Kommentar i Weekendavisen den 20. marts 2009.
Ansvar. USA lovede at de ikke brugte tortur, men det var løgn. Hvordan skal Danmark så kunne stole på ”diplomatiske garantier” om det samme fra de arabiske lande?
Den Internationale Røde Kors Komité står bag en omfattende rapport, der fjerner enhver tvivl om at USA i krigen mod terror har brugt (bruger?) alverdens forbudte torturovergreb, der krænker fangernes fysiske og psykiske tilstand og overskrider den internationale folkeret. Rapporten blev kendt i denne uge, da The New York Review of Books udsendte en omfattende pressemeddelelse om, at magasinets næste nummer, der udkommer den 9. april, indeholder dokumentation for den amerikanske hærs systematiske brug af tortur. Nu, hvor de værste anelser er bekræftet, må man efterlyse en selvkritisk reaktion fra den danske regering, der blindt har kolporteret amerikanernes falske forsikringer og løgne videre – ja, situationen kræver en undskyldning.
Jeg ved udmærket godt, at statsminister Anders Fogh Rasmussen ikke kunne drømme om at undskylde noget som helst – andet end de fejl og overgreb, der blev begået i den danske regering for otte-ti forgængere siden, som da han for nogle år siden undskyldte for at danske myndigheder havde smækket et returstempel i panden på jødiske asylsøgere fra Nazi-Tyskland. Det kan man kalde en undskyldning per stedfortræder, hvilket kun har symboleffekt i forhold til de undskyldninger der gives af mennesker, der rent faktisk har ansvar for det, de undskylder for.
Anders Fogh Rasmussen har en ledende ansvar for den vildledning, den danske befolkning har været udsat for, dels om krigsgrundlaget i Irak og dels om amerikanernes nu dokumenterede brug af tortur. Vi har hele tiden fået at vide, at regeringen har forsikringer om, at amerikanerne ikke bruger tortur, men forsikringerne har tilsyneladende kun været en del af det meget velgennemførte offentlighedsbedrag, der synes at være en vigtig del af krigen mod terror.
Afsløringerne af USA som torturstat rejser naturligvis en lang række spørgsmål, politiske, juridiske, moralske. Her vil jeg blot holde mig til det, der er relevant i en dansk kontekst: Hvad stiller vi op med en regering, der er så blåøjet og naiv i sin tillid til amerikanerne, at den glad og gerne tager sin egen befolkning som gidsel i et spørgsmål om noget så vitalt som tortur?
Hvis vi skal se igennem fingre med tortur, fordi vi frygter terror, er den brutale konklusion jo, at vi – eller i hvert fald vores allierede – er blevet som vores fjender. Vi svigter alt det vi påstår at vi kæmper for – menneskerettigheder, demokrati, folkeret – og underminerer vores egen forståelse for en konfliktfri verdens forudsætninger.
Amerikanernes beslutning om at bruge tortur er et kolossalt tilbageskridt for internationale menneskerettigheder og forsøg på at fremme demokrati og ikkevoldelige myndighedsførelse over hele verden.
Barack Obama har overtaget en nation, der i sin kamp mod terror har ført en resultatløs og tragisk krig, krænket menneskerettighederne, øget overvågningen og brugt tortur mod mistænkte fjender. I sin valgkamp lovede præsidenten at lukke Guantanamo, hvilket er et vigtigt skridt i bestræbelserne på at normalisere USA’s forhold til menneskerettigheder m.m. I denne uge sagde amerikanske og engelske kilder imidlertid til The Times, at fanger fra lejren på Cuba, som blev overført til afghanske fængsler og løsladt af de lokale myndigheder, nu står bag terror med vejsidebomber i Afghanistan, Yemen og Irak. Forsvarsminister Søren Gade kommenterede spørgsmålet om de fanger, der ikke er omfattet af almindelige regler for krigsfanger på denne måde i Politiken: ”Uanset om man kan lide det eller ej, så var nogle af de spørgsmål, amerikanerne rejste dengang, ikke irrelevante, og derfor skal der findes en holdbar international løsning.”
Ja, der skal netop findes holdbare internationale løsninger på alle disse problemer, der knytter sig til folkeret, menneskerettigheder m.m., og verden har brug for at amerikanerne går forrest i stedet for at gå enegang. USA har i sin kamp for øget sikkerhed, afgivet så meget frihed og retssikkerhed, at landets mulighed for at kritisere menneskerettighedskrænkelser i f.eks. Kina og Saudi Arabien, er blevet sat markant tilbage, og det samme er Danmarks. Hvilken troværdighed har man, når man er en loyal og ukritisk allieret til en muskelstat, der selv bruger tortur?
Et andet meget væsentligt spørgsmål, som afsløringen af USA’s bluffforsikringer fører med sig, er Danmarks aktuelle forsøg på at forhandle såkaldte diplomatiske garantier igennem med de lande, som vi gerne vil udvise terrormistænkte udlændinge til. Hvordan i alverden skal danske embedsmænd kunne opnå en troværdig aftale med myndighederne i f.eks. Tunesien, når amerikanerne har demonstreret, hvordan man løber om hjørner med os?
De arabiske lande – der notorisk har problemer med menneskerettighederne – er naturligvis ikke mere troværdige og ordholdende. Derfor kan danske diplomater ikke opnå garantier, som vi tør stole på, når vi udviser en udlænding administrativt eller efter dom i en af de hemmelige domstole med sikkerhedsgodkendte dommere, som måske er på vej. Med hvilken tillid kan de danske politikere sige, at de har en aftale med f.eks. tuneserne om at de ikke bruger tortur?
Nej, den danske regering er blevet kørt rundt i manegen, og Anders Fogh Rasmussen kan kun håbe på, at amerikanerne – også den nye regering – vil belønne hans loyalitet med en generaltjans i NATO. Så kan han altid overlade det til en statsministerefterfølger 60 år ude i fremtiden at sige undskyld til de udviste, der måtte havne i de arabiske torturkældre.