Anmeldelse i Weekendavisen den 18. december 2010.
Lørdag. Tommy Heisz’ bog om engelsk fodbold rammer i fascinationens og nostalgiens solar plexus. Men…
Hvor er Billy Bremner?
Når mine børn vil se fodbold i fjernsynet, og det vil de tit, kan de uden problemer finde danske, engelske, spanske og tyske kampe. De kan se internationale turneringer, landskampe, højdepunkter, goalshows, kavalkader, talentturneringer, ja sågar EM for U17 kvinder! Dertil kommer analyser, interviews, optaktsudsendelser, debatprogrammer osv. osv. osv. Det nyeste – og ekstremt velfungerende – er det program, hvor et ekspertpanel følger hver deres kamp og trykker sig ind, når der er mål eller andre højdepunkter. Kampe som helforløb bliver nedbrudt til de mest underholdende sekvenser, og spillet formidles som en fest, der aldrig stopper, men altid topper. Det er en fiktionalisering af fodbolden.
Sådan var det ikke da far var dreng. Vi måtte gå fodboldsultne gennem ugen, kun så nøjsomt bespist af avisernes resultatlister og en enkelt tur på stadion. Men vi vidste at vi havde noget til gode, og vi erfarede det, som Søren Kierkegaard også belærte Regine om da han lod drosken vende op på vej til operaen: Forvetningens glæde er den største. Vi ventede på vinter, vi ventede på lørdag, vi ventede på engelsk tipsfodbold, og vi sad foran fjernsynet mens mørket faldt på og far faldt i søvn, mens banen forsvandt i en muddermark, mens bolden strøg fra målfelt til målfelt som en måne på et kabel, mens vinden ruskede i de imponerende bakkenbarter på Kevin Keegan, Pat Jennings og Peter Osgood.
Det er 40 år siden, det hele begyndte, og vel 30 år siden det kulminerede. Det var dengang lørdagen genlød af det karakteristiske Dong, når der blev annonceret en scoring, og de 12 rigtige blev gennemgået af studieværten sådan her: ”Et, kryds, to, to, kryds, et, et, et, mangler, to, kryds, to…”
Det er dette forjættede fodboldland, journalist Tommy Heisz vender tilbage til i Det begyndte med Tipslørdag. En bog om danskernes passion for engelsk fodbold. Forfatteren har interviewet en række kendte danskere om deres lidenskab for de forskellige klubber – fra den kompromisløse Liverpool-fan, Love Shop forsangeren Jens Unmack (ah, denne gang var det ikke Ulrik Wilbek eller Peter Gade!), der gerne melder afbud til bryllup og barnedåb for at se sit hold i fjernsynet til den mere diskrete Tottenham-supporter, Klaus Bundgård fra TV-Avisen, der går lidt mere stille med dørene – og dermed viser sig at være bogens måske mest interessante fan.
Klaus Bundgård fortæller at han blev Tottenham-fan da han var med sin mor i London i 1972 og fik billeter til White Hart Lane. I princippet kunne han være blevet Arsenal-fan, hvis han var kommet på Highbury. I skolen gik han sammen med Ulrik Wilbek, der var Liverpool-fan, og Klaus Bundgård siger: ”Jeg kan huske at jeg havde ham mistænkt for bare at spekulere i at vælge et hold, der vandt meget. Sådan har jeg altid haft en tendens til at mistænkeliggøre folks motiver, når de holder med et hold, der er lidt for gode – om det så er Liverpool eller FC København. Det er på en måde for nemt, synes jeg.”
Det er en god pointe, Klaus. Faktisk har jeg det på nøjagtig samme måde, selvom jeg må tilstå, at også jeg var Liverpool-fan dengang (men jeg spørger mig selv, om det var Liverpool som sådan, jeg holdt med – eller om det var Kevin Keegan, den magiske nummer 7). Nogenlunde det samme er Jim Q. Holm (yes, bror til Benn, forfatteren der lever og ånder for FCK, forstå det hvem der kan, bl.a. beskrevet så fremragende i hans roman Hafnia Punk) inde på. Han er fan af West Ham, der aldrig vinder noget som helst, og hans fascination handler netop om det sure, det bitre, det melankolske og sentimentale. Dét er sgu smukt.
Det begyndte med Tipslørdag har nogle nostalgiske kvaliteter af den anden verden, og i titlen finder jeg en lille afglans af den stemning, som ligger i titlen på det legendariske engelske fodboldmagasin When Saturdays Comes. Lørdagen, kampdagen, er ugens højdepunkt, omdrejningspunkt, samværspunktet, samtalepunktet, det rituelle fællesskab for de indviede, uanset hvilken klubkult, man bekender sig til.
Tommy Heisz’ bog rammer mig der, hvor det gør aller mest godt, lige præcis i fodboldsfascinationens og fodboldnostalgiens solar plexus. Desværre koncentrerer bogen ikke indsatsen om 70’erne, og desuden lider den af et fuldkommen uforståelige og uansvarligt fravær af Leeds United. I dag er holdet røv og nøgler, men i de år, hvor Tipslørdag satte sig igennem i vores stuer og hoveder, var de hvidklædte uomgængelige. Hvor er Billy Bremner, Allan Clarke, Joe Jordan, Eddy Grey, Peter Lorimer, David Harvey osv? Det er en grov mangel. Jeg ved at mine venner Kim og Bo vil give mig ret.
Tommy Heisz: Det begyndte med Tipslørdag. En bog om danskernes passion for engelsk fodbold. 142 sider, 199 kr. Herligt illustreret! Byens Forlag.