Anmeldelse i Weekendavisen den 10. juli 2009.
Tid&Skrift. Litteraturmagasinet Standart relancerer sig selv og opruster litteraturkritikken. Men redaktionen skal passe på…
Det konservative urpunkt
Klog, krævende og kritisk – sådan træder litteraturmagasinet Standart nu ind i nyt design og en ny stil, her midt i tidsskriftets 23. årgang. Med en bundløs tro på litteraturens og litteraturkritikkens nødvendighed, går redaktionen (som jeg nævner her idet jeg erkender at jeg ikke ved mere om dem, end kolofonen røber, nemlig deres navne: Poul Bjerregaard, Johannes Henriksen, Kasper Green Krejberg, Søren Mogensens Larsen, Jakob Østergaard Nielsen, Jonathan Nielsen, Allan Sortkær og Sara Tanderup) til arbejdet med anmelderi, essays, portrætter, temaartikler og nye faste klummer om elektronisk litteratur og bogobjekter, ligesom der fast skal anmeldes tidsskrifter. Det er ambitiøst, og det meste er også skarpt.
Hvad anmelderiet angår, skiller medredaktør Jakob Østergaard Nielsen sig ud med et af den slags stunt, man kun kan bruge én gang i sin kritikerkarriere. Han har læst (går jeg ud fra?) Morten Hesseldahls krimi om den columbianske friheds/terror(efter smag og behag)-organisation FARC, og under den nedladende og beske overskrift ’Kronikvinder’ skriver han i al sin enkelhed FUCK FARC. Ordet fuck staves med langt u og ordet FARC med langt a, ja faktisk er der afsat 19 linier med u’er og 19 linier med a’er. Og så til sidst en parentes: (men også idealisme) og derefter to udråbstegn: !!
Jakob Østergaard Nielsen er hverken Hans Brix eller Poul Borum, men han har tydeligvis det mod og talent, som en god litteraturkritiker skal have, og selvom det måske ikke taler til min fordel blandt de unge akademikere, så synes jeg at Jakob Østergaard Nielsen gennem FUCK FARC-farcen får vist noget på en meget mere interessant måde, end når han skriver sig selv og os andre ihejl i en indforstået og kedsommelig tekst om ’kritikken som litteraritet og særegen litteraturform’. Ja, jeg er ked af at sige det, men Standarts sektion om litteraturkritik og litteraturkritikkens interne metodedebatter, er præget af en ærgerlig kombination af akademisk arrogance, langspyt og manglende skrivetalent.
Det er ikke nødvendigvis i ”tyngden”, man skal finde styrken. Det, der giver et magasin identitet og karakter, er ikke mindst de bidrag, der ikke ligner noget, man finder andre steder. Derfor er Jens Jacob Toftegaards liste over ’Bøger på vej’ kostelig læsning. Bl.a. ser jeg frem til Niels Franks nye digtsamling, der hedder Jeg længes mod skibsdrengestrofer og pludseligt kød. Eller hvad med Henrik Dahl, Morten Albæk og Eyvind Vesselbo: Hvis din faglihed var retorisk – om de humanistiske videnskabers forfald. Debatmanifest.
Standarts sommeroffensiv har direkte polemisk adresse til aviserne, som ifølge redaktionen anmelder for få titler og skriver for meget om bøger og for lidt om litteratur. Og det er jo sandt nok. Dagspressen bruger også (alt for meget!) plads på produktudviklet konceptlitteratur så som samtalebøger, vikarskrevne kendiserindringer og selvhjælp på 1000 måder og i farver. Derfor er det relancerede Standart naturligvis himmelsendt med sine nye ambitioner om mere og skarpere litteraturkritik.
Selv skriver redaktør Jonathan Nielsen i lederen, at magasinet ikke ønsker at henfalde til det konservative urpunkt. Det er et begreb, som vi træffer i en komprimeret tekst – slet og ret betitlet K – af Niels Frank, der med præcision og humor forsøger at skildre hvad det vil sige at være konservativ. ”Enhver konservativ orienterer sig efter et urpunkt, der er upåvirket af sine omgivelser, som aldrig forandrer sig, og hvorom alt andet cirkulerer,” skriver han. Men der vil Standart ikke hen. De vil gerne ses som et specifikt litterært tillæg til den eksisterende reception (reception = modtagelse/anmeldelse af bøger). Som sådan skal magasinet været så inderligt velkommen. Man kan kun ønske at redaktionen fremover nøjes med at skrive akademisk på universitetet og så udfolder de kritiske og essayistiske talenter i et renere sprog i tidsskriftet.
Og så venter vi spændt på, om Standarts veltænkte sektion med tidsskriftkritik kommer til at rumme en gæsteanmeldelse af dette nye nummer, der i strålende glimt viser, at det kan være en bevægelse væk fra det konservative urpunkt, hvis vi får færre uforståeligheder om ”litteraritet, hvor både litteraturkritikken og litteraturen kan operationaliseres i konstitueringen af nye og andre litteraturoffentligheder, der grundlæggende tager udgangspunkt i litteraturen ogkritikken af selv samme og det som intertekstualitet, litteraritet og mål og ikke som bøger, bogstaver og middel” og mere uforfærdet litteraturkritik som ”FUUUUUUUUUUUUUUUUUUUCK FAAAAAAAAAAAAAAAAAAARC…”
Litteraturmagasinet Standart # 2, 2009. 72 sider, 60 kr.