Anmeldelse i Weekendavisen den 6. august 2010.
Hvedekorn. Det nye nummer fejrer de nye udgivere. Det er ikke ubetinget en succes.
Min depressions bedste tale
Nej, vel? Vi er i forfatternes egen lilleverden, hvilket Jens Blendstrup understreger med en tekst der er skrevet på bestilling af ham, som digteren kalder ’min høje ven med den store næse’, altså redaktør Bukdahl. Jens Blendstup rister en rune over sin egen Hvedekorn-debut (som unge Lars havde en andel i), og så hylder han de nye udgivere med et komplet indforstået digt. Det er sådan sent også fair nok, for nogen skulle jo redde Hvedekorn. Men hvad med Borgens Forlag, der gennem 46 år gav liv til Hvedekorn i særdeleshed og poesien i almindelighed? Hvis nogen havde fortjent et hyldestdigt, så var det altså de gamle udgivere, ikke (kun) de nye.
For at markere de nye ejerforhold, har redaktøren inviteret en gruppe Rosinante-forfattere (Camilla Christensen, Helle Helle, Christina Hesselholdt, Vibeke Grønfeldt, Bo Green Jensen, Kenneth Bøgh Andersen, Bent Haller, Peter Adolphsen & Ejler Nyhavn og Jens Blendstrup) til at bidrage. Men har Rosinantes forfatterkorps taget opgaven alvorligt? De synes i høj grad at have hentet noget i skuffen eller sakset fra det manuskript, de for tiden skriver på, og det er i øvrigt i høj grad prosa, og ikke poesi, som ellers er Hvedekorns vare- og vandmærke.
Bo Green Jensen holder dog lyrikkens fakkel højt med et gådefuldt Kristus-digt og et gennemført smukt kærlighedsdigt om Kaptajnen, der møder en pige ved flodens krumning. Det er slet ikke meningen, at den grå mand skal forelske sig igen, men alligevel sker der: ”Aberne skriger og fuglene griner / Han er uvant med graden af styrke i lyset / En chokerende hvidgylden sanselighed / som flår i hans kød og åbner hans hjerte.”
Så vidt de kendte navne. Hvedekorn er som altid en udklækningscentral for fremtidens lyrikere, og digter, oversætter og forlægger René Jean Jensen rager op over mængden med det ti sider lange digt Dengang jeg red på æslet, hvor en lavmælt og mismodig mandsstemme taler et interessant og imponerende selvportræt frem. Det begynder med at telefonen ringer, men han kan ikke tage den, for ”der er noget purisme tilovers i mig / det må udrenses”, og det slutter med at han beder os om at blive lidt endnu og høre om ”dengang jeg red på æslet” – som jo var den måde Jesus ankom til Jerusalem Palmesøndag. Mellem purismen og påsken ruller René Jean Jensen så et storartet digt ud, der portrætterer en mand i jagt på identitet, af og til temmelig desperat:
”Jeg slukkede lyset og holdt min depressions bedste tale. / Jeg har tænkt / mig, / at det skal være meget / mig / at elske den russiske ambassades tag.”
Også stortalentet Cecilie Lind (debut netop i Hvedekorn i 2008) fortsætter med at imponere med en rasende vilje til sprog. Også hun hylder (på opfordring?) tidsskriftet: ”Hvedekorn / dit kanylesugende / samplingsbreak i forhindrede / tanker eller ord det er mere andet end rytmeridt i / krageben / afklaret / ytringseskapadepromenade lige / der…”, hedder det bl.a.
Cecilie Linds vigtigste bidrag er dog fortsættelsen af den tekst, hun begyndte på i forrige nummer, et hårdt, illusionsløst, råt og rablende langdigt uden tegn og linieskift om pigen med den mystiske navn, Eyelicess. Hun er en desperat og dystopisk strejfer i storbynatten, og fra første linie er stemningen slået an: ”Eyelicess danser febrilsk russisk snehvidevanvid på scenen bag alfahannens juvelpalads indsatsen justeres og vurderes af dommere habilt belagt med trutmund stadig er kroppen for tung men hun for rynd knoglecrashual abstraktionsniveauet er højt og forventninger til læbestift og eyeliner udartes til mineralmoralske diskussioner klæbrige roser tilsendt fra mænd med køn der svulmer det svimler for hende…”
Ja, det svimler, og ikke kun for Eyelicess, men også for læseren, for unge Cecilie Lind (hun er fra 1991, det synes som var det i forgårs!) skriver på én gang opsigtsvækkende godt og krævende, på en gang uigennemskueligt dunkelt og glasklart farverigt, om en deprimerende undergangsskikkelse, en limbobimbo fra en verden fuld af piller, kanyler og ladyboys, så man skulle tro at digtet var en syret reportage fra en bytur med Henrik List.
Réne Jean Jensen og Cecilie Lind – to digtergennembrud lige om hjørnet.
Hvedekorn 1/2010 (red. Lars Bukdahl). 72 sider, 99,95 kr. Rosinante & Co.