Kommentar i Weekendavisen den 6. maj 2011.
Menneskerettigheder. Danmark er svækket efter denne uges bedømmelse i FN. Forud for næste eksamination i 2015 har vi brug for offentlige høringer, der kan sikre en retvisende rapport uden skønmaleri.
Da Danmark i mandags blev underkastet Den Universelle Periodiske Bedømmelse i FN’s Menneskerettighedsråd, var der på mange måder tale om forudsigelig fraseologi fra flere af de 48 lande, der tog ordet under eksaminationen – f.eks. efterlyste Egypten, Pakistan, Iran og Indonesien initiativer imod hate speach og forsikringer imod nye Muhammed-tegninger.
Hvad der derimod ikke var forudsigeligt, var den danske delegations beslutning om end ikke at forholde sig til nogen af de i alt 113 anbefalinger, som arbejdsgruppen bag eksaminationen fremlagde to dage senere. Hovedemnerne var diskrimination af udlændinge, kvinders og børns rettigheder og Danmarks noget tøvende forhold til internationale konventioner.
Mandag aften da eksaminationen sluttede takkede den danske delegationsleder, departementchef og EU-ambassadør Claus Grube, ellers civilsamfundet (altså de danske NGO’er) og de 48 lande, der undervejs havde kommenteret den danske rapport med diverse anbefalinger:
”Vi har vores egne menneskerettighedsudfordringer i Danmark,” sagde ambassadøren, hvorefter han lovede, at regeringen ville lytte til arbejdsgruppens og Menneskerettighedsrådets anbefalinger og implementere dem frem imod den næste eksamination 2015:
”Den Universelle Periodiske Bedømmelse fra FN vil holde Danmark på tæerne,” sagde Claus Grube. Men allerede to dage efter, var ambassadøren helt nede på flad fod. Nu var beskeden, at Danmark først vil forholde sig til anbefalingerne i september forud for et møde i Menneskerettighedsrådet.
Det danske ikke-svar fik onsdag aften prædikatet ”stærkt beklageligt” af direktøren for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen. Ifølge Synonymordbog for Diplomater mener han slet og ret, at Danmark er arrogant.
Til Weekendavisen siger Jonas Christoffersen, at Danmark har mistet international anseelse:
”Danmark er trådt et trin ned ad rangstigen, fordi der er ting vi ikke vil være med til, og de juridiske argumenter – f.eks. om Danmarks nej til at sikre klageadgang for handicappede – giver ingen mening. Derfor taler Danmark nu med ringere vægt og svækket legitimitet. Menneskerettigheder er blevet en fremmed fugl i dansk politik. Det er reduceret til en ren udenrigspolitisk ting, og er ikke noget, vi tager alvorligt hos os selv. På det punkt er vi langt bagefter lande som Australien, New Zealand og Sverige, der arbejder systematisk med implementering af menneskerettigheder og konventioner i lovgivningen. Danmark har brug for en handlingsplan, der kan kortlægge arbejdet med menneskerettigheder,” siger han.
Det danske ikke-svar er kulminationen på en uskøn proces, hvor Danmark ikke har taget sagen alvorligt. Hverken det danske NGO-miljø eller de spørgende lande i Den Universelle Periodiske Bedømmelse har fået en seriøs behandling af den danske delegation, der tydeligvis spiller fedtspil i slagskyggen af fordums storhed på menneskerettighedsområdet. Ambitionerne har mildest talt været utilstrækkelige, og derfor foreslår Institut for Menneskerettigheder, at Danmark udarbejder en egentlig handlingsplan, der kan skabe overblik over det danske arbejde med konventioner m.m.
Men midt i utilstrækkeligheden er det heldigvis ikke svært at få øje på eksaminationens internationale brugsværdi, og hele processen kan og bør faktisk inspirere os til at diskutere og vurdere menneskerettigheder på en ny måde herhjemme.
Forud for FN-eksaminationen af Danmark i Den Universelle Periodiske Bedømmelse har det danske NGO-miljø kritiseret regeringen for utilstrækkeligheder og grove udeladelser i den statusrapport, som Udenrigsministeriet sendte til FN’s Menneskerettighedsråd.
Organisationerne var også i mildt oprør over den måde deres indspark og høringssvar var blevet brugt på – eller rettere sagt: ignoreret. Regeringen har malet et skønmaleri af menneskerettighederne i Danmark, lyder kritikken, og man mærker en udpræget mistillid til regeringen bag de ellers så diplomatiske udtalelser.
Som refereret her i avisen i sidste uge har Amnesty International sagt, at regeringens rapport ikke er ”en loyal gengivelse af de faktuelle forhold”, hvilket i klartekst betyder: ”Regeringen er fuld af fup”.
