Kommentar i Weekendavisen den 20. august 2010.
Asyl. Den politiske evighedskamp om flygtningene fortsætter, men nye konturer tegner sig – både i politik og i civilsamfundets modreaktion.
Fredag i sidste uge tilbøde en ny tur i asylkarrusellen.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech blev afkrævet en forklaring af Dansk Folkeparti på hvorfor 20 irakere, som sidste år blev slæbt ud fra Brorsons Kirke, nu endte med at få ophold. Samme morgen smed tåbelige gerningsmænd røde malingbomber mod hendes ministeriums store dør i Tordenskjoldsgade. Og om eftermiddagen overrakte Fredsfonden en pris til tidsskriftet visAvis, der udgives af en gruppe danske kunstnere og studerende i samarbejde med med asylsøgere. Det vender jeg tilbage til.
Asylpolitik bringer stærke følelser frem. Asyl er et græsk ord, der betyder ukrænkelighed. Gennem asyl tilbyder en stat altså de krænkede et helle. Det ligger der naturligvis en politisk og menneskelig anerkendelse i. Derfor skal asyl i sagens natur ikke deles ud til hvem som helst. Ansøgeren skal have et asylmotiv, der holder vand og regeringerne kan tolke FN’s flygtningekonvention med den nidkærhed, som folkestemningen kræver. Derfor har Danmark taget turen fra Europas mest generøse asylland til det mest restriktive. Først var vi et foregangsland for de humanitært indstillede. Siden blev vi det for modstanderne af multikultur.
Men hvor bevæger foregangslandet sig mon hen i fremtiden? Spørgsmålet er relevant efter snart ti år med en borgerlig regering på Dansk Folkepartis nåde, fordi vi kan forvente en helt ny situation efter næste valg. Enten får vi en ny regering ledet af Socialdemokraterne i samarbejde med Socialistisk Folkeparti, og her øjner De Radikale en chance for indflydelse. Eller så får vi en ny borgerlig regering med Liberal Alliance i en nøglerolle, der bryder DF’s monopol.
Det store politiske spørgsmål er derfor, hvad hhv. De Radikale og Liberal Alliance vil med asylpolitikken. Svaret skal måske søges i lyset af, hvad der sker i det såkaldte civilsamfund, hvor en lang række enkeltsagsbevægelser indenfor asyloprådet opstår disse år.
På Christiansborg siger S og SF meget insisterende, at udlændingepolitikken ligger fast (måske på nær nogle kosmetiske justeringer), fordi de udmærket godt ved, at de skal kapre stemmer fra vælgere, der egentlig er meget trygge og tilfredse med alle stramningerne. Så sent som i denne uge kom en undersøgelse, der bekræfter at danskerne generelt er meget skeptiske overfor islam og muslimer. Undersøgelsen bekræfter på mange måder, at der lå en logisk og korrekt magtkalkule bag Villy Søvndals brandudsalg af gamle SF-holdninger.
Det for alvor interessante er, at S og SF meget vel kan forventes at få brug for De Radikale, som kræver lempelser og ikke lader sig spise af med en udlændingepolitik, der ikke er åben for forhandling. Som Morten Østergaard sagde i en politisk sommersamtale på DR P1 i denne uge: ”Hvis S og SF mener at de ikke vil lave udlændingepolitiske aftaler med De Radikale, må det jo betyde at de så gerne vil lave dem med Dansk Folkeparti”.
Den logik har S og SF hverken lyst til at bekræfte eller benægte. Men som bekendt har de danske værdikæmpere fra DF årelang rutine i at tage sig dyrt betalt, og hvis magten glider de blå af hænde, er Pia Kjærsgaard og Peter Skaarup parat til at snøre løkken om de rødes hals. Og hvem skal S og SF ellers vende sig mod?
Hvis de borgerlige bevarer magten, bliver det – som det ser ud nu – med en svækkelse af De Konservative, og med Liberal Alliance som leverandør af de nødvendige mandater. Det skubber gudskelov DF væk fra den platform, hvorfra de har kunnet udøve pressionspolitik i snart ti år. Men hvor har vi egentlig LA, når det gælder det vigtige asylpolitik? Det ved vi ikke meget om endnu, men i partiets principprogram kan man læse følgende, der virker forbløffende gæstfrit:
”Danmark skal stå ved sine forpligtelser i forhold til internationale konventioner og give asyl til de mennesker, som er på flugt fra regimer, der undertrykker friheden og forfølger sine egne borgere.” Hvis man så ser på partiets mærkesager, hedder det noget mere reserveret:”Danmark skal tage imod de konventionsflygtninge, vi er forpligtiget til i følge FN.”
Kombinerer man disse humanitære ambitioner med partiets liberalistiske grundholdning, kommer der en politik ud, som er betydeligt mere åbensindet overfor fremmede end Dansk Folkepartis kompromisløse afvisning – særligt hvis de kan arbejde hårdt og bidrage til samfundet, men også hvis de har brug for en ukrænkelighedszone.
I årevis har mange politikere næret en naiv drøm om at få udlændingepolitisk ro. Det kommer ikke, heller ikke i fremtiden. Det samlede kompleks af asylpolitik og integrationspolitik vil fortsætte med at være blandt de mest omdiskuterede og følsomme politikområder, uanset hvem der er minister. Anders Fogh Rasmussens forsøg på at skabe ro ved at udnævne Birthe Rønn Hornbech til integrationsminister i november 2007 har jo vist sig at være en fiasko. Man må derfor forvente at et fremtidigt samarbejde mellem S, SF, RV og LA (EL, V og K må også gerne være med!) kan sætte en stopper for DF’s pressionspolitik.
Tilbage til sidste fredag, som på alle måder viste at asylpolitikken aldrig falder til ro.
Ved Fredsfondens prisoverrækkelse til visAvis, forklarede tidsskriftets redaktør Jeppe Wedel-Brandt, meningen med initiativet: ”Vi vil gerne opretholde det demokratiske princip om, at folk der bliver ramt af en lov, har krav på at deres stemme bliver hørt.”
Det er en ædel gerning. Meget mere ædel end at kaste rød maling på ministeriets port, det er jo blot kujoneri. Fredag eftermiddag i sidste uge, var malingen dog allerede spulet bort, og under en parkeret Peugeot i Tordenskjoldsgade kunne man se en rød vandpyt. På en lygtepæl sad et klistermærke fra Flygtninge under jorden: Refugees welcome – bring your familiy.
Det lyder som en romantisk drøm fra et humanitært tusindårsrige. Det er Danmark jo langt fra. Men hvis en tredjedel af de afviste asylsøgere fra kirketilflugten i fjor virkelig fortjente enten asyl eller humanitært asyl i sidste ende, hvad så med de afviste som allerede er tvangsudsendt? Hvad ved vi om deres skæbne i Irak? Asyltildelingen i Flygtningenævnet viser, at selv afviste asylsøgere kan have et velbegrundet asylmotiv, og at Udlændingestyrelsen altså kan tage fejl. Og de humanitære opholdstilladelser viser, at folk bliver psykisk syge i det danske asylsystem. Som talsmanden for Kirkeasyl Jakob Hjuler Tamsmark sagde forleden til Information: ”Det viser, at irakerne havde ret i, at de ikke burde udvises. Der var noget at komme efter. Det var legitimt at sætte sig op imod myndighederne.”
Kirkeasyl og det prisbelønnede visAvis er blot to blandt en lang række initiativer fra det, man kalder civilsamfundet. Tidsskriftet er udsprunget af projektet Asyl Dialog Tanken, skabt af undervisere og studerende på Kunstakademiet, som bl.a. også omfatter Trampolinhuset, et fælleskulturhus som er under etablering med privat fondsstøtte – og andre steder knopskyder enkeltsagsforeninger med både hård og blød kant, f.eks. Stop udvisningerne, Flygtninge under jorden, Asylret, Kirkeasyl, Luk lejren, Asyl nu, Bedsteforældre for Asyl – ikke at forglemme de mange tusinde frivillige i etablerede organisationer som Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp.
Mens den politiske evighedskamp om flygtningene fortsætter, bliver civilsamfundets modreaktion altså mere og mere synlig. Og mens man må sige fra overfor malingkastere og andre aktivister, der ikke nøjes med fredelige midler, må man tage hatten af for frivillige, der gerne vil opretholde det demokratiske princip om, at folk der bliver ramt af en lov, har krav på at deres stemme bliver hørt. De tegner – sammen med forskydningerne på Christiansborg – mulighederne for en ny kontur for dansk asylpolitik efter ti år på Dansk Folkepartis flygtningefjendske nåde.