Anmeldelse i Weekendavisen den 8. oktober 2010.
Auster. Man kan ikke kan blive menneske, før man på en eller anden måde er blevet såret.
Det menneskelige sår
Det er ikke overraskende et lille brudstykke af tilfældets musik, der danner den hemmelighedsfulde og uheldsvangre grundtone for Paul Austers nye roman. Og lige så lidt overraskende er romanen et velgennemtænkt og fermt kontrolleret scenisk spil for en håndfuld menneskeskæbner, hvis veje krydses og samles i ”den enorme, ubeboelige by”, naturligvis New York.
Vi er i 2008. Den unge Miles Heller bor i Florida, hvor han arbejder for et firma, der rydder huse som folk har forladt over hals og hoved, fordi de ikke kunne betale terminen. De risikable boliglån har slået bunden ud af den amerikanske middelklasses privatøkonomi, og overalt kaster finanskrisen lange slagskygger ind over samfundet.
Det eneste lyspunkt i Miles’ liv, er den purunge og intelligente cubanske pige Pilar, som han har mødt i en park, hvor de sad i nærheden af hinanden og læste i hver sit eksemplar af Den Store Gatsby (endnu et eksempel på tilfældets musik, eller nok snarere et udtryk for Paul Austers evne til at planlægge og plante vigtige symboler i sine plots).
De to bliver kærester, men i al diskretion, for Pilar er stadig mindreårig – en situation som hendes ældre søster forsøger at udnytte på det groveste. Hun kræver at Miles skal stjæle forbrugsgoder til hende i de huse, han er med til at rydde, og hvis ikke han gør det, vil hun angive ham for at have et forhold til en mindreårig. Da søsteren sætter et par hårdtslående gorillaer til at banke fornuft ind i Miles, forlader han Florida i al hast, nærmest som de husejere, der er gået fallit. Han efterlader sine penge hos Pilar, og rejser tværs over landet til New York, hvor hans gamle ven Bing Nathan har inviteret ham til at bo som husbesætter i en kondemneret ejendom.
Miles er på flugt, sådan som alle er på flugt. Og han er ikke kun på flugt fra Pilars søster, han er også på flugt fra sin egen fortid. I syv år har han ikke haft kontakt med sine forældre og deres respektive ægtefæller, fordi han bærer på en hemmelighed om sin halvbror Bobbys død i en trafikulykke. Hvad Miles ikke ved, er at Bing Nathan – som han har brevvekslet med gennem alle årene – troligt har rapporteret om ham til forældrene.
Da Miles slår sig ned i det besatte hus i Sunset Park (heraf romanens titel), bliver han en del af et minikollektiv af yderst civiliserede slumstormere. Her bor Bing, der spiller i et lille jazzband, mens han lever af at reparere gamle maskiner i en lille butik, han kalder Hospitalet for Ødelagte Ting (det må være her Auster selv kommer med sin legendariske old school skrivemaskine) sammen med en håbefuld kunstner, en talentfuld forfatter og en filmstuderende, der arbejder for den amerikanske del af den internationale forfatterorganisation P.E.N. imens hun arbejder på et speciale om Hollywood-filmen De bedste år (instrueret af William Wyler, 1946) der skildrer veteraners problemer med at vende hjem og finde sig til rette efter krigen.
Denne film er – naturligvis – ikke et tilfældigt valg fra Paul Austers side, for dels oplever USA netop nu igen med de hjemvendende soldaters problemer (lige som vi gør i Danmark), dels skal en nøglescene fra denne film bruges i romanens samlede symbolik, nemlig scenen hvor en soldat, der har mistet begge hænder, må have hjælp af sin far til alt.
Naturligvis ruller Paul Auster omhyggeligt alle beboernes historier op, ligesom vi kommer helt tæt ind på livet af Miles mor og hendes mand og hans far og hans kone. Vi følger en række livsspor, både de professionelle – faren er en kendt forlægger og moren en berømt skuespillerinde – og de private, bl.a. det skæbnesvangre øjeblik, hvor Miles ved et tilfælde (der var det igen) overhørte en diskussion om sig selv mellem faren og stedmoren.
Mest af alt er Sunset Park en roman om relationer mellem generationerne. I en central scene husker Miles far, forlæggeren Morris, tilbage på engang da drengen var ti-elleve år og netop havde skrevet en stil i skolen om Harper Lees roman Dræb ikke en sangfugl. Miles hæftede sig ved, at romanens gode sagfører er blind på det ene øje, og at den uretmæssigt voldtægtsanklagede fattige sorte daglejer, som han forsvarer, har en vissen arm. Til sidst i romanen falder sagførerens søn ned af et træ og brækker selv en arm. Pointen er, skrev Miles, sår er en vigtig del af livet, og at man ikke kan blive menneske, før man på en eller anden måde er blevet såret.
Man forstår godt, at Morris bliver imponeret og bevæget over sin søns læsning og evne til at forbinde punkterne i romanen, og så gør det mindre – og i Sunset Park er det slet ikke omtalt – at Atticus i Dræb ikke en sangfugl vist på ingen måde er blind på det ene øje, men derimod taler en del om de ”blinde pletter”, altså fordomme i menneskesynet, der skaber racismen.
Med til historien om det menneskelige sår, hører, at Paul Auster bag i bogen bringer en tak til sin datter Sophie for hendes stil om Dræb ikke en sangfugl i femte klasse. Og for at fuldende billedet, hægter han selv hele sin roman op på såret som det bærende symbol på det, der gør os til mennesker. Til sidst kommer det nemlig til en konfrontation mellem husbesætterne og politiet, og Miles pådrager sig (jeg røber ingen detaljer) et sår, der får hans nutid, hans barndoms analyse af Dræb ikke en sangfugl og scenen med sønnen med de ødelagte hænder i De bedste år til at gå op i en højere enhed, hvor romanen folder sit bevægende tema ud: forholdet mellem far og søn, jagten på et tilhørssted og bestræbelsen på at blive et menneske.
Det er en teknisk virtuos slutning på endnu en meget tilfredsstillende og tankevækkende roman af Paul Auster, som igen giver sin gode ven Per Kofod lov at have international premiere.
Paul Auster: Sunset Park. På dansk ved Jørgen Nielsen. 286 sider, 299 kr. Forlaget Per Kofod.