Derfor er tiden nu inde til en debat om alt det, der går forud for en eksamination – og her tænker jeg ikke på en reform af det betænkelige Menneskerettighedsråd. Jeg tænker på, hvordan den danske debat om menneskerettigheder kan hæves op på et niveau, der dels er konstruktivt, dels gennemskueligt og dels giver regering, opposition, universitetseksperter og interesseorganisationer mulighed for at udarbejde en nuanceret tilstandsrapport for menneskerettighederne i Danmark.
Sagen er at Danmark skal eksamineres i FN igen i 2015, og det vil klæde regeringen (uanset hvad farve den har til den tid) at forberede den danske rapport på en måde, der rent faktisk afspejler de faktiske forhold i jernindustrien. Kun en ny fremgangsmåde kan sikre en retvisende rapport uden skønmaleri. Det må være slut med bevidste udeladelser af grimme sager, og civilsamfundets organisationer, der arbejder med menneskerettigheder til hverdag, har
krav på at blive taget alvorligt i høringsprocessen.
Håndværksmæssigt, må processen bag 2015-rapporten ændres. Og inspirationen kan med fordel hentes i FN-eksaminationen, for modellen med rapportfremlæggelse, spørgerunde og – to dage efter – offentliggørelse af bedømmelsen, fejler bestemt ikke noget.
Derfor: Seks måneder (f.eks.) forud for afleveringen af den danske rapport til FN, bør regeringen derfor udarbejde og offentliggøre et nationalt rapportudkast, som alle og enhver kan læse. Men høringsrunden, hvor organisationer skriver alenlange notater, skal suppleres med en egentlig høring i form af et offentligt, medieovervåget møde, hvor den danske delegation fremlægger sin rapport foran et bredt panel af repræsentanter for partierne, organisationerne og forskere fra universiteter m.m. Derefter kan panelet kommentere og foreslå ændringer og uddybninger, hvorefter regering kan tiltræde eller afvise.
Hvis der forud for afleveringen af rapporten til FN finder en national proces sted, der rent metodisk afspejler den spørgerunde og vurdering, som finder sted i Menneskerettighedsrådet, vil vi komme et vigtigt skridt væk fra det mummespil, hemmelighedskræmmeri og ressourcespild, som har karakteriseret arbejdet med den danske rapport forud for eksaminationen i denne uge – og det vil blive vanskeligt for regeringen at ignorere organisationerne.
Naturligvis vil regeringen stadig have ansvaret for rapporten og retten til at vælge emner til og fra – men efter en offentlig høring, hvor debatten er formaliseret, og hvor oppositionspolitikere også har mulighed for at stille kritiske spørgsmål til rapportudkastet, vil regeringen skulle argumentere for alle fravalg. I år ville vi f.eks. gerne have vidst, hvorfor regeringen ikke har fundet det relevant at nævne følgende i rapporten til FN:
Den årelange og konventionsstridige afslag på statsborgerskab til unge statsløse palæstinensere, den internationale kritik af starthjælpen til flygtninge, de såkaldte diplomatiske forsikringer, som bruges som retfærdiggørelse af at udsende fanger til lande, der ellers er kendt for at bruge tortur, de dele af den danske anti-terrorlovgivning, der er blevet kritiseret for at begrænse borgernes retssikkerhed og den manglende Børneombudsinstitution, som FN har efterlyst.
En gennemskuelig høringsproces med bidrag fra eksperter og forskere ville skabe en relevant offentlighed om den danske rapport, og dermed styrke demokrati og menneskerettigheder – og Danmark ville (for en gangs skyld, fristes man til at sige) genindtræde i rollen som det opfindsomme foregangsland, som andre kan lade sig konstruktivt inspirere af.
Helt konkret kunne sådan en høring (eller flere) finde sted i folketingets regi, og efterfølgende er der lagt i kakkelovnen til en folketingsdebat og en regeringsbeslutning. Rent praktisk kunne sådan en høringsproces planlægges i et samarbejde mellem Udenrigsministeriet, den danske delegation til Den Universelle Periodiske Bedømmelse og Institut for Menneskerettigheder, der både er den danske regerings rådgiver, hjemsted for menneskerettighedsforskning på internationalt niveau og en fri stemme i den offentlige debat.
Vil en kommende regering turde brede forberedelsesarbejdet ud på denne måde? Hvis Danmark fortsætter med Venstre og De Konservative i regering med manøvremulighederne parkeret i Pia Kjærsgaards lomme, så er svaret naturligvis blankt nej. Men hvis vi får et regeringsskifte, bør der ikke være langt til realisering af ideen. Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager var forud for sidste folketingsvalg ude med et forslag om, at folketinget skulle kunne indkalde til politiske høringer udenom regeringsflertallet, inspireret af de amerikanske kongreshøringer. Det forslag er beslægtet med ideen om at forberede den næste menneskerettighedsrapport gennem offentlige høringer (og enhver opposition bør se det som en mulighed). Derfor bør en regering med rød statsminister gennemføre en grundig reform af det mildt sagt halvhjertede arbejde, der i år gik forud for den danske eksamination i menneskerettigheder.