Weekendavisen den 24. september 2010.
Satire. Nikolaj Zeuthen remaker både Georges Perec og sig selv. Vellykket.
Skygger over Solvej
En note bagerst i Nikolaj Zeuthens roman, afslører/indrømmer, at Verdensmestre er en remake – altså en slags kalkering eller gennemskrivning – af franske Georges Perecs Ting. Det er ærlig snak, men også lidt ærgerlig snak, for det havde faktisk været meget sjovere, hvis det havde været op til læserne og anmelderne at gennemskue dette stil- og plot-trick.
Men ok, jeg havde ikke haft litterært klarsyn nok, det indrømmer jeg gerne, men da jeg så kunne lukrere på forfatterens note, måtte jeg også yde en ekstra indsats selv. Derfor læste jeg først Perecs roman (som jeg rent faktisk havde stående i reolen), og derefter Zeuthens – og jeg kunne ved selvsyn konstatere, at Verdensmestre ligesom Ting er en de-roman, altså skrevet i 3. person flertal (ifølge forlaget den første danske af slagsen?), om et ungt pars jagt på det gode liv, på en gang handlekraftige og handlingslammede, årvågne og søvngængeragtige, lykkelige og triste. Med andre ord: en parforholdshistorie om det moderne liv, vores liv, netop nu.
Mens vi hos Perec var i Paris i 60’erne, er vi hos Zeuthen på Frederiksberg i 00’erne. Rune og Anna er unge akademikere. Han får en ph.d. stilling, hun arbejder på et seminarium. De bor i en andelslejlighed på Solvej med deres datter Emma, og da der kommer en lillebror til, køber de også lejligheden nedenunder og får bygget en indvendig trappe.
Rune og Anna har fat i den lange ende. De lever måske lidt over evne, for det er dyrt at have en god adresse, men hvad gør man ikke for sin egen og børnenes skyld? Samtidig vedligeholder de den selvbedrageriske forestilling om, at de ikke er helt som alle de andre. Vores værdier ligner måske de andres til forveksling, vores er bare bedre.
Alt er som det skal være, rent bortset fra at Emmas bedste ven Emil har en mor, der er overperfekt, overbeskyttende, overkrakilsk og overinsisterende. Hun giver Runa og Emma samvittighedskvaler og præstationsangst, og frygten for ikke at være god nok, nager hele tiden. Hvor længe må Emma se tv alene? Har Emils mor ret i at det skader at se Bamse? Er Rasmus Klump bedre? Og hvad nu hvis legetøjet ikke er af kulørt, kreativt træ? Og hvad hvis ikke rosinerne er økologiske? Hvad nu hvis vi ikke slår til som forældre, i parforholdet, på jobbet? Hvad skal man tænke om sig selv, når Emils mor smører Emmas knæhaser med en særlig økologisk creme?
Langsomt bliver Rune og Anna lammet af hverdagsnerver og social slitage. Der kastes skygger over Solvej, og de beslutter at flytte på landet. Her er romanen skamløst trofast overfor Georges Perecs Ting, hvor Jérôme og Sylvie søger lykken i eksil i Tunesien. De unge frederiksbergere finder pludselig sig selv siddene i en lollandsk ensomhed, fjernt fra venner og familie, men tæt på skov og strand, ofre for en misforstået chokkur. Men hvor bliver lykken af, spørger de sig selv. Måske var udflytningen lidt overilet? Måske skal vi tilbage til byen? Og så går vejen retur i fodsporene på Jérôme og Sylvie.
Som sagt er Verdensmestre en remake af Ting, men Nikolaj Zeuthen er også en remake af sig selv. Romanen er på mange måder en versionering af forfatterens debutdigte fra i fjor, Oliebål, der også handlede om en ung families liv i en kriseramt hverdag.
På forsiden af Oliebål så man – meget usædvanligt – et familieportræt hjemme fra køkkenet, hvor forfatteren poserer med kone og unger, hverken glamurøst eller lykkeligt, men sådan lidt slidt på den måde, som kun børnefamilier kan være slidt på. Og samme stemning går igen på forsiden af Verdensmestre, hvor man ser den meget symbolbærende Christiania-cykel med to børn om bord – men ingen voksen til at trampe eller styre.
I et interview om Oliebål fortalte Nikolaj Zeuthen, at han netop havde slået to lejligheder sammen, og vi kan altså konstatere at forfatterskabet er baseret på autentiske hverdage i den lille familie. Det holder ganske godt som et vellykket tids- og typeportræt, der sidder lige i øjet, og jeg vil vædde mit prominente postnummer på, at alle der selv har haft børn på Frederiksberg i 00’erne vil genkende (noget af) sig selv i Verdensmestre.
Men jeg spørger også mig selv, hvad Nikolaj Zeuthen vil bruge sine umiskendelige evner til næste gang. Hvor meget kan han tappe ud af historien om den akademiske, halvintellektuelle familie med småbørn på Frederiksberg? Hvad er hans næste greb, når nu dobbeltkontrakten (hvor holder forfatteren op og hvor begynder fiktionen?) og den originale remake er brugt op? Jeg spørger ikke fordi, jeg er bekymret, men fordi jeg er nysgerrig. Nikolaj Zeuthen er ph.d. på en afhandling om fiktion og fænomenologi, han laver trodsigt dårlige tegneserier og spiller og synger falsk med bandet Skammens vogn. Han er med andre ord en kreativ mangekunstner, der ikke er bange for at gøre det, hans evner ikke rækker til. Så ham kommer vi til at høre mere til.
Til sidst to ord om titlen. Hvad er det vi skal være Verdensmestre i, ikke bare os frederiksbergere, men alle os danskere? Jeg tror at vi finder svaret i en anden roman af Georges Perec: Livet. Og heri ligger romanens pragtfulde ironiske samfundskritik.
Nikolaj Zeuthen: Verdensmestre. Roman. 160 sider, 200 kr. Samleren.