Gæsteanmeldelse på Modkraft.dk, den 10. september 2011.
Kaotisk, spontan og helhjertet
Sommeren 2009 blev politisk eksplosiv da 70 irakere bosatte sig i en kirke på Nørrebro i København. De afviste asylsøgere – i høj fra flygtninge fra det kaos der opstod i Irak efter de internationale styrkers (og dermed Danmarks) bombardementer af Saddam Hussein – forsøgte dermed at undgå at blive smidt ud i henhold til den hjemsendelsesaftale, som de irakiske myndigheder netop havde accepteret under trusler om at miste økonomisk støtte fra Danmark.
Om denne kirkeasyl-aktion er der netop kommet en ny bog, men før vi vender blikket mod den, må jeg lige forbi fhv. integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbechs nye bog, der udkom den 6. september, nemlig erindringsbogen Ministerbilleder. Den handler om hendes tid som regeringsmedlem fra 2007-2011. Her kan man læse mangt og meget – herunder meget interessant – om ministerteknik, politiske forhandlinger og mere eller mindre vigtige samfundsanliggender som f.eks. Metock-dommen (om familiesammenføring) og bispevalg i Roskilde. Og så er eks-ministeren ikke karrig med anekdoter om ministerchauffører, departementchefer og kolleger der kvajer sig til statsråd hos Dronningen.
Ministerbilleder er med andre ord en gavmild blanding af hård politik og blød erindring – men den sag, der førte til ministerens fyring den 8. marts 2011, sagen om de syltede statsborgerskaber til de statsløse, skriver hun ikke om, fordi der er nedsat en undersøgelseskommission, som skal udspørge embedsmænd, fhv. ministre m. m. Det ville derfor med forfatterens egne ord være stærkt upassende at skrive om dén sag, og det har hun jo ret i.
Men sagen om de statsløse, er ikke det eneste, Birthe Rønn Hornbech undlader at skrive om. En anden massiv sag fra hendes ministertid forbigår hun i tavshed, selvom der ikke er nogen som helst grund til at lade den ligge. Det er tværtimod en sag, der ville passe perfekt ind i ministerens emnekreds: flygtninge, lov og ret, moral og menneskelighed. Det er sagen om de afviste og udvisningstruede irakiske og kurdiske asylsøgere, der søgte tilflugt i Brorsons Kirke i 2009.
Kirkebosætterne fik hjælp og støtte af en masse frivillige danskere og af landsmænd med opholdstilladelse, som kastede sig ind i kampen for irakerne og imod den danske regering og Dansk Folkeparti. Man taler i dag om Kirkeasyl og Brorsons Kirke den største protest nogensinde imod en regerings flygtningepolitik, men alligevel lykkedes det kun solidaritetsbevægelsen at indsamle 40.000 underskrifter imod hjemsendelsesaftalen.
I anledning af toårsdagen for rydningen af Brorsons Kirke den 13. august har nogle af aktivisterne i Kirkeasyl redigeret en bog, der skildrer opholdet i kirken, den politiske situation m.m. Bogen, der naturligt nok hedder Kirkeasyl – kampen for ophold, er en vaskeægte folkebog i samme venstreorienterede dur som bøger om f.eks. Christiania og Ungdomshuset. Nu behøver man jo ikke nødvendigvis at være venstreorienteret for at ønske en anstændig asylpolitik og human behandling af afviste asylsøgere, men som bekendt er der tradition for at de kritiske aktivister rykker ud fra venstrefløjen, når samfundets svageste eller mest magtesløse er i krise. Derfor mærker man også en tydelig skuffelse over at Villy Søvndal og SF stod last og brast med Socialdemokraterne, der støttede regeringens hjemsendelsesaftale. Til gengæld er Johanne Schmidt-Nielsen en heltinde.
Hvem der var med i Kirkeasyl, er svært at vide. Der kendes ikke nogen entydig profil for den løse gruppe af mennesker, der bidrog med det ene eller det andet. Kun kan man regne med, at de var fælles om at være i opposition til hjemsendelsesaftalen. Og så var de fælles om nederlaget. Det nyttede ikke noget at aktionere, heller ikke denne gang. Kirkeasyl-aktivisterne fik sendt et signal, og det er dette signal, de har ristet en rune over med deres bog. Men politikerne stod fast, overhørte protesterne – og som Birthe Rønn Hornbechs ministererindringer viser, så er spørgsmålet om udsendningen af de afviste irakere og kurdere bedst tjent med at blive ignoreret. Hvis man altså er borgerlig politiker med ansvar for aftalen, rydningen og udsendingen.
Kirkeasyl – en kamp for ophold er som aktionen selv: lettere kaotisk, spontant sammenflikket og helhjertet entusiastisk. Den er redigeret som et antologisk album med fakta, fotos, tidslinje, personlige beretninger, reportager, genoptryk af taler og mere generelle artikler om dansk asylpolitik. Den kalejdoskopiske form har sine fordele, men som altid når man læser et partsindlæg, savner man et analytisk tværsnit eller en stemme, der nuancerer eller giver en anden version. Dén stemme kunne man have fået ved at invitere fjenden med i bogen, hvilket ville have styrket dens samlede værdi. Aktivisterne bag bogen finder nok tanken afskyelig, men de kunne have vundet meget ved at bestille et indlæg fra Peter Skaarup, Birthe Rønn Hornbech – eller Villy Søvndal.
Man siger at en sejr har mange fædre, men at nederlaget er forældreløst. Det er ikke tilfældet her. Mange vedkender sig med stolthed en del af fadderskabet til Kirkeasylet, og de kan gøre det med god ret. Danmark deltog i en krig på et forfalsket grundlag og var med til at producere en flygtningestrøm som vi ikke tog ansvar for at afhjælpe. De mennesker, der prøvede at bremse afvisningen og udvisningen tilbage til krigsområdet, fulgte deres idealer, og det fortjener de respekt for. At de kæmpede en naiv kamp mod vindmøller er en anden sag.
Kirkeasyl. En kamp for ophold. 316 sider, ill. 299 kr. Frydenlund.