Kommentar i Weekendavisen den 28. oktober 2011.
Åbent brev. Hvorfor vil De Radikale og Socialdemokraterne ikke længere styrke oppositionen i folketinget?
Der er flere veje til et kryds på en valgdag. Nogle vælgere lagde hovedvægten på deres egen boligøkonomi, betalingsringen eller tilbagetrækningsreformen. Andre – blandt dem mig – målte partierne på mere værdipolitiske spørgsmål som retspolitik og udlændingepolitik. Og så lagde jeg ikke mindst vægt på de nye demokratiske toner, som du og dit parti ville spille efter i folketinget. Sammen med Helle Thorning-Schmidt havde du ved flere lejligheder lovet at give den til enhver tid siddende opposition mulighed for at gennemtrumfe undersøgelser af grundlaget for kontroversielle regeringsbeslutninger. Det var et nødvendigt opgør med den borgerlige magtfuldkommenhed og flertalsarrogance. Ikke mindst derfor fik du mit kryds. Som du nu svigter.
Hvorfor, Margrethe Vestager, mener regeringspartiet Det Radikale Venstre nu – sammen med Socialdemokraterne – det modsatte af det I mente, da I var i opposition? Hvorfor vil I ikke længere have at to femtedele af folketinget skal kunne gennemtrumfe undersøgelser udenom regeringen? Hvad er det, der har fået jer til at ændre mening – ja, udover at I er kommet til magten og derfor selv vil risikere at blive genstand for ubekvemme undersøgelser?
Vi taler ikke om at der nødvendigvis skal nedsættes kommissionsundersøgelser om alt mellem himmel og jord, men om at den hårde flertalsmagt, som vi lærte den at kende under ti år med borgerligt styre og massiv blokpolitik, skal knækkes. Oppositionen skal – uanset hvem den udgøres af – havde bedre muligheder for at udfritte og undersøge regeringens dispositioner: Var grundlaget for Irak-krigen i orden? Var der danske uacceptable fangeudleveringer i Afghanistan? Gjorde den danske regering virkelig ikke noget som helt forkert i Muhammedkrisen? Har CIA fløjet fanger til afhøring og tortur med dansk vidende og over dansk luftrum? Hvad er konsekvenserne af 24-års reglen? Hvad skete der ved overbetalingen til privathospitalerne?
Din gruppeformand Marianne Jelved har forsøgt at forsvare jeres kovending med en søforklaring, som I deler med Socialdemokraternes Mogens Jensen, nemlig at det ikke giver nogen mening at gennemføre mulighed for mindretalsundersøgelser, hvis ikke Venstre og De Konservative er enige, for ellers laver de borgerlige det jo bare om, når de engang kommer til magten igen.
Herregud, et svagt argument. For det første må det jo gælde for al politik, at der altid er en risiko for at en lov bliver ændret af en ny regering. For det andet er det jo et teknisk forbehold, som I mig bekendt aldrig fremhævede da I var i opposition, hvor retorikken jo mere handlede om, at “det mener vi i opposition, og det vil vi gennemføre i regering.” Og for det tredje kan I stemme det hele igennem med jeres eget parlamentariske grundlag Enhedslisten plus Dansk Folkeparti, som nu pludselig elsker ideen om mindretallets mulighed for at bide flertallet i haserne, og derfor vel også må støtte den, skulle de (hvad jeg ikke håber) en dag igen blive en del af borgerlig magt.
Marianne Jelved har sagt i et radiointerview, at ideen om mindretalsundersøgelser af regeringsbeslutninger forsvandt under forhandlingerne om regeringsgrundlaget – og at I som regeringsparti naturligvis er loyale overfor det fælles grundlag. Det forstår jeg ikke en lyd af. Jeg forstår derimod til fulde, at der er ting, man går til valg på, som man ikke kan få gennemført, fordi forhandlingspartneren er stærkere. For mig er dét ikke et løftebrud. Men i dette tilfælde var begge partier jo enige! De Radikale kan altså ikke have tabt slagsmålet om en mærkesag til Socialdemokraterne, al den stund at begge partier havde den samme mærkesag. Du og Helle Thorning-Schmidt havde i fællesskab krævet en stærkere opposition og en svagere regering. Der er altså mindst ét parti, der har svigtet egne idealer (og vælgere), og uanset hvor loyal Marianne Jelved vil være overfor regeringsgrundlaget, kommer hun jo til at antyde, at det er Socialdemokraterne, der løber fra løfterne. Og hvilken slags loyalitet er det så? Tilbage står jeg med en opfattelse af, at politik som det muliges kunst er blevet erstattet af politik som det muliges manipulation – oven i købet i en sag, der burde handle om hvordan demokratiets og oppositionens vilkår kan forbedres efter ti trælse år.
Nu er sagen så den, at både Dansk Folkeparti og Enhedslisten agter at fremsætte jeres gamle beslutningsforslag om at styrke oppositionen ved at lade to femtedele af folketinget gennemtrumfe en undersøgelse af regeringsbeslutninger, som oppositionen ikke mener, er tilstrækkelig godt belyst. Spørgsmålet er så, hvordan du vil forklare dine vælgere, herunder mig, at I nu stemmer imod det, som I tidligere gik ind for, og hvorfor en forstærket opposition og en svækket regering ikke længere er noget I vil arbejde for i demokratiets navn.
Jeg er ked af at sige det, men jeg er udsat for en slags politisk bondefangeri, og hvis det kunne lade sig gøre, ville jeg forlange mit kryds tilbage med henblik på omplacering.