Kommentar i Bogmarkedet 12/09, juni 2009.
I de seneste ni måneder har jeg hver uge budt velkommen til radioprogrammet Faglitteratur på P1, og nu hvor programmet holder sommerpause frem til september, kan jeg gøre lidt status over mine erfaringer.
Hvad er faglitteratur egentlig? Jeg synes at det nemmeste er, at definere det bagvendt: faglitteratur er alt det, der ikke er fiktion. Indenfor faglitteraturen findes der så naturligvis alle mulige subgenrer, og jeg har redigeret mit program så bredt som muligt: fra lette sager som kogebøger og samtalebøger over essays og debat til tung videnskabelig forskning.
Som redaktør og studievært kan jeg vælge mellem de mange millioner fagbøger, der udkommer hver uge, og bag hvert eneste valg, ligger der også et fravalg. Skal jeg tage Ralf Pittelkows erindringer? Hm, ja hvorfor ikke? Forlaget havde opsøgt mig med en korrektur (altid meget velkommen!) i god tid, men efter endt læsning, lagde jeg ideen død, for dels sagde Pittelkow det han altid har sagt, dels var jeg sikker på at han ville blive grundigt eksponeret i alle andre medier. Men mine llyttere skal ikke nødvendigvis have det, de tror at det skal have! Så ud med Pittelkow og ind med Min Første Røde Ordbog.
Jeg har ledt efter nye stemmer, der ikke har været hørt i radioen før, både af hensyn til mig selv, mine lyttere og – ikke mindst! – den generelle talentudvikling, for det nytter ikke meget at være klog på et emne, hvis ikke man kan fortælle, forklare og formidle.
Men det nytter slet ikke noget at være klog, hvis ens bog ikke kan udkomme, og her er vi ved det nok vigtigste problem. Som en udløber af mit arbejde i radioen, blev jeg inviteret med til en serie rundbordssamtaler om faglitteraturen i Kunstrådet og en konference hos den faglitterære gruppe i Dansk Forfatterforening. Begge steder indså jeg hovedproblemet:
Faglitteraturen er altid udtryk for en produktion af ny viden. Den kan være inderligt overflødig, men den kan også være absolut nødvendig. Desværre kan meget forskningslitteratur, som f.eks. antages af universitetsforlagene, ikke begå sig på det kommercielle marked, og derfor har forlagene brug for udgivelsestilskud. Det er imidlertid blevet vanskeligere at opnå støtte, og derfor findes der nu en lang række færdigredigerede og trykklare manuskripter, der ikke kan blive forvandlet til bøger, fordi kalkulerne ikke kan hænge sammen, og fordi de private fonde er hårdt pressede.
Der udkommer rigtig meget koncept- og fidusfaglitteratur, som ingen behøver at bekymre sig om. Kogebøger, slankebøger, samtalebøger, selvterapibøger, fodboldbøger, Bagger-bøger osv. er vant til at underkaste sig markedets ubønhørlige love, og som radiomand gider jeg kun beskæftige med med dem som kommercielle fænomener.
Kulturpolitik handler om at kompensere for markedets mekanismer. Derfor er der brug for bedre støtteordninger til udgivelse af den faglitteratur, der kan gøres os klogere. Jo længere tid den indsamlede og beskrevne viden får lov at ligge upubliceret hen, går tingene jo den modsatte retning: Vi bliver snydt for viden. Derfor efterlyser jeg kulturpolitisk opbakning til den kloge, kostbare og krævende faglitteratur.