Anmeldelse i Weekendavisen den 6. maj 2011.
Katolsk krimi. Brighton Rock er historien om et forudsigeligt mord.
Ondskab og godhed
I forlaget Sohns genudgivelsesserie af Graham Greenes klassiske spændingsromaner, er Brighton Rock fra 1938 nu højaktuel, fordi Rowan Joffes debutfilmatisering af romanen i disse dage har dansk premiere i en lille række kunstbevidste biografer.
Filmen er så absolut værd at se, ganske som Brighton Rock er værd at (gen)læse, man skal bare være opmærksom på, at instruktøren har moderniseret historien, og bl.a. ført den frem til midten af 60’erne, hvilket heldigvis ikke fjerner den greenske stemning.
Moderniseret er den danske romanoversættelse til gengæld desværre så langt fra. Som Lars Bonnevie skrev i sin anmeldelse her i avisen af Den tredje mand (den 8. april), er der faktisk slet ikke tale om nye udgaver, men om uforandrede optryk af Henning Pades mere end 60 år gamle oversættelse, og det er ærgerligt. Til gengæld får man et udmærket lille forord af Leif Davidsen.
Men til romanen: Brighton Rock foregår i en voldelig underverden i en idyllisk badeby, hvor den kun 17-årige Pinkie, ofte blot kaldet ‘drengen’, har erobret magten i den ene af Brightons to gangsterbander, der begge kræver magten over gamblingen på byens galopbane.
Vi kommer ind i romanen, hvor en fyr ved navn Fred Hale indser, at han er fortabt. Pinkies bande har et regnskab at gøre op med ham, og den unge leder viger ikke tilbage for at bruge kniv og barberblad. Men inden det forudsigelige mord bliver begået, har to kvinder været i kontakt med den desperate Fred Hale, og pludselig er Pinkie presset på en måde, han ikke havde forudset.
Den purunge servitrice Rose har været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, men i stedet for at skaffe hende af vejen, bruger Pinkie en anden metode. Han truer og betaler hendes far til at skrive under på en erklæring, så Pinkie og Rose kan gifte sig, selvom hun ikke er gammel nok. Rose tror naivt at Pinkie elsker hende, men han har et andet motiv: Hustruer kan nemlig ikke tvinges til at vidne mod deres ægtefæller.
Den anden kvinde, der har mødt Fred Hale, er en virkelig sær skikkelse: Ida Arnold er fraskilt og frisindet, hun optræder som sanger på en bar, tager gerne imod herreselskab og et godt staldtip på galopbanen – og så er hun en ikke-religiøs rationalist, men dog ikke mere rationel, end at hun sværmer for ”ånder, psykografer og dansende borde”.
Den unge, forelskede og dybt katolske Rose og den modne, erotiske og spiritistiske Ida med amatørdetektivens mod og talent, er altså de modpoler, som den psykopatisk voldelige Pinkie er oppe imod. Men hans største modstander er trods alt ham selv, og hans traumatiske kropshad, der bl.a. fører tilbage til dengang han som barn var vidne til forældrenes sex.
Bag Graham Greenes ret spinkle krimiplot, gemmer sig altså en dybere hensigt og en roman om nogle af den katolsk konverterede forfatters yndlingsemner: ondskab, godhed, synd, fortabelse, frelse osv., og i modsætning til så mange af nutidens krimier, hvor hovedpersonernes skelletter i skabene virker utrolig påklistret, fremstår Pinkie oprigtig og gennemført ægte i sit traume.
At genudgivelsen af Brighton Rock (og genindspilningen af den som film) og Graham Greenes øvrige romaner, kommer samtidig med optryk af Patricia Highsmiths 60 år gamle bøger om Tom Ripley og Simenons 80 år gamle romaner om Maigret. Det er et opmuntrende udtryk for, at tidens umættelige behov for kriminalromaner også har skabt en kvalitetsbevidst, nostalgisk bølge.
Graham Greene: Brighton Rock. Forord af Leif Davidsen. 330 sider, 300 kr. Forlaget Sohn.