Kommentar i Weekendavisen den 24. april 2009.
Nuancer. Hvorfra kan man udvandre i protest, når Ole Hyltoft kalder islam en voldsorienteret religion?
Samtidig med at den iranske præsident Ahmadinejad gik på talerstolen under FN’s racismekonference i Genevé i mandags, og kaldte Israel ond, undertrykkende og racistisk, fortalte forfatteren Ole Hyltoft, at han nu meldte sig ind i Dansk Folkeparti. For nogle år siden forlod han Socialdemokraterne, hvor han ellers havde været medlem i en menneskealder, og nu meldte han sig til partitjeneste igen:
”Jeg synes at Dansk Folkepartis indsats for at holde en dybt reaktionær og voldsorienteret ideologi som islam lidt på afstand af dansk kultur, er en så vigtig humanistisk opgave, at jeg nu også gerne vil støtte den gennem et medlemskab,” sagde han.
Humanistisk opgave? Nok ikke! At holde islam på afstand af dansk kultur er snarere en nationalistisk opgave, ligesom det er en demokratisk opgave at holde antidemokrater udenfor indflydelse, uanset deres nationalitet eller religion. Ole Hyltoft mener at islam er en voldsorienteret ideologi, men man kan lige så vel sige, at islam er en fredselskende religion, som er under voldsomt misbrug af antidemokratiske, menneskeundertrykkende fundamentalister. Og hvad er dybest set forskellen på at kalde Israel ond, undertrykkende og racistisk, og at kalde islam voldsorienteret? Nej, når jeg hører de to udtalelser fra Ahmadinejad og Hyltoft, tænker jeg, at modsætninger mødes – sådan rent retorisk.
Den iranske præsident har ud fra sit politiske ståsted god grund til at sige, som han gør. Og naturligvis har han belæg for at kæde Israel til undertrykkelse, når der notorisk sker overgreb på palæstinensere. Det er dog ikke det samme som, at Israel er ”ond og racistisk”.
Og Ole Hyltoft har har ud fra sit politiske ståsted også god grund til at sige, som han gør. Og naturligvis har han belæg for at kæde islam til vold, fordi der helt evident bliver begået voldsforbrydelser i islams navn, ikke mindst statslige steninger og henrettelser samt mordet på filmmanden Theo van Gogh og terrorattantaterne i New York, London, Madrid m.m. Det er dog ikke det samme som, at islam som sådan er en ”voldsorienteret ideologi”.
Men hverken Ahmadinejad og Hyltoft interesserer sig for de politiske, kulturelle og religiøse nuancer, og de føler intet ansvar for helheder, tværtimod. Derfor er det ikke folk som dem, der gjorde Durban2 til denne sære succes, der naturligvis ikke afspejler de ideelle, men de mulige løsninger.
Hvis det havde været op til Ole Hyltofts nye parti, ville Danmark have boykottet FN-konferencen, hvilket viser at Dansk Folkepart nu som altid mangler viljen til den diplomatiske dialog, der er en forudsætning for at vi kan formulere og gennemføre de krav, der er vitale for os.
Men vi fik vi et Durban2-dokument, der betoner den frie meningsdannelses nødvendighed og beskytter retten til at øve religionskritik. Det er en ekstrem kovending i forhold til det oprindelige udkast til slutdokument fra det arabisk dominerende menneskerettighedsråd i FN, og en sejr for de demokratiske værdier, ligesom det er bemærkelsesværdigt at Ahmadinejads antizionistiske konfrontation ikke rummede hans normale holocaustbenægtelse. Vi ved fra Foreign Policy Journals offentliggørelse af det oprindelige iranske talepapir, at Ahmadinejad havde forberedt sig på at kalde holocaust et falsum, men i Geneve droppede han sin historieforfalskning, hvilket må kaldes en sjælden triumf for FN.
Durban2 var en politisk armlægning, og naturligvis indeholder slutdokumentet nogle lunser til taberne. Derfor har udenrigsminister Per Stig Møller fuldkommen ret, når han siger, at resultatet er det bedst opnåelige, men at der stadig er formuleringer, vi gerne havde været foruden. Sådan må det nødvendigvis være i diplomatiske komprromisløsninger, om emnet så er racisme eller klima.
Alligevel blev der ikke givet meget ved dørene. Da Ahmadinejad talte, udvandrede Danmark i en planlagt aktion, der fulgte op på forhåndsboykotten fra USA, Canada, Australien, Holland og Israel. Dermed blev den danske deltagelse, som var en diplomatiske fornuftshandling, balanceret på en måde, så alle fik lidt af deres vilje. Vi deltog, men vi markerede en grænse, og det altafgørende facit er, at forsøget på at sidestille religionskritik med racisme, faldt til jorden med en ordentligt brag. De lande der blev, høster derfor mere hæder, end de der blev væk – eller rettere sagt: de der blev, gjorde arbejdet færdig for den samlede demokratiske falanks. Derfor rejste Ahmadinejad isoleret hjem, og vi har nu et resultat, der er bedre end det, vi havde haft, hvis konferenden var blevet lammet af boykot.
Efter mange måneders polemik, viste det sig altså til sidst, at krydspresset mellem de deltagende og de boykottende nationer fra vesten, fik de arabiske modstandere af religionskritik til at indse det nytteløse i deres forehavende. Godt nok fik de gennem lang tid markeret, at profanering af profeter efter deres smag er det samme som racisme – men det viste sig blot at være en glimrende anledning til at fastlå, at menneskerettigheder beskytter mennesker, ikke menneskers ideer.
Hvis ikke vi har ret til at kritisere hinandens religion, har vi intet grundlag for demokrati – og netop deri skal vi finde de antidemokratiske regimers modstand mod religionskritikken. Det handler dels om at beskytte deres gud i himlen, men det handler også om at beskytte dem selv mod demokratiet, der kan true deres magt og politiske og religiøse borgerkontrol i hverdagen. Men slutdokumentet rummer ikke de arabiske fantasier om at kriminalisere religionskritik, det er det afgørende.
Når Dansk Folkeparti slår ned på et punkt i sluterklæringen, der handler om at lovgive imod opfordringer til nationalt, racemæssigt eller religiøst had, er de ganske rigtigt på sporet af noget, der kan begrænse ytringsfriheden. Men det er intet, der ikke allerede er belæg for i den danske straffelovs paragraffer om blasfemi og racisme. Heller ikke hos os, er alle ytringer lovlige.
Ole Hyltofts udtalelse om islam er ironisk nok beskyttet af den Durban2-aftale, som Dansk Folkeparti ikke kan lide, men samtidig er den dybt sårende og stigmatisernede for de fredelige mennesker, der som ganske almindelige mainstreammuslimer lever i overensstemmelse med deres tro, mens de passer deres børn, studier og arbejde som alle os andre. De må naturligvis leve med, at menneskerettighederne beskytter individer, ikke ideer.
Når Ahmadinejad kalder Israel ond, undertrykkende og racistisk, kan landedelegationerne udvandre lige op i hans åbne ansigt. Men hvorfra kan man udvandre fra i protest, når Ole Hyltoft kalder islam en voldsorienteret ideologi? Dansk Folkeparti så sikkert gerne, at muslimerne ikke bare udvandrede fra salen, men fra Danmark, men sagen er, at Danmark er de danske muslimers hjem, og at den danske indsats på Durban2 også var en indsats for et demokratisk samfund med plads til minoriteter i en uperfekt verden.