Anmeldelse i Weekendavisen den 25. juni 2010.
Krimi. Romanen hedder ‘Skrig under vand’ – men der er intet nyt under solen.
Hævn
Der er noget der undrer mig: Når nu man skriver den første roman i en planlagt krimiserie, hvorfor vælger man så en kvindelig profileringsekspert med karriere i England som hovedperson, når det danske krimimarked i forvejen har én kvindelig profileringsekspert med karriere i England som hovedperson, nemlig Fanny Fiske fra Susanne Stauns serie af samme navn?
Men ok, måske er der læsere nok til både Fanny Fiske og Katrine Wraa, som hovedpersonen hedder i ægteparret Jeanette Øbro Gerlow og Ole Tornbjergs Skrig under vand, der udkommer som vinder af Politikens Forlags Krimikonkurrence 2010, der blev udskrevet med prominent dommerpanel og attraktiv premiesum fordi intet tyder på at krimibølgen har tænkt at lægge sig foreløbig, og derfor leder alle forlæggere efter deres mulige guldæg.
På forsiden af Skrig under vand er forfatterne anført som Øbro og Tornbjerg, ingen fornavne til at forstyrre det forfattervaremærke som forlaget helt tydeligt ønsker at etablere fra begyndelsen. Og det forstår man jo udmærket, for inden for de seneste år har konkurrenterne fra Gyldendal haft to smashing succeser med det svenske ægtepar Alexandra og Alexander Ahndoril der skriver under fællespseudonymet Lars Kepler (Hypnotisøren) og med søskendeparret Lotte og Søren Hammer (Svinehunde). Ah, det er altså godt at skrive i par! So ein ding…
Ikke et ondt ord om forlæggere der gerne vil have deres solide luns af danskernes krimikøbekraft, som ikke synes ramt synderligt af finanskrise, og ikke et ondt ord om ægtefolk og søskende, der hygger sig med at skrive sammen. Men hvordan med den litterære kvalitet?
Ja, Skrig under vand er desværre ikke spor bedre – men heller ikke meget ringere – end så mange af de andre krimier, der udkommer i disse år. Til gengæld overholder den hyperloyalt og grumt forudsigeligt genrens ondeste klicheer, f.eks. er her naturligvis den midaldrende, enlige politimand der har knas med teenagedatteren (som han i øvrigt har erhveret sig på en måde der må sætte ny dansk rekord i utroværdighed) og straks forelsker sig i den nye, kvindelige kollega med det viltre hår, den solbrændte hud og den skarpe hjerne. Og naturligvis er her en mavesur, misundelig og mistroisk mellemleder, der ikke vil den nye kollega noget godt.
Katrine Wraa trodser vanskelighederne, og i løbet af få dage har hun ikke alene vundet sin makkers hjerte og afsløret en seriemorder, nej hun har også selv været et mulehår fra at dø en pinefuld død. Naturligvis bliver hun reddet, og det taler for alvor til Øbros og Tornbjergs fordel, at de ikke lader plottet knalde ud i grotesk action, men bevarer et vist mål af realisme.
Det hele er garneret med det obligatoriske sideblik til heltindens forhistorie og fobi – som bagsiden kalder hendes kampe med ’indre dæmoner’ – og naturligvis hænger Katrines fortid sammen med den forbrydelse, hun nu skal opklare. Som i øvrigt handler om en fødselslæge der er blevet stukket ned og dræbt – og alt peger på en blodindsmurt torturtraumatiseret tjetjensk flygtning der ville hævne at hans kone døde under en fødsel, som lægen havde ansvar for. Naturligvis er intet som man umiddelbart tror at det er, men hævn har nu altid været en solid drivkraft.
Skrig under vand kulminerer en nat i et sommerhus om vinteren, og romanen er samtidig som skabt til en dag i et sommerhus om sommeren (og så kan forlaget citere dét i deres annoncer, men tager det også resten af sætningen med…) hvis man ellers kan leve med en krimi der reproducerer alle de andre og hverken falder igennem eller føjer noget nyt til.
Statusopdatering for den danske krimi: Nu har vi også et ægtepar, der skriver. Og nu har vi to kvindelige profileringseksperter. Ellers intet nyt under solen.
Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg: Skrig under vand. 250 sider, 336 sider. Politikens Forlag.