Kommentar i Weekendavisen den 20. maj 2009.
Lussingeopdragelse. Pia Kjærsgaard kan ikke leve med at blive ignoreret af Søren Krarup, og Søren Krarup kan ikke leve med at blive sat på plads af Pia Kjærsgaard. Det handler om at forsvare børn mod smæk – eller at forsvare familieinstitutionen mod den nazi-kommunistiske totalitære formynderstat.
”Det gør mere ondt på mig end det gør på dig / når jeg byder dig en bid af huskekagen. / Der er ingen grund til skrig og skrål og stor ståhej / over klask med lineal i buksebagen / Når Papa, han tager bæltet af og giver dig prygl / så bliver det gjort med stil og fingerspitzgefühl / Det bygger karakter, så lad være at hyl / Bare husk det for din egen, husk det for din egen, husk det for din egen skyld!”
Anders ”Anden” Matthesen: Jul på Vesterbro.
Hvor mange gange kan Pia Kjærsgaard holde til at Søren Krarup blæser på hendes partidisciplin? Hvor mange gange skal han have lov til at mene noget andet, end partiet officielt mener? Hvor lang line får han i det parti, som ellers ikke er bange for at ekskludere interne kritikere?
Spørgsmålet er relevant, fordi Søren Krarup nu for anden gang inden for seks måneder, argumenterer for forældres ret til at slå deres børn. Det er ellers en ret – revselsesretten – som folketinget afskaffede i 1997. I november 2008 måtte Pia Kjærsgaard ligefrem undsige den ideologiske præst, der havde sammenlignet en antivoldskampagne ved navn Bryd Tavsheden med nazisme og kommunisme. Intet mindre.
”Jeg vil gerne understrege, at Dansk Folkepartis linje i forhold til revselsesretten er krystalklar, og at Søren Krarup burde være klar over, at Dansk Folkeparti under ingen omstændigheder ønsker revselsesretten genindført i Danmark, ” sagde partilederen til Berlingske Tidende for bare seks måneder siden.
Men linjen er nu ikke mere krystalklar, end at Søren Kraup er fløjtende ligeglad med den. Han kaster sig nemlig igen helhjertet ud i et lidenskabeligt forsvar for forældres ret til at slå deres børn – en ret som Pia Kjærsgaard i øvrigt engang selv var varm tilhænger af. Hun kritiserede i sin tid revselsrettens afskaffelsen som en ”uhyrlig socialistisk lov”, men siden har hun skiftet mening. Det har Søren Krarup imidlertid ikke. Han mener stadig, at lussingeopdragelse er et udtryk for forældrekærlighed.
Politiken har fået foretaget en undersøgelse, der viser, at 42 procent af Dansk Folkepartis vælgere siger, at det er acceptabelt (helt eller overvejende) at bruge lussinger eller give en endefuld når man opdrager sine børn, mens kun 13 procent af af de øvrige partiers vælgere deler synspunktet.
Til avisen siger Søren Krarup: ”Jamen, det er ikke skadeligt. Børnemishandling er naturligvis vold mod børn. Men det er ikke vold at opdrage sine børn med myndighed. Det er derimod vold, når samfundet vil umyndiggøre forældrene og ophæve deres opdragelsesmandat. Det er vold. Jeg vil til enhver tid forsvare famlien imod sådan en samfundsvold.”
Altså: At beskytte børn mod at blive slået, er vold mod børn. Dén logik skal man vist være Søren Krarup (eller hans vælgere) for at kunne følge.
Da debatten om forældreretten til at slå, sidst var oppe at vende, skrev Søren Krarup en kronik, hvor han gjorde revselse i børneopdragelsen til et politisk kardinalpunkt. Han gik i sin tid ind i politik med tre mærkesager, skrev han: Udlændingepolitikken, EU-modstanden og forsvar for den private familie i forhold til et behandlersamfund – altså bl.a. mors og fars ret til at slå de søde små. Af lutter kærlighed, forstås.
Hvis det var Søren Krarups tre mærkesager, må han være en skuffet mand i dag. Jo, antallet af asylsøgere og flygtninge er bragt i bund, men ikke noget i nærheden af hans ambition, og EU’s politiske magt er et faktum, som folketinget hele tiden indretter sig efter. Og hvad retten til at slå sine børn angår, kan Søren Krarup himle nok så meget op om nazisme, kommunisme og den totalitære stat. Han kan lune sig ved at 42 procent af hans partis vælgere er enige, men hans chef er ikke.
Hvad mærkesagerne angår, er tre ud af tre mere eller mindre i negativ. Hvis man så lægger dertil, at Søren Krarup er afgrundsdybt skuffet over udbyttet af Anders Fogh Rasmussens berømmede værdikamp, der blev lanceret med brask og i et interview her i avisen i 2003 og endte forleden med en ”kulturliberal” maveplasker i Politiken, må man konstatere, at pastorens politiske karriere har været skønne spildte kræfter.
Debatten om revselsretten aktualiserer to interessante spørgsmål: Hvad kan Dansk Folkeparti bruge en politisk desillusioneret Søren Krarup til? Hvad kan en politisk desillusioneret Søren Krarup bruge Dansk Folkeparti til?
Hvor længe gider Pia sætte den gamle ronkedor på plads i spørgsmålet om lussinger på små bløde børnekinde og endefulde på små bløde børnenumser? Og hvor længe kan hun leve med at han ignorerer at blive undsagt? For bare seks måneder siden, sagde hun til pressen, at hun ”tydeligt havde understreget” overfor Søren Krarup, at partiet havde en krystalklar linje, som altså ikke var hans – og altså heller ikke hele 42 procent af partiets vælgeres. Søren Krarup er komplet upåvirket og undergraver partilederens autoritet. I dét parti er folk blevet ekskluderet for mindre ting.
Søren Krarup kan ikke leve med at blive sat på plads, når han forsvarer familieinstitutionen mod den nazi-kommunistiske totalitære formynderstat, der ikke fatter at fars kærlighed sidder i hans faste hånd – det er jo en afgørende politisk sag for ham, ja vel i grunden et spørgsmål om at beskytte fars faste lussing som en dansk værdi, der hjælper børnene til at forstå, hvor meget de er elsket.
Spørgsmålet er derfor, hvornår Søren Krarup vokser fra Dansk Folkeparti på samme måde som han voksede fra Den Danske Forening. Han bør jo tage konsekvensen af den politiske uenighed og frisætte sig selv fra sit parti, der ønsker at bevare forbuddet mod revselse og dermed støtter en lov, der set gennem Søren Krarups briller er ”kommunistisk”, ”nazistisk” og ”totalitær”.