Kommentar i Weekendavisen den 31. december 2009.
Kommentar. Dansk-jødisk litteratur er under forvandling. Den skrives i dag af bl.a. Hanne-Vibeke Holst.
Danmark har en stolt tradition for dansk-jødisk litteratur – fra M.A. Goldschmidt til… ja, til hvem? Har vi overhovedet nogen danske jøder, der skriver for tiden? Altså skriver litteratur. Vi har jo masser af jøder, der skriver journalistik og det, der ligner (jeg selv er, om end religiøst frafalden, bare én blandt mange). Men hvem skriver moderne dansk skønlitteratur om jødiske emner?
Jeg ville aldrig have stillet spørgsmålet, hvis det ikke var fordi, jeg har et litteratursociologisk bud på et interessant svar. Spørgsmålet i sig selv er nemlig kulturelt/religiøst isolerende og kunstnerisk intimiderende. Det kan jo aldrig være en kvalitet i sig selv, at noget er jødisk. Men når vi pludselig oplever et temmelig brat ophør i skrivningen af dansk-jødisk litteratur, er det relevant at overveje, hvad det er, der foregår.
Sagen er, at danske jøder har skrevet om sig selv, deres religion, familie og forhold til det omgivende samfund i hundredvis af år. Ekstremt velskrivende M.A. Goldschmidt var en af Guldalderens mest intelligente forfattere, dramatikeren Henri Nathansen skrev sig ind i udødeligheden med integrationsdramaet Indenfor Murene, og ingen havde som sceneinstruktøren og forfatteren Sam Besekow kærlighed til kunsten, jiddischkulturen – og det danske!
Da kulturtidsskriftet Goldberg i 2008 opstillede en dansk-jødisk litteraturkanon (smittet af den kanonitis-epidimi, som man ikke kendte nogen vaccine imod), var Sam Besekows erindringer Skrædderens søn fra 1964 det nyeste værk på listen, men det var ikke fordi, der ikke blev skrevet i hans kølvand. I 80’erne oplevede den dansk-jødiske litteratur nemlig en hel lille guldalder med forfattere som Kjeld Koplev og Gerz Feigenberg i spidsen. Dertil kom en lille håndfuld, f.eks. Henning Silberbrandt og Harry Katlev, der kun skulle vise sig at have identitetsproblemer nok til en enkelt roman, og godt det samme. Derefter ebbede skrivningen af dansk-jødisk litteratur ud. Danske jøder under 50 skriver simpelthen ikke litteratur.
Det kan der være mange forklaringer på, men én af dem er sandsynligvis at alle os, der er vokset op i årene efter, men ikke i skyggen af, den 2. verdenskrig ikke har det samme markante behov for at tolke temaer som identitet, minoritet og splittede tilhørsforhold. Der gik en lige temalinie (men desværre ikke en kunstnerisk) fra M.A. Goldschmidt over Henri Nathansen og Sam Besekow til de jødiske firserforfattere, men linien blev brudt da det at være jøde ikke længere udfordrede identiteten. Det som de danske jøder så ofte roses for af folk som Søren Espersen og Søren Pind, nemlig evnen til at lade sig kulturelt assimilere, er måske også skyld i, at danske jøder ikke længere skriver litteratur – med mindre de selv er indvandret i voksen alder som Janina Katz?
Men hvad er i det hele taget jødisk litteratur? Er det litteratur af jøder eller litteratur om jøder? Hvis en jøde skriver en roman, der ikke handler spor om jødiske emner, er det så ”jødisk litteratur”? Jeg spørger, fordi noget af den mest interessante litteratur fra de seneste år om jødiske emner, ikke er skrevet af jøder. Godt nok har Suzanne Brøgger jødiske slægtsrødder, skildret i slægtsromanen Jadekatten (populært kaldet Jødekatten), men opfattes hun som jøde? Af sig selv og af andre? Og hvem skal i det hele taget bestemme, hvad man er og ikke er?
Hermed er vi fremme ved mit svar på hvem der skriver nutidens jødiske litteratur i Danmark. I Dronningeofret (2008), der afslutter den politiske trilogi, skildrer Hanne-Vibeke Holst særdeles indgående en jødisk identitetsrefleksion hos Socialdemokraternes partiformand, Elizabeth Meyer. Hun har aldrig tænkt over det, aldrig følt for det, men da hun pludselig befinder sig i en livskrise, privat og professionelt, begynder hun at søge tilbage til slægtsrødderne, slægtshistorien, religionen, det jødiske.
I Operasangerinden (2009) skildrer Vilhelm Topsøe lige så indgående en helt tilsvarende jødisk identitetsrefleksion hos operasangerinden Helene Lissner. Om hende kan man sige nøjagtig det samme som om Elizabeth Meyer i Hanne-Vibeke Holst roman: Hun har aldrig tænkt over det, aldrig følt for det, men da hun pludselig befinder sig i en livskrise, privat og professionelt, begynder hun at søge tilbage til slægtsrødderne, slægtshistorien, religionen, det jødiske.
Dronningeofret og Operasangerinden er ekstremt parallelle i temaerne, men mens Hanne-Vibeke Holst mere eller mindre henter sin inspiration ud af det blå luft (hvorefter hun researcher flittigt), er Vilhelm Topsøes roman inspireret af hans ægteskab med operasangerinden Elisabeth Meyer-Topsøe. Ved et fantastisk tilfælde har disse to romaner altså mere end temaet til fælles, nemlig navnet Elisabeth (Elizabeth) Meyer. I den ene roman er det navnet på den fiktive person. I den anden roman er det navnet på den virkelige person bag fiktionen.
Mens den jødiske roman i 80’erne var skrevet af jødiske mænd og oftest handlede om mænd i krise, er den ”jødiske” roman i dag skrevet af ikke-jøder og handler om karrierekvinder i professionel og privat krise på jagt efter en jødisk identitet, som de ikke tidligere har villet kendes ved. Dansk-jødisk litteratur er under forvandling. Den identitetsovervejelse, som tidligere var en litterær drivkraft for jøder, er nu assimileret ind i den danske litteratur i almindelighed – og samtidig kigger vi langt efter den dansk-muslimske litteraturs gennembrud.