræsentant i København, Finn Rudaizky (der både er tidligere formand for Mosaisk Troessamfund og tidligere socialdemokrat), vil gøre tibetanernes spirituelle overhoved til æresborger i hovedstaden, sådan som han bliver i Warszawa om kort tid. Men ærlig talt har vi ikke brug for denne buddhistiske forblændelse i en tid, hvor det ellers ligger det sekulære demokrati så meget på sinde at skille religion og politik ad. Vi har mere brug for kritiske analyser af fremvæksten af den væbnede buddhistiske nationalisme i Asien. Men ingen spørger lamaen om den slags, fordi, tror jeg, at han med hele sin milde fremtoning, står skulder ved skulder med Ghandi og Mandela, tolerant, tilgivende og kærlighedsfuld. Ingen ønsker at se bag den facade.
Til sidst skal vi lige notere – som Dalai Lama i sidste øjeblik huskede at understrege overfor pressen på Marienborg, sikkert efter nøje aftale med sin vært – at mødet med Lars Løkke Rasmussen ikke var politisk, men spirituelt. Hermed er cirkusset fuldendt for denne gang, for naturligvis holder vores statsminister ikke bare spirituelle møder med religiøse overhoveder. Dalai Lama var inviteret til Danmark af en privat buddhistisk organisation, og når statsministeren ulejliger sig fra sit kontor til residensen ved Lyngby Sø, er det ikke af åndelige årsager, men på grund af politik. Det er klart, at et vist mummespil med og mod kineserne er nødvendigt. Men det er ikke mediernes opgave at deltage i det spirituelle lirumlarum om kærlighed og lykke.