Kommentar i Weekendavisen den 31. december 2010.
Frie ord. Fra i dag er Ungarn EU-formand. Og fra i dag har landet en antidemokratisk medielov.
Den 12. december 2010 sprængte Taimour Abdul Wahab Al-Abdaly sig selv i luften i Stockholms centrum. Udenrigsminister Lene Espersen udtalte straks, at der ”desværre i vores nærhed findes kræfter, der forsøger at true og undergrave vores vestlige livsform og værdier.”
Få dage efter, den 21. december 2010, vedtog parlamentet i Ungarn en ny medielov, der indskrænker presses frihed på det groveste. Udenrigsminister Lene Espersen lod meddele, at hun ikke havde nogen kommentarer, fordi loven endnu ikke var implementeret.
Jeg ved godt, at det er nemmere at komme med en indlysende solidarisk udtalelse om vestlige værdier, når en fundamentalistisk bombemand har sprængt sig selv i luften, end det er at kritisere EU’s kommende formandsland for at være udemokratisk. Men samtidig ærgrer det mig, at Lene Espersens bekymring for vores værdier stopper dér hvor Ungarns grænse begynder:
Sagen er, at Ungarns nye medielov træder i kraft netop i dag, den 1. januar 2011, samtidig med at landets premierminister Victor Orban sætter sig i stolen som formand for EU. Den nye medielov er på mange måder antidemokratisk og direkte uforenelig med artikel 11 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder, herunder sikringen af mediernes frihed og pluralisme.
Med loven, som premierminister Orbans magtfulde centrum-højre parti Fidesz står bag, bliver der nedsat et statsligt medieråd, hvis fem medlemmer skal undersøge og dømme aviser, radio og tv, hvis de ifølge rådet bringer historier, der er politisk farvede eller sårer menneskelig værdighed og fornærmer nationaliteter, religioner og minoriteter. Medierådet skal også kunne tvinge journalister til at afsløre deres kilder, hvilket nok skal begrænse de regeringskritiske historier, eftersom det er premierministerens eget parti, der skal udpege rådet.
Her kan vi altså tale om en trussel mod vestlige værdier, men den danske udenrigsminister vælger at være tavs. Det er et stort problem, fordi kampen for netop disse vestlige værdier ikke kun skal føres når der er bombemænd på spil. Og hvilken anden udenrigsminister end netop den danske, har en god grund til at være offensiv i sit frihedsforsvar, når muligheden for frie ytringer bliver sat under pres med henvisninger til bl.a. fornærmelse af religion?
Naturligvis har Lene Espersen også grund til at tænke og agere diplomatisk – hun ønsker ikke en konflikt med Victor Orban mens han er EU-formand, og i det hele taget vil hun ikke risikere at have i den rolle som den danske regering havde i år 2000 da et samlet EU med statsminister Poul Nyrup Rasmussen i spidsen boykottede Østrig i protest mod højrepopulisten Jörg Haider. Men samtidig forpasser hun chancen for at forsvare ytringsfriheden.
Den svenske statsminister Frederik Reinfeld kommenterede selvmordsbomben i Stockholm ved at understrege behovet for at værne om ”det åbne samfund”. Han sagde at Sverige var, og skulle blive ved med at være, ”et samfund, hvor man kan tro på de guder man vil, eller helt lade være, og hvor der er mulighed for at komme af med frustration og vrede uden at skade nogen.”
Det var besindige, håbefulde og kloge ord af en statsminister, der tydeligvis kan huske sin Karl Popper. Den østrigske filosof brugte nemlig betegnelsen ”det åben samfund” om systemer baseret på kritisk rationalisme, en fri debat med politiske reformer og en demokratisk udskiftning af regeringen uden brug af bål, brand og bomber. Altså et samfund, hvor der er relativt korte magtafstande og en høj grad af tillid mellem befolkningen og de politiske ledere.
Det siger sig selv, at der ikke er tillid mellem rettroende, religiøse bombemænd og demokratier med plads til religionskritik og grov (måske ondsindet) satire. Det er i dag en banal konstatering. Taimour Abdul Wahab Al-Abdaly og Lors Doukaiev var/er fejlsporede fanatikere, der naturligvis afstedkommer et behov for overvågning af ekstremistiske miljøer.
Men hvad stiller vi op når en demokratisk valgt regering, der har stor opbakning blandt vælgerne, beslutter at indføre antidemokratiske love? Hvad gør vi, når fjendesynspunkter vinder indpas hos dem, vi tror at vi har et værdifællesskab med? Hvad gør vi, når et af Europas nye demokratier beslutter at forlade den demokratiske hovedvej? Hvad gør vi, når Ungarn indfører en medielov der hæmmer friheden samtidig med at nyfascisterne i partiet Jobbik stormer frem?
At beskytte det åbne samfund, handler om mere, end at forhindre bomber. Det handler om at bevare grundstrukturen i en transparent offentlighed, hvor borgerne og den frie, kritiske presse har ordentlige muligheder for at kigge magten efter i sømmene – og derfor er det vigtigt at rette opmærksomheden mod de strukturelle trusler mod den frie presses mulighed for at forblive fri og for mediernes mulighed for at udfordre magten.
Hvis man kan måle et samfunds åbenhed på antallet og arten af dets fjender, skal man ikke kun tælle bombemænd. Man skal også tælle de indre trusler. Vi taler og taler og taler om at beskytte og bevare det åbne samfund imens vi bevæger os længere og længere væk fra det. Hvem tænker f.eks. på, at den danske regerings nye offentlighedslov reelt vil gøre det vanskeligere for pressen at afdække urent trav i ministrenes arbejde?
Karl Poppers idealer om kritisk rationalisme, en fri debat med politiske reformer og en demokratisk udskiftning af regeringen er under dobbelt pres. Et ydre pres fra terrorister, og et indre pres fra magten selv, der af lutter mistillid til befolkningen og af frygt for åbenhedens konsekvenser kommer til at fremme et uigennemskueligt, lukket samfund.
Den største trussel mod friheden i Europa kommer fra EU’s nye formandsland. I Ungarn er pressefriheden og dermed demokratiet truet. Det burde være en mærkesag for den danske udenrigssminister.