Anmeldelse i Weekendavisen den 19. marts 2010.
Down under. Mikael Josephsen har skrevet en rå og rørende samtidsskildring af folk i frit fald på jagt efter lindring.
Hyldest til småborgeren
Mikael Josephsens seriøst gode Neden under om narkomaner og småborgere i en dansk provinsby, er nært beslægtet med to af de seneste ti års skarpest profilerede portrætter af det underpriviligerede Danmark, nemlig Jakob Ejersbos Nordkraft og Jonas T. Bengtssons Submarino – uden dog at have et vingefang og en potens, der kan matche. Men mindre kan også gøre det.
Neden under er en klassisk kollektivroman fra provinsen netop nu, nærmere bestemt Svendborg, ikke mindst en enkelt opgang i en ejendom, hvor narkomanen Kim bor i en kælderlejlighed, mens småborgerne Inga og Bent bor i midten og chefpsykologen Simon øverst oppe. Samfundshierakiet afspejles i opgangen.
Kim strejfer rundt i gaderne sammen med kæreste Heidi og hunden Leif på evig jagt efter rohyppere og doner, noget af drikke, noget at ryge eller noget at fixe. Da Heidi dør af en overdosis, slår Kim sig sammen med en anden narkoman, Helle, der er alene for tiden, fordi hendes mand, vaneforbryderen Lorten, sidder i spjældet for vold. Og så er der pusheren og hæleren Hjemogfix. Og Jens, bedre kendt som Rødspætten, der er ved at drikke sig ihjel, men bliver reddet af Anonyme Alkoholikere. Kim drømmer om at få en frisk start i Australien, hvor han boede som dreng og hvor der er varmt hele året. Men pludselig er Helle gravid og Kim skal være far.
Længere oppe i opgangen er småborgerne Inga og Bent, hjemmehjælper og skolepedel, ikke helt enige. Hun vil gerne have sommerhus, mens han helst bare vil have fred og ro til at fiske og blive liggende på den samme campingplads, hvor parret har holdt til i 25 år. Sønnen Jeppe er netop vendt hjem som Afghanistan-veteran, han skal have lavet en benprotese. Der dækkes op til påskefrokost, og hvad har vi dog gjort siden vi har det så godt, siger den ene, og den anden svarer at gode mennesker har det altid godt. Når hun ikke laver mad og pusler om sin mand, drømmer Inga om en tur til Australien. Men Bent har flyskræk.
Øverst bor Simon, fraskilt delefar, chefpsykolog på afvænningcenteret for narkomaner og ejer af et sommerhus, som han sælger til – viser det sig – Inga og Bent. En dag møder han den frelste kostvejleder Linda (senere Blinda efter besøg hos en numerolog), der er kommet ud af et voldeligt forhold og har to døtre, der er placeret i en plejefamilie.
Hun prøver at hjælpe Simons søn Frederik af med fødevareallergi ved at sætte ham på kur, men snart bliver drengen indlagt akut på privathospital, og det tærer hurtigt på Simons bankkonto, hvor pengene fra sommerhussalget svinder. Pludselig dukker Inga og Bent op med et erstatningskrav pga. skimmelsvamp i sommerhuset. Simon er på vej ind i et hastigt eskallerende alkoholmisbrug. Hver eneste gang vi hører om ham, tænder han en smøg og drikker øl, vin eller sprut. Og så bliver hans tissemand angrebet af svamp. ”Jeg rejser sgu snart langt væk, til Australien, eller sådan noget,” siger han.
Australien, Australien, Australien, drømmen om at begynde forfra, opleve noget nyt, komme væk fra det hele: i kælderen, i midten og oppe på toppen – uanset hvor man befinder sig i det sociale hierarki, er drømmen den samme. Australien ligger som bekendt down under, og personerne i Mikael Josephsens roman befinder sig selv, som titlen siger, Neden under. Det er en symbolik, der er til at tage at føle på, skåret i pap og bøjet i neon, lige lovlig overgjort og dermed mere fortænkt end elegant. Og nu vi er ved det fortænkte, men også selvironisk morsomme: Simon læser digte bl.a. Tom Kristensen og F.P. Jac. På et tidspunkt, hvor tingene er ved at falde sammen om ørene på ham, tjekker han først sine pengesager, derefter sin tissemand, hvorefter han bladrer lidt i Mikael Josephsens digtsamling Pokalhjerte – og falder i søvn.
Mikael Josephsen skildrer ikke bare narkomaner mellem totalopgivelse og spirende livshåb og den kriseramte og ensomme selvbedrageriske akademiker der straffer sig selv med voksende livslede og druk – han portrætterer den sociale virkelighed, som vi ofte ignorerer, selvom den findes lige uden for vores vinduer og blandt vores naboer og kolleger. Romanen er dermed en rå og rørende samtidsskildring af folk i frit fald på jagt efter lindring i de store uvirksomme forløsere: stoffer, alkohol, sex, ekstremistisk sundhed og religion.
Neden under toner ud som en slags hyldest til småborgeren, for lavmælte Inga virker nærmest lykkelig som hun sidder der i den nye autocamper på grunden ved siden af Simons gamle svampehærgede sommerhus. Hun har den krigsskadede, men veltilfredse Jeppe ved sin side, ribbenstegen snurrer i ovnen, der er skildpaddeis til dessert, slankekuren begynder først i morgen, og nu kommer Bent gående med sin fiskestang, han har fået bid!
Neden under er en absolut læsværdig roman, som sagt en fynsk udgave i sporet på Nordkraft og Submarino, men også med nogle af de elementer, der gjorde Benn Q. Holms Album til en stor fortælling om menneskers håb, drømme, storhed og fald. Desværre er den en smule for lang, helt præcis to linier. De to sidste replikker er irriterende overflødige.
Mikael Josephsen: Neden under. 304 sider, 299 kr. Roman. Gyldendal.