Kommentar i Weekendavisen den 29. april 2011.
Kommentar. Den danske regering har lagt en falsk makeup forud for næste uges FN-eksamination i menneskerettigheder. Men eksaminator er også en del af problemet.
På mandag den 2. maj skal den danske regering for første gang eksamineres af FN’s Menneskerettighedsråd i den såkaldte Universelle Periodiske Bedømmelse, der blev indført efter oprettelsen af Menneskerettighedsrådet i 2006. Det bliver ikke noget kønt syn.
Enten får det stærkt forhenværende dukseland buksevand for en række problematiske krænkelser af menneskerettighederne, hvorefter vores slagfærdige politiske ledere vil lægge polemisk afstand til eksamen og eksaminator – eller så får vi anerkendelse for det meste plus et par velfortjente kritiske anmærkninger, som derefter langsomt glider i glemsel.
Uanset hvad, er der to hovedproblemer: Det ene er den danske regering selv, som har lagt en falsk makeup forud for eksaminationen. Det andet er eksaminatoren, Menneskerettighedsrådet, som er domineret af nationer, der ikke nødvendigvis selv har rent mel i posen – mange af medlemslandene har tværtimod en meget beskidt bagage med hjemmefra, og Rådets forhold til ytringsfrihed er ikke i overensstemmelse med praksis i den demokratiske verden.
Menneskerettighedsrådet vedtog f.eks. i 2008 en resolution, der fordømmer krænkelser af alle religioner. Denne resolution siger ganske vist, at alle har ret til ytringsfrihed, men også at ”udøvelsen af denne ret medfører særlige pligter og ansvar.” Derfor kan ytringsfriheden ”være genstand for visse restriktioner,” som det hedder. Med andre ord: Censur.
Den danske Institut for Menneskerettigheder (IMR), der både rådgiver og kritiserer den danske regering, er opmærksom på, at FN’s Menneskerettighedsrådet er ler i hænderne på muslimske lande, der ønsker indskrænkning i ytringsfriheden og religionskritikken, og i en gennemgang af Menneskerettighedsrådet skriver IMR på sin hjemmeside, at man bør ”nære stærk skepsis overfor Rådets arbejde og flertallets religiøse dagsorden.”
Det er ikke betryggende, at Danmark skal vurderes af et Menneskerettighedsråd, der vægter religionsbeskyttelse højere end ytringsfrihed, og hvor mange af de toneangivende lande har et horn i siden på Danmark pga. Muhammed-krisen. Man kan forudse, at de fleste kritikpunkter vil blive afværget af de danske politikere, der bl.a. vil problematisere Rådets legitimitet.
Men de relevante forbehold overfor Rådet ufortalt, så har den danske regering tegnet et meget unuanceret selvportræt i den rapport, som ethvert land skal sende til Menneskerettighedsrådet forud for en eksamen. Meget er udeladt, andet er beskrevet stærkt selektivt:
Der er ikke ét ord om Danmarks årelange og konventionsstridige afslag på statsborgerskab til unge statsløse palæstinensere, selvom regeringen jo har erkendt fejlen.
Der er ikke ét ord om den internationale kritik af starthjælpen til flygtninge, som ellers er blevet angrebet af Europarådets kommissær for menneskerettigheder – som jo er identisk med svenske Thomas Hammerberg, som assimilationsminister Søren Pind for nylig kaldte en ”åbenlyst idiot”, fordi han kritiserede Danmark og andre lande for lade Italien i stikken med de mange flygtninge, der er kommet til den lille ø Lampedusa fra Nordafrika.
Der er ikke ét ord om den lange liste med kritikpunkter som FN’s Børnekomité tidligere i år skrev om Danmarks mangel på en Børneombudsmand, behandlingen af flygtningebørn, fattige børn og børn med anden etnisk baggrund end dansk (til gengæld refererer rapporten en række punkter som Børnekomiteen har omtalt positivt).
Der er ikke ét ord om Danmarks brug af de såkaldte diplomatiske forsikringer, som bruges som retfærdiggørelse af at udsende fanger til lande, der ellers er kendt for at bruge tortur.
Og der er åbenbart heller ikke blevet plads til noget som helst om de dele af den danske anti-terrorlovgivning, der er blevet kritiseret for at begrænse borgernes retssikkerhed.
Den danske regering har tilsyneladende mere været optaget af at male et smukt og delvis fiktivt selvportræt, end af at få løst de problemer, der notorisk er til stede.
Hvis man vil have en relevant, fagligt velargumenteret kritik af de danske mangler på menneskerettighedsområdet, må man derfor vende sig mod det såkaldte ‘civilsamfund’, altså de organisationer, der overvåger politikken i praksis.
Disse organisationer har på det seneste fremført en massiv kritik af fejl og mangler i den danske tilstandsrapport. Amnesty Internationals jurist Claus Juul siger f.eks. til Information, at rapporten ikke er ”en loyal gengivelse af de faktuelle forhold”. Sådan formulerer et diplomatisk menneske sig, når han gerne vil undgå at sige direkte, at regeringen lyver.
Blandt alle de kritiske organisationer er Institut for Menneskerettigheder i en delikat dobbeltrolle. IMR er nemlig både den danske regerings officielle rådgiver – også ved udarbejdelse af den danske rapport til FN forud for eksamensbesøget – og en uafhængig, selvstændig og kritisk stemme i den offentlige debat om menneskerettigheder. Og instituttet løser begge opgaver loyalt. I sin rapport om menneskerettighederne i Danmark fremhæver IMR flere ting, f.eks.:
at herboende flygtninge, der lider af posttraumatisk stresssyndrom og ønsker dansk statsborgerskab, bør have dispensation fra de krav, der forhindrer dem i at søge.
at det er bekymrende at den danske stat anvender ‘diplomatiske forsikringer’, der skal garantere sikkerheden for personer, der udvises til torturstater.
at Danmark skal implementere den ny handicapkonvention, som vi har ratificeret, og at der mangler en national handlingsplan, der kan sikre handicappede borgeres rettigheder.
Danmark har naturligvis plads til forbedringer – og kritikken af fejl og mangler i vores menneskerettighedspraksis kan sagtens være korrekt og relevant, selvom den fremkommer i en global evaluering fra et organ, der i sig selv er et problem.
Det vil derfor klæde regeringen, hvis den tager eksamen alvorligt, dropper skønmaleriet og erkender, at der er brug for forandringer i både lovgivning og praksis.
Den danske regerings skal eksamineres af Menneskerettighedsrådets arbejdsgruppe på mandag. To dage efter aflægger Rådet en rapport, som endeligt vedtages til november.