Anmeldelse i Weekendavisen den 3. december 2010.
Civilisation? Charles Dickens møder sin egen vildskab i tasmanske Richard Flanagans vigtige roman om engelsk folkedrab.
Længsel og begær
Imperialister lider af en sygdom, som får de oprindelige folk til at gå til grunde, nemlig den arrogante forestilling om, at de kan blive som os gennem en påtvungen kulturel forædling. Vi behøver blot at huske på det antropologiske socialeksperiment fra 50’erne, hvor vi danskere tvangsforflyttede grønlandske børn herned, så de kunne lære at blive civiliserede.
I Richard Flanagans nye roman kommer vi dramatisk tæt på et tilsvarende overgreb i 1840’erne, hvor de britiske imperialister på Van Diemens Land – det nuværende Tasmanien – uden at ryste på hånden er i gang med at nedbryde de oprindelige indbyggere, dels ved at tvangsforflytte dem, dels ved at smitte dem med medbragte sygdomme som de ikke er resistente imod, og dels ved at tvinge dem til at være kristne. Romanen rejser et spørgsmål, som præger den post-koloniale skønlitteratur i disse år: hvad er vildskab, hvad er civilisation?
Guvernør Sir John Franklin og hans kone Lady Jane tager en ung aboriginerpige til sig, Mathinna. Lady Jane vil forfine hende, fuldkommen som var hun Henry Higgins og Mathinna var Eliza. Som Lady Jane siger mens hun holder et eksemplar af Rosseaus Émile: ”Afstanden mellem vildskab og civilisation udmåles i vores beherskelse af de laveste instinktet. Og vejen til civilisation er, som jeg agter at vise det, oplysning og uddannelse.”
Men ladyen mister naturligvis kontrollen over pigen, der heller ikke lader sig civilisere af at guvernøren selv – noget utroværdigt – bliver mild, god, kærlig, legende og eftergivende i mødet med det naturlige barn. Hendes gamle instinkter vender hele tiden tilbage.
Da guvernørparret fulde af resignation skal forlade Van Diemens Land, sendes pigen til et optugtelseshus, hvor forstanderen giver hende så mange gode, kristne prygl, at hun ‘regredierer’ til sin oprindelige vildskab. Pygmalion-eksperimentet er slået grusomt fejl.
Sideløbende med denne historie, følger vi – ti år længere fremme i tiden – selveste Charles Dickens, der er ved at iscenesætte et teaterstykke, som han selv har skrevet i samarbejde med vennen og kollegaen Wilkie Collins (i øvrigt forfatter til Kvinden i hvidt, som Dickens oprindelig udgav som føljeton i sit magasin, og som for blot to år siden kom på dansk på forlaget Tiderne Skifter, der nu udgiver denne roman, hvor både Collins og Dickens optræder).
Teaterstykket Det frosne Dyb er skrevet på opfordring af Lady Jane for at bekæmpe en offentlig teori om, at hendes mand Sir John Franklin – også og ikke mindst en stor polarforsker – ikke alene er omkommet på den ekspedition efter Nordvestpassagen, han tog ud på i årene efter at have forladt Van Diemens Land, men at ekspeditionens deltagere oven i købet greb til kannibalisme i et forsøg på at overleve. Teorien er fremsat af Dr. John Rae, der havde været med i en redningsaktion for at finde Sir Johns skibe. Doktoren havde indsamlet vidnesbyrd fra inuitter, der pegede i retning af kannibalisme – og skønt samtiden fornægtede det, viste videnskabelige undersøgelser så sent som i 1997, at der var noget om snakken.
Af disse to autentiske spor, væver Richard Flanagan (selv efterkommer af en engelsk straffefange, der blev deporteret til Tasmanien) en historie om civilisation og primitivitet med Sir John Franklin som det ene omdrejningspunkt. Som den engelske krones ophøjede repræsentant i det vilde Tasmanien mislykkes hans forsøg på at opdrage en vild, og senere beskyldes de hans havarerede ekspedition altså for at have forlænget dødskampen ved at spise menneskekød. Større kan det kulturelle sammenbrud ikke være.
Romanens anden hovedskikkelse er Charles Dickens. Han påtager sig rollen som defensor for Sir Johns eftermæle, og bruger sin enorme indflydelse og gennemslagskraft som forfatter, instruktør og skuespiller. Succesen er ubetinget, men alt har sin pris. Charles Dickens drømmer om at lægge sit lidenskabsløse ægteskab – der har givet ham ni børn, men ingen livsglæde – bag sig, og han forelsker sig voldsomt i en ung skuespillerinde på 18 år, Ellen Ternan.
Da han i en dramatisk situation kommer upassende tæt på hende, hedder det sådan ger i Richard Flanagans noget pompøse prosa: “I det øjeblik vidste han, at han elskede hende. Han var ikke længere i stand til at disciplinere sit udsiciplinerede hjerte. Og Dickens, der havde levet sit liv i troen på, at man, hvis man føjer sig efter sit begær, er en vild, gjorde sig klart, at han ikke længere kunne fornægte sit savn.”
Dette er romanens facitscene. Selv den mest disciplinerede og dannede forfatter, der står på toppen af sin egen og hele det engelske imperiums magtfuldkommenhed og verdensbeherskelse, må erkende at han har et begær og et savn. Savnet har Charles Dickens til fælles med romanens andre vigtige personer. Sir John længes efter polarhavet og mandefællesskabet, Lady Jane længes efter et barn, og Mathinna – som de selvgode englændere først bortfører, så eksperimenterer med og til sidst svigter og opgiver – længes hjem.
På engelsk Richard Flanagans roman Wanting, og jeg synes ikke at Savn er den rette oversættelse, jeg havde foretrukket det meget dybere Længsel. Men bortset fra det, har Claus Bratt Østergaard fundet en intens sprogtone i denne dystre, stemningsfulde og knugende roman, der understreger sin egen vigtighed ved også at fortælle om de autentiske begivenheder om englændernes racistiske og målbevidste udryddelse af den oprindelige befolkning.
Richard Flanagan: Savn. På dansk ved Claus Bratt Østergaard. 238 sider, 299 kr. Tiderne Skifter